Fra L.A gik turen videre til Caribien, nærmere bestemt Den Dominikanske Republik - og dermed en helt anden verden. Det var vores første og eneste stop uden for "den vestlige verden", og det var derfor på mange måder en hel del anderledes, end hvad vi havde været vant til på vores rejse ind til videre. Vi havde et par dage i hovedstaden Santo Domingo til at beslutte, hvor og hvad vi ville bruge vores ca. 2 uger her på. Efter at være blevet kørt til vores hostel i byen, ejet af en amerikansk dame fra Tennessee som havde en privat chauffør der sørgede for transporten, kunne vi begynde at se os omkring og finde ud af noget om det nye sted, vi var kommet til. På turen fra lufthavnen og ind til Santo Domingo var vores første indtryk følgende: utrolig flot natur og turkisblåt vand langs kysten - fyldt med skrald. Alle vegne lå det og hobede sig op, på gader og i parker. Udover det er regler i trafikken på den Dominikanske Republik ikke eksisterende. Vores chauffør kørte fint, men når man kiggede ud af vinduet og så, hvad andre trafikanter ind i mellem præsterede, lukkede man øjnene og var glad for at sidde i den bil vi gjorde. At stå ved autoværnet ved motorvejen og vente på at blive samlet op af en bus, eller prøve at sælge noget til forbikørende, var også et normalt syn. Vi var i den grad kommet til Caribien!

Da vi havde fundet os til rette på vores hostel (hvor vi havde vores helt eget værelse med kæmpe store puder og eget bad. Win!), gik vi ud i byen og kiggede os omkring. Vi boede i bydelen Zona Colonial, hvor nogle af de første bygnigner i den "nye verden" Colombus opdage da han kom hertil, stadig står. I galleriet er billeder af nogle af dem. Med byvandringen fulgte også vores andet indtryk af byen: dejlig varmt, utrolig venlig befolkning og fyldt med caribiske billeder i stærke farver alle vegne.

Men men men - vores plan med at tage til Caribien var, ud over at opleve en anden kultur, også at besøge nogle af de fantastiske strande der er i den del af verden. Vi havde også været på farten et stykke tid, så vi ville bare gerne finde et sted at slappe af uden for de store turistområder, med en lækker strand i nærheden. For som sagt - vi er gode til at ligge på stranden! Efter et kig i Lonely Planet besluttede vi os for at tage til Las Galeras, i nærheden af Samana længere nordpå. Det skulle være et sted med flot natur og nogle af landets flotteste strande. Efter at have arrangeret, at Mr. Perez (den private chauffør) kørte os til bussen næste dag, var vi klar til at komme til vores næste destination.

Og hvilken bustur! Alt omkring den er bare lige som man tænker, at sådan nogle ting foregår i Caribien. For det første blev vi ikke sat på den bus vi oprindeligt havde bestilt plads i, fordi vi kom for tidligt. Hvilket jo ikke gjorde så meget, for så kom vi bare tidligere afsted - troede vi. For her spiller den caribiske kultur ind. "Vi kører lige om lidt..." Det betyder så, at bussen kører, når chaufføren mener, at det er tid. Afslappet forhold til busplanen kan man vist godt sige. Men vi kom da afsted til sidst og samlede folk op på motorvejen som beskrevet lidt længere oppe. I Samana skulle vi videre med en ny bus til Las Galeras. Troede vi. For det endte med, at vores bagage blev båret over i en slags firhjulstrækker med lad, og så skulle vi køre med den de næste 27 km til vores endelige stop. Surprise! Men alt gik fint, og vi kom frem til La Hacienda, stedet vi skulle bo resten af vores tid på Den Dominikanske Republik. Huset lå inde i junglen, så vi blev hentet af ejeren, en kvinde fra Belgien. Efter en lang rejsedag kom vi endelig til vores base det næste stykke tid. I forhold til Santo Domingo, som er en dejlig by men fyldt med larm og mange mennesker, var det her fredfyldt og afslappet. Lige hvad vi havde brug for.

Og hvad gik de næste omkring ti dage så med? Lad os bare sige, at vi var en del på stranden :) Ud over det brugte vi især om aftenen en del tid på at bekæmpe kryb. Den første nat vi sov i huset, blev vores værelse invaderet af flyvende biller. Der var virkelig mange, så til sidst opgav vi at komme af dem og kryb i stedet ind under vores myggenet og lod dem summe rundt på vores værelse i fred. Men netop fordi vi var i junglen var det ikke det eneste kryb vi så - der var også kæmpestore (og virkelig hurtige) edderkopper, kakkerlakker og frøer. Edderkopper og kakkerlakker er vi ikke så glade for, men frøer kunne vi godt klare. En dag var der dog en som var forsvundet for os, og ud på natten viste det sig, at den havde siddet på natbordet lige ved Camillas hovede. Mens hun sov. Ikke rart at vide! Til sidst fik vi den dog fanget og sendt ud i det fri, og med alle de insekter og kryb er stankelben herhjemme pludselig ikke så stort et problem!

Vi brugte også en del tid på at komme frem og tilbage fra huset til byen, når vi skulle handle ind. La Hacienda lå to kilometer uden for Las Galeras by, så det var bare med at få gang i benene og afsted, når vi ikke havde mere mad tilbage. Men, vi fandt hurtigt ud af, at det er hurtigere på motoconcho. (en motorcykeltaxi) Og nej, vi kørte ikke selv på motorcykel :) Det var der tilgengæld en del unge fyre der gjorde, og som hellere end gerne ville køre os frem og tilbage. Faktisk blev vi nærmest konstant stoppet af nogen, i håb om at vi var på vej hjem og ville køres af dem. Den mulighed benyttede vi et par gange, for det gik altså noget hurtigere end vi kunne præstere at gå.

Apropos mad - fordi vi var ved at være ved slutningen af vores rejse, var vi ret trætte af at lave mad. Ikke fordi vi på noget tidspunkt havde lavet rigtig god og sund mad, men på det her tidspunkt af turen var det for alvor røget helt til højre. Så vi levede af pasta hele den tid vi var på Den Dominikanske Republik. Hvilket var omkring 14 dage. Det var jo vores eget valg, men dem som boede på La Hacienda samtidig med os, et par fra USA og en kvinde fra Canada, fik alligevel ondt af os. Så de lavede mad til os, og smoothies fra alt det frugt som voksede i haven. Ikke dårligt, så lidt sundt kom vi da alligevel til at leve :)

Hurtigt gik de 14 dage, og så var det efterhånden tid at komme videre til New York. Under vores ophold lærte vi en del om en ny kultur, og mødte i huset vi boede en del andre rejsende vi udvekslede rejsehistorier med. Ud over det kom vi til at kende til at velgørenhedsprojekt kaldet "The Silver Project". Det skulle hjælpe en dominikansk dreng, der efter at være blevet kørt ned af en udenlandsk mand (som kørte spirituskørsel) havde mistet sit ene ben. Tre kvinder havde stablet projektet på benene, og det var virkelig imponerende. En del af pengene kommer fra halskæder med hvalhaler, hvor den ene finne mangler. Forklaring - På den Dominikanske Republik er der hvert år fra januar til marts "hval sæson". Pukkelhvaler i massevis opholder sig ud for kysterne, og turister kommer i tusindvis hertil for at observere dem. På nogle af turene er en hval uden den ene finne på sin hale blevet spottet, og den blev symbol for velgørenhedsprojektet. Vores sidste dag blev brugt på et købe sådan to halskæder og besøge en restaurant, El Cabito, endnu længere inden i junglen. Vi havde fået at vide vi skulle forbi inden vi tog hjem, da udsigten fra restauranten skulle være helt fantastisk. Og vi blev absolut ikke skuffede! Til vovehalsene kunne man også springe fra klipper, det var dog ikke noget for os. Se på billederne i galleriet, hvorfor.

Fra LAs Galeras skulle vi igen tilbage til Santo Domingo for derfra at flyve videre til NY. Busturen tilbage mindede rimelig meget om den ud, dog tog den endnu længere tid, fordi vi hele tiden stoppede ved boder, hvor de andre passagerer skulle have mad ind gennem vinduerne. Men nu havde vi jo efterhånden vænnet os til det afslappede forhold mht busplaner, så det var ingen overraskelse. Sikkert tilbage i Santo Domingo hyrede vi Mr. Perez til at køre os til lufthavnen, og så var vi klar til NY. Og spørg os lige, om vi var begejstrede for både det, men også snart at være hjemme!