Dato 15. marts, dag 63

"Frit fald, waauuuw, hej gigantisk sø og fast grund under fødderne igen"

Dagen startede ud med fællesbilleder foran Maorihuset og et på gensyn til vores nye familie i New Zealand. Turen gik nu til Rotorua, som er kendt for sin geotermiske aktivitet i undergrunden. Kort sagt, kommer der varme dampe op fra jorden overalt. :) Det lugter bestemt ikke godt, mest af rådne æg faktisk.
Desværre, skulle vi allerede her sige farvel til de første fra bussen, da nogle valgte at blive i byen. Resten af os gik hen i en park, hvor vi fik et gratis fodbad i en opvarmet pool (selvfølgelig fra undergrunden) og så så vi de mange søer, hvor dampene kom op fra.
Vi kørte derefter med bussen til "Secret spot," hvor vi badede i det varme vand, som igen var opvarmet fra undergrunden. Dejlig varmt!

Tilbage i bussen fandt vi ud af, at det var i dag og ikke i morgen, som vi ellers troede, at vi kunne skydive. Vi var dog fast besluttet på at gøre det, hvis vejret var godt. Så resten af turen var vi ret spændte. Vi havde også fået overtalt en af vores veninder, Judith fra Østrig, til at tage med, så da vi ankom til hostellet, fik vi tjekket ind, og vi blev derefter hentet i en limousine og kørt afsted. ;) I bilen mødte vi en pige, Hayley fra England som også skulle skydive og hendes veninde Sophie fra Frankrig.

Da vi ankom til stedet, skulle vi endnu engang skrive under på vores egen "dødserklæring," inden vi kunne gå ombord på det lyserøde fly sammen med vores skydive instruktører! Vi kastede os ud i et frit fald fra 12000ft. henover Taupo sø, som er på størrelse med Singapore, og hvilken udsigt vi havde! Ordet wauw er nok det bedst beskrivende om den fantastiske oplevelse, som vi havde! :) Det må være verdens bedste job at være skydive instruktør, uden tvivl!

Tilbage fejrede vi vores overlevelse (joke vi havde haft i bussen) med hjemmebagt kage fra en af drengene, Ed. Så sødt af ham. :) Vi sluttede aftenen af med en fed bytur med dans til live musik og mødte Leas skydive instruktør.
Tilbage på hostellet om natten, var to af drengene, Jake og James fra England låst ude, så de måtte sove på vores værelse i de i forvejen små og meget knirkende køjesenge, så godt det kun var få timer.

Dato 16. marts, dag 64

"En svingommer "

Vi pakkede vores tasker tidligt næste morgen og kørte ellers mod Whakahoro og Blue Duck Station.
Det viste sig i bussen, at Noah fra Canada var faret vild på vej hjem fra byen. Det var derfor, at Jake og James havde været låst ude. Det grinte vi alle lidt af, da byen ikke var specielt stor. :)
Efter en rigtig svingommer i bussen gennem bjergene, ankom vi endelig til Blue Duck Station. Det er en kæmpe privat farm inden mellem bjergene, som opdrætter får og har et hostel.

Vi fik først en lang velkomsttale fra manageren, inden Lea blev skrevet op til hesteridning sammen med Sophie og Gen fra Canada. Først her, da vi så vores buschaufførs navn på skrift, gik det op for os alle, at han hed "Bear" og ikke "Beer," som vi alle ellers havde troet, ups. Derefter blev vi ellers tjekket ind på værelserne.

Lea tog ud på en 4 1/2 times ridetur rundt i bjergene med hestevæddeløb op af bakkerne, vandfaldsbesøg, hygge snak med guiden Dan og nød den fantastiske udsigt på toppen af bjergene. Da hun kom tilbage, hjalp hun med at sadle af og vaske hestene. Virkelig en fantastisk tur.

Imens gik Jeanet sammen med Judith og Kate fra Tyskland hen til et vandfald, der lå ca. en times gang væk fra farmen. På vejen nød vi den flotte udsigt, snakkede og passerede kæmpe flokke af får. Vi kom helt tæt på vandfaldet, da vi gik ud på nogle sten, så vi kunne se direkte ned på det fra oven. Ret specielt at se et vandfald fra den vinkel.

Vi havde handlet ind sammen med Ed til aftensmad, så han lavede en lækker middag, mod at vi vaskede op. God deal. Vi havde en hyggelig aften udenfor på tagterrassen, lige indtil Kelly fra vores værelse havde fundet en bedbug i hendes seng.. Vi tjekkede hurtigt alle vores senge, men fandt heldigvis ingen. Stakkels Kelly måtte sove på gulvet med Jeanets sovepose.

Dato 17. marts, dag 65

"Spøgelser på bjerget og hyggedag"

Vi startede dagen ud med at køre fra Blue Duck Station mod Tongariro National Parken, hvor bjerget Mt. Doom ligger, som er med i Ringenes Herre.
Bussen satte alle af ved booking og udstyr, undtagen Lea og Judith fra Østrig, da de gerne bare ville have en slappe af dag.

Jeanet skulle i dag bruge sin dag på Tongariro Alpine Crossing, der er beskrevet, som en af verdens bedste endags vandreture.
Uheldigvis, var der lovet regn, så kvinden der bookede os ind, rådede os til at låne vandrestøvler for at undgå våde fødder. Da det var gjort, kunne vi alle sætte os ind i shuttlebussen, som skulle køre os til selve National Parken.

Ved vores ankomst fortalte buschaufføren, at dele af parken var lukket af, så vi kunne ikke gå hele den ellers otte timers lange hikingtur. I stedet kunne vi "bestige" Mt. Doom eller vandre hen til søerne Emerald Lakes og Blue Lake, der ligger ved nogle vulkankratere. Vi skulle derefter retur og hentes samme sted efter 6-7 timers hiking.

Ved ankomst skinnende solen og hele gruppen nød synet af landskabet, omend Mt. Doom var dækket lidt til af skyer. Jeanet fulgtes størstedelen af turen med Sophie og Gen fra Canada og Ed fra USA.
De første to timer holdt det tørvejr, men derefter begyndte skyerne at trække ind over bjergene med regn. Jo højere vi kom op, desto sværere blev det derfor også at se noget. På et tidspunkt kunne vi kun se to meter frem, så alle der kom imod os lignede spøgelser. Vi syntes alle, at det var ret sjovt, men samtidig også lidt skræmmende ikke at kunne se noget, når man er i næsten 2000m højde.

Da det var blevet overskyet og blæsende, valgte vi fire at gå mod søerne og ikke op ad bjerget.
På vej til søerne, begyndte det at regne og blæse mere op, så det var ikke helt let at vandre op ad bjerget, men op kom vi da. Vi endte dog med at opgive at komme hen til søerne, da alle vi mødte, ikke havde kunnet se dem pga. skyerne. I stedet nød vi vores medbragte frokost ved det røde krater. :)

Derefter gik turen tilbage ned ad bjerget i nu mere regn, så der gik ikke længe, før alle var mere eller mindre gennemblødte, specielt vores fødder. Efter at have vandret i regn i ca. tre timer skulle det dog ikke stoppe os fra at se et lille vandfald, inden vi gik den sidste time tilbage til bussen.

Tilbage i bussen efter godt seks timer, var alle fra Stray meget glade, da buschaufføren gav gratis øl og derefter kørte os hen til lodgen. Trods regn og blæst, var det virkelig en smuk tur og speciel oplevelse. Helt klart det hele værd! :)

Mens resten af Stray gruppen vandrede rundt på Mt. Doom og kraterne i regnvejr, nød Lea og Judith den luksuriøse lodge med store værelser og eget badeværelse. Rigtig hyggelig opholdsstue med stort tv og dejlige sofaer. Vi fik rigtig udnyttet vores fritid. Først fik vi ordnet noget tiltrængt vasketøj. Derefter vi fik shoppet chokolade og juice, inden vi gik hjem og smed os foran tv'et til en rigtig tøsefilm.

Senere på dagen, mødte vi amerikaneren Adam, som vi endte med at lægge ansigtsmaske med/på. Da Stray gruppen kom tilbage våde og trætte, sad vi ude i indgangen, rene, tørre og med en kop varm te i hånden og tog hjertelig i mod dem. Det hyggede vi os rigtig med.

Aftenen blev brugt på mad, øl og hygge, og da alle andre var gået i seng, snakke Lea på skype med familien derhjemme inde på Adams værelse, så hun ikke forstyrrede os andre, som sov.

Dato 18. marts, dag 66

"På opdagelse i New Zealand"

Vi startede dagen ud med at sige farvel til vores nye bedste veninde, Sophie fra Canada, da hun ville blive en ekstra dag i National Parken. Så gik den lange tur ellers mod Wellington, hovedstaden. Vi brugte derfor det meste af dagen i bussen, hvor vi hyggede med de andre.

Vi ankom sidst på eftermiddagen, hvor vi var nogle stykker, der skyndte os hen på national museet, som var gratis. Til stor glæde fra vores side! :) Da vi kun havde to timer til seks etager, gik turen lidt hurtig, men vi fik da set en gigantisk blæksprutte, var inde i et hus hvor der var jordskælv, været med i Hobitten (fortsættelse af Ringenes Herre,) set alt om jordens indre, en masse om New Zealandsk kultur og immigration og meget meget mere. Det var et rigtig fedt sted, og vi kan varmt anbefale det, men sæt god tid af!

Aftensmaden bestod af hjemmelavet spagetti og kødsause ala tysk, da Kate fra Tyskland tog føringen. Det smagte udmærket, men ikke som mors hjemmelavet.

Det var også vores sidste aften med vores nordø gruppe, så vi fik nogle drinks nede i baren, inden vi sagde farvel og gik i seng, da vi skulle med færgen til sydøen tidligt næste morgen.