Profile
Blog
Photos
Videos
Hejsa
Så er vi igen rejst ca. 2000 km, denne gang mod øst og er nu på vej i tog mod byen Liuzhou i Guizhou provinsen. De sidste 4 dage har været noget turbulente, vi har haft meget rejsetid i bus og tog.
Vi tog fra Dali mod Kunming mandag morgen. Kunming var en meget fin og ren by, men som vi har hørt fra mange andre rejsende, så er Kunming "bare endnu en storby". Vi fik ikke set så meget, da vi brugte meget tid på at finde frem til busstationen, efter vi havde stået i kø på togstationen og ikke kunne få billetter videre. Kunming er under stor byfornyelse og vejnettet, og metro, er også ved at blive udvidet. Vores Lonely Planet bog, som vi bruger meget til at finde rundt, er fra 2005 og forældet og busstationen var sidenhen blevet flyttet uden for byen, hvilket vi brugte mange kræfter og tid på at finde ud af og på at komme der ud. Så vi ønsker os en ny bog…
Vi fik busbilletter til byen Anshun, 6 timers kørsel i bus, men byen var virkelig ikke noget at råbe hurra for. Den var faktisk rigtig kedelig. Men vi havde læst om Kinas største vandfald skulle ligge i nærheden og det var alligevel ca. midtvejs til vores egentlig interesse, Guilin. Vi fandt et hotel lige op af stationen som var ganske fint og MED aircondition. Vi har ikke haft aircondition i en uge. Denne by kan ikke være vant til at bebo udlændinge, for det er år siden vi i Kina er blevet gloet så meget på. Faktisk lidt irriterende i længden, når alle vender sig og glor eller når vi sidder og spiser at alle stopper op og stopper op og glor på os, lidt som vi var en flok aber.
Turen til vandfaldene, der var mellem 60-90 i - alt efter hvordan man tæller de mange fald ned af bjergene. Da vi ville købe billet til indgangen, kom en taxamand, som ville have os til at købe hans taxa til at køre os rundt, hjalp os med at købe billet på en måde som om vi var lidt for dumme turister der ikke forstod kinesisk selv om han talte til os på kinesisk og jeg svarede ham… Ja man møder mange sjove folk ind i mellem. Men vi mødte her to kinesiske piger som ville dele en taxa med os, 50 yuan per person, og det blev faktisk en rigtig hyggelig tur. Vandfaldene var virkelig flotte og enorme. Vi kom ind bag det største hvilket var en rigtig sjov og flot oplevelse. Som det sidste stop før vi skulle hjem, skulle vi til et sted med udsigt. Det viste sig at være lidt Indiana Jones agtigt landskab med drypstenshule, klippesten og regnskov. Det var virkelig sjovt. Her mødte vi 3 kinesiske fyre som meget gerne ville snakke engelsk med os, de var nu meget fredelige og ikke påtrængende som så mange andre, så jeg snakkede med dem, mens Emil snakkede med vores to kinesiske piger, vi fulgtes med. Vi kom lidt senere til Anshun (hvor vi havde overnattet) end vi troede pga. det sidste stop. Aftenen før havde vi forgæves forsøgt at få togbilletter til Guilin og ville om aftenen tage en bus til Guiyang (provinshovedstaden) i stedet. Men de to piger skulle samme aften til byen Guiyang, og ville hjælpe os med at få billetter. De hjalp os også med at ringe til et hotel og sige at vi kom, om end lidt sent. Inden togafgang fra Anshun, fik vi dumplings til aftensmad, nok de bedste vi nogen sinde har fået. Udenfor togstationen, var der en masse boder med nudler og spyd med alt muligt godt, og så var der stillet borde og skamler frem så man kunne side ned og nyde sin mad. Virkelig hyggeligt. Jeg fik også lært hvordan jeg skal lave dumplings - en dejpakke med kød og grøntsagsfyld som man koger i 1-2 min - det smager bare himmelsk.
Vi ankom til Guiyang kl. 21, og tjekkede ind, med hjælp fra vores to kineser piger, på et meget fint og lækkert hotel. De hjalp os også med at købe togbilletter til vores næste destination, Liuzhou, ikke langt fra Guilin. Det var skønt at komme på et hotel for en nat, med en god brugser og en skøn seng med en rigtig dyne, hvilket begge er et sjældent syn på hostles i Kina.
Her til morgen stod vi på toget kl 9 og er nu 3 timer fra at ankomme til Liuzhou. Vi har på turen besluttet at vi ikke vil til Guilin som det første, da vi ankommer kl 18 og derfra skal med bus i 2-3 timer. Vi bliver og overnatter på et hotel i byen og tager den med ro, det har været en lang togtur og vi orker ikke mere transport i dag. Nogen gange kan det altså være dejligt at få alt transport overstået på 1 dag og derefter kunne slappe af, men det kan også tære på kræfterne når det har været en hel dagsrejse som idag. Det er lidt hårdt at rejse hele tiden og vi glæder os til at skulle være i Guilin og derefter kun have en kort bustur til Yangshuo nogle dage efter.
Kortet til højre viser kun vores tur stop idag, og ikke Anshun og Guiyang da jeg ellers skal lave flere blogs. Men håber I kan se det på kortet hvis interesseret.
Emil sidder over for mig, vi har en soft-sleeper kupe for os selv, hvilket er mega luksus, og spiser grønne mandariner - de ligner limefrugter, men er søde og syrlige på samme tid. Lige en lille sjov frugt vi ikke kender i DK. Udenfor kører vi forbi kalkbjerge beklædt med grønne vækster, og ved foden af bjergene er der rismarker eller majsmarker hvor folk går med stråhatte, som på billeder, og passer deres marker eller vander og fodre deres dyr. Det er virkelig idyllisk og utrolig smukt at kører igennem.
Knus fra os begge
- comments
Lea PS... Emil uploader billeder i morgen formiddag, vi er for trætte nu, da internettet her ikke er så hurtigt.