Profile
Blog
Photos
Videos
Zambia - ankomst
Efter 16 timers fly plus et par mellemlandinger nåede vi endelig til Livingstone Lufthavn (eller landingsbane? Hvordan definerer man forskellen?) Det eneste vi kunne se inden flyet ramte jorden var marker og træer og vupti, så var vi der. Vi trådte ud af flyet og blev ramt af en voldsom varme, først troede vi at vi stod bag en motor, men det var ikke tilfældet.
Livingstone (udtales uden e) d. 6/4 - 13/4
Vi havde på forhånd booket os ind på Jollyboys Backpackers, et hostle i Livingstone, hvor vi med det samme følte os rigtig godt tilpas. Vi blev mødt med åbne arme og fik en masse gode råd fra mange af de andre rejsende.
Livingstone er et sted man tager hen for at se Victoria Falls og det er rigtig populært at lave extrem sport. Vi er ikke de modigste dyr på savannen, så vi slog os til tåls med en omgang Jetboading. Det er en motorbåd der sejler så hurtigt den kan indtil den pludselig bremser og drejer samtidig. Dette var hårde løjer for Line der ikke kunne holde sig fast og stadig nu 10-12 dage senere ligner en såret kriger. Men alt i alt var den en god oplevelse. Vi sejlede nede i en dal, hvor omgivelserne var helt vidunderlig flotte. Truckturen imellem JB og dette sted var vores første møde med real Africa. Vi kørte igennem små landsbyer hvor børnene kom løbende efter vognen og vinkede. Vores chauffør fortalte os lidt historie om området og vi så vores første mudder/lorte huse og Line konstaterede: Folk bor faktisk i dem!
I løbet af den uge vi boede i Livingstone besøgte vi Victoria Falls 2 gange. Ved første besøg krydsede vi en smal bro ret tæt på faldet hvor vi fik os en lille duscher (underdrivelse fremmer forståelsen, eller hvordan er det nu?). Ida var klar til at blive vredet op, og Line "pakæsel" klarede sig over broen med kameraer tørt under regnslaget. Vi gik ned af en lang, kringlet og smuk sti til The Boiling Point. Hvor vi satte os ned og bare nød! Wow der var smukt. Et par dage senere tog vi tilbage til The Falls, og gik nogle helt anderledes men lige så smukke ture. Vi kan sagtens forstå hvorfor det er en af verdens 7 vidundere. Hvem der så end har udvalgt dem?
Vi brugte meget af tiden i Livingstone på at vende os til temperaturen, kulturen, og at være hvide og interessante. Første dag vi ankom skulle vi i banken og hæve penge, men skyndte os hurtigt ud igen og til en ATM efter at have været Mona Lisa for et halvt minut. Det har vi dog heldigvis vænnet os mere til nu.
Ugen i Livingstone bød også på en tur på det lokale museum, et sunset cruise på Zambezi River, sol- og poolbadning, og på den sidste aften var vi ude at spise med en masse af de mennesker vi havde mødt.
Rejsen til Malawi
Så skulle vi til at stå på egne ben, og uden for Jollyboys trygge mure, men det var på tide at tage videre, da de ansatte begyndte at kunne huske vores navne.
Busturen til Lusaka tog 6 timer og gik problemfrit. Herfra begyndte udfordringerne. Vi troede at vi skulle tage videre til Chipata (grænse by til Malawi) samme dag, og fandt let en bus vi kunne tage der til. Men sagen var den at bussen vi sad i ikke kørte før den var fyldt. Efter en time begyndte vi at regne på det hele og kom frem til at vi ville ankomme sent om aftene, hvis ikke det blev nat, inden vi ville se Chipata. Vi besluttede at forlade bussen og vente til næste morgen. Men det brød de sig ikke særlig meget om, og gjorde alt hvad der stod i deres magt for at få os til at blive. F.eks. nægtede de os vores bagage. De tilbød os at sove i bussen og andre "gode" forslag, men efter et par timer fik vi dem overbevist om at 2 hvide piger i Afrika, er nødt til at tænke på deres sikkerhed, og dette var langt fra sikkert.
Vi tog en overnatning i Lusaka, og blev opladt igen. Turen til Chipata på 8 timer, gav os rig mulighed for at se Zambia, og opleve hvor smuk et land det er, især i dagslys ;-)
Da vi kom frem til Chipata fandt vi en taxa der kørte os til et Lodge hvor vi ville overnatten. Lodget, der hedder Mama Rulas, var stærk bevogtet af militærfolk, og vi troede et øjeblik at vi var endt på en militærlejr. Men vi blev hurtigt klogere, og fandt ud af at Præsidenten af Zambia var gæst der for 2 nætter. Ergo var der ingen værelser til os. Men den søde familie, der havde stedet, lånte os et telt, og så klarede vi også det. På dette lodge mødte vi nogle søde, ældre, morfar-agtige sydafrikanske mænd, der skulle køre til Lilongwe og tilbød os kørelejlighed dertil.
Sådan endte første del af eventyret!
Nu er anden del begyndt. Den del hvor vi er i Lilongwe hos Katrine, Carl Gustav og deres søn Carl Erik. Vi har haft en dejlig weekenden sammen med den lille familie i det store hus. Nu glæder vi os til nye oplevelser og udfordringer.
Kærlig Hilsen Line og Ida
- comments
Ida s mor Det var godt at læse. Godt at stod fast på jeres beslutning om ikke at rejse i bus om natten.. Jeg er stolt af jer. sammen er I stærke ! Fortsat mange gode oplevelser og ikke mindst udfordringer :-) kh Inge Lise
Claus Line's far dejligt at høre om jeres første uge. Det lyder rígtig fantastisk, og godt i stod fast i forhold til den bustur ud i mørket ... kh Claus
Line's veninde, der SAVNER hende HVor lyder det allerede som nogle vilde oplevelser i får Jer... Jeg glæder mig så meget til at høre mere når I kommer hjem. København er godt, men slet ikke lige så godt som når du er hjemme Line.. Afrika kunne godt snart til at aflevere tilbage ;-) Jeg håber I nyder Jeres tur i fulde drag! Pas godt på hinanden I to! Vi glæder os til næste update. Knus og kram fra Julle.