Hej alle I soede, dejlige gringos! (Ord for hvid turist her i Sydamerika! Ikke umiddelbart saa koent...)

Nu er der er der gaaet lidt tid siden, jeg sidst har skrevet herinde og berettet om min rejse, og meget er sket siden da, kan I tro :-) Den stoerste forandring er, at vi nu har sagt farvel til gruppen, og nu i ca. 2 uger har rejst rundt paa egen haand - foerst i Peru og derefter Boliva, hvor vi ligenu befinder os i hovedstaden La Paz! Det var et taarevaedet farvel, da vi efter 4 dages inkatrek skulle sige farvel til de mennesker, som vi havde rejst rundt med i 2 maaneder, og som vi var kommet rigtig taet paa. Det er utroligt saa hurtigt, man knytter baand, naar man er saa langt vaek hjemmefra, og man bare bliver sat i alle situationer sammen. Vi har allerede aftalt, at vi skal have os en reunion, naar vi kommer hjem - saa det det bliver dejligt!! Naar det saa er sagt, har det indtil videre vaeret helt fantastisk, at rejse paa egen haand ;-) Det er en helt anden frihedsfoelelse, det giver, og bare dét at man kan vaere mere spontan og egentlig bare at kunne goere lige hvad der passer én... Ja, det er virkelig rart! :-) Ogsaa selvom vi den anden dag, for foerste gang her i Sydamerika, oplevede noget af det knap saa skoenne ved at rejse... Nemlig uforudsete forhindringer og tyveri! Vi vaegnede og fandt foerst ud af, at vores flyselskab, som vi skulle rejse videre til Brasilien med, var gaaet KONKURS! Rimlig uheldigt, idet det indebar 2 flybilletter, som var knap saa billige... Vi gik lidt i panik, men fik brugt dagen paa at faa koebt nye og finde ud af, om det mon var muligt at faa pengene refunderet... (Ved vi dog ikke endnu!) Det var som saadan fint nok, men denne aendring af flybilletter gjorde saa, at vi maette droppe et stop paa ruten - nemlig byen Sucre, som ellers skulle vaere meget smuk! Men det passede bare ikke sammen, saa vi maa flyve her fra La paz istedet. Senere paa aftenen, efter vi havde faaet os noget laekkert aftensmad, besluttede vi at tage paa kaffebar og faa lidt varmt, inden vi ville tage hjem til hostellet... Det saa umiddelbart rigtig fint og hyggeligt ud, og det var det i sig selv ogsaa - men da vi skulle til at gaa, var Nannas taske vaek! Og det var altsaa en taske med alle kort, ipod osv., saa der gik igen rimelig meget panik i os allesammen, og vi loeb ud paa gaden, for at proeve at se, om vi kunne identificere, hvem det mon kunne vaere.. Men selvfoelgelig var der ikke meget at komme efter, og vi maette tage hjem ret traette af det hele.. Vi har dog nu vaeret paa politistationen, og Nanna har faet et politibevis, saa hun kan faa pengene tilbage, naar hun kommer hjem! Og HELDIGVIS var passet ikke i tasken, saa det boevl kommer vi ikke til at staa med. Saa nu er alting godt igen, og Nanna faar bare sine foraeldre til at overfoere penge til mig og Annes korts! ;-) Men bestemt ikke saerlig fedt, da man stod i situationen!

Naa, det var lige en lang smoere om noget knap saa fedt! Men det hoerer jo med.. Men èn ting jeg bliver noed til at bruge lidt skriveplads paa ogsaa er INKATREKKET! Det var helt sikkert en af de fedeste oplevelser indtil videre.. Turen indebar alle foelelser, kulde, udmattelse, hoejdesyge, storslaet natur, fantastisk sammenhold.. Ja, det det hele! Og saa havde vi de bedste guider og baerere (der var 18 baerere som fulgte os afsted, og som bar paa mad, telte, stole, gas osv.) HELT vildt, at de bare tager turen med alt det paa ryggen. Ikke nok med at de skal baere paa alt det, saa gaar de ogsaa virkelig hurtigt, for at naa at vaere i campen foer os, og staa klar med mad og opslaede telte.. Og saa tager de saa ogsaa lige turen i sandaler! (Hvor vi andre fornuftigt har koebt trekkingsko hjemmefra...)

Men selve inkatrekket er opdelt i 4 dage, hvor man saa gaar forskellige antal kilometter hver dag (42 km i alt), og saa af forskellige slags svaerhedsgrad. Foerste dag er hvad man kalder "Inka-flat", og det er den nemmeste af dem alle.. Dog er ruten IKKE flad, som udtrykket maaske kunne indikere - saa vi var nogen der blev lidt nervoese, naar guiderne sagde "first day is piece of cake!" Solen bagede nemlig, og nar man er i hoejderne, goer det lige ens vejtraekning og kondi liiidt ringere.. Men vi klarede det allesammen, og havde alle haft en dejlig dag med fantastisk natur og flotte inkaruiner, som vores guider havde holdt stop ved og fortalt lidt om. Vi klarede ogsaa natten i campen, selvom det var lidt smaakoldt at sove i telt ;-) Men ogsaa ret hyggeligt.

Dag nr. 2 var saa en helt anden sag.. Eller det vil sige, jeg klarede det fint de foerste par timer (denne rute gaar stejlt opad i FLERE timer), men paa et tidspunkt gav min krop lidt efter, og det var somom, at hvert skridt blev en kamp.. Jeg kunne ikke rigtig faa vejret, og selvom jeg kunne se maalet (et pass der hedder "Dead Womans Pass") foeltes det SAA langt vaek! Men guiden Bruno var virkelig en stoette, og han gav alt han havde, for at jeg psykisk og fysisk ikke skulle give op. Da jeg saa var ca. 10 meter fra toppen, begyndte jeg at hyperventilere, og saa maatte han give mig et eller andet, for at jeg kunne slappe af igen... Og SAA kunne jeg klare resten! Og sikke en lettelse, og en boelge af glaede der floed gennem kroppen, da man endelig kom op :D Folk stod og klappede, og der blev delt knus ud fra alle sider.. Og saa skulle vi selvfoelgelig lige have et shot "Pisco", som er en nationaldrik hernede (er virkelig klamt, og smager lidt af Tequila), men det gav varmen ;-) Nu havde man klaret det haardeste paa hele turen, og det var virkelig en fed fornemmelse! Derefter gik det bare nedad hele vejen til campen.. Jeg fik IGEN hoejdesyge, men den klarede guiderne lige med lidt cocadrik (et blad hernede som alle benytter, og som skulle vaere godt for naermest ALT, men som udefrakommende ser lidt skaevt til, idet at man udvinder kokain fra det)

De sidste to dage var derefter lige til at overskue, nu hvor man vidste, at man havde klaret det haardeste! Det gik op og ned, og var lidt mere hyggetrek - med flot udsigt og faellessang :-) Dog paa 4. dagen skulle vi op allerede kl. 2.30 om morgenen/natten, fordi vi skulle naa til Solporten (der hvor man foerste gang ser Machu Picchu fra inkastien), foer alle turisterne ankom. Det vil sige, at de foerste to timer gik, vandrede vi i total moerke nedad, imens det regnede... Der var mange af os paent negative, men vi maette holde humoeret hoejt og bare fortsaette. Og det kunne man ogsaa godt, idet at man vidste, hvad der ventede forude! Og JA, det var virkelig det hele vaerd, da vi saa endelig naaede frem.. Det var godt nok meget taaget i starten, men da vi kom ned til selve ruinen, klarede det hele op, og man havde det smukkeste syn over hele Machu Picchu! Det er virkelig et storslaaet oejeblik, og helt ufatteligt som det bare ligger der blandt alle bjergene og troner op helt majestaetisk. Det var svaert ikke at knibe en lille taare af begejstring... Ogsaa fordi man var saa udmattet, lettet og alle i gruppen havde klaret det - det var en helt speciel faellesskabsfoelelse, det gav. Den helt perfekte maade, at slutte grupperejsen paa, og jeg er sikker paa, det er noget, som vil staa meget klart i aerindringen mange aar endnu :-)

Nu er det ikke fordi at Machu Picchu og inkatrekket overskygger det hele, for der har virkelig vaeret mange fantastiske oplevelser - ogsaa paa vores videre rejse.. Et af dem var, da vi tog til Titicaca soen, som ogsaa er helt vidunderligt flot! Ja, soen ligner naermest et hav :-) Vi var ude paa oe-hop og besoege stammer, der lever paa sivoer derude - vi saa deres smaa hytter, og hvordan de faar hverdagen til at forloebe! Vi havde ogsaa en overnatning hos en familie, hvor vi om aftenen skulle med dem til fest, og vi fik traditionelt toej paa og det hele! Det var rigtig sjovt, og vi fik danset en masse faellesdans med de lokale ;-)

Igaar var ogsaa en stor oplevelse.. Der var vi nemlig taget paa tur til saltoerkenen "Salar de Uyuni", som er en kaempe forhistorisk soe, som er dobbelt saa stor som sjaelland! Det var et helt surrealistisk syn, som moedte os, da vi naede frem.. Det var bare hvidt, hvidt og atter hvidt saa langt oejet kunne se - det lignede, at man var kommet til groenland, og at det var et snelandskab, man pludselig befandt sig i. Men saa skulle man bare tage en finger, roere lidt ved jorden og derefter smage efter - for at sikre sig, ja det VAR salt, man var omgivet af! Vi koerte ogsaa forbi et hotel, som var lavet af salt helt fra bunden, virkelig specielt.. Man bliver virkelig forundret over, at der findes saadan nogle naturfaenomener her paa jorden :-)

Jeg kunne skrive meget mere omkring alle de oplevelser vi goer os, men det ville komme til at tage lang tid - saa vil jeg hellere gemme noget, til naar jeg kommer hjem ;-) Der er jo ogsaa alle de "smaa" ting, som jeg ikke beretter saa meget om her, men haaber at billederne kan tale lidt for sig selv!

Som jeg skrev tidligere, saa er vi nu i La paz, og i overmorgen rejser vi saa videre til Brasilien, hvor vi skal til Iguassu Falls, ind i Amazonas og saa har vi ca. 12 dage i og omkring Rio de Janeiro, foer vi tager hjem d. 10 juni! (Eller det vil sige, den ene pige Nicole tager hjem - idet hun var paa jordomrejse sidste aar, og altsaa har oplevet Brasilien, og de steder vi skal besoege én gang foer) Saa i aften skal vi rigtig feste, og faa sendt hende godt hjem... Vi bor paa et hostel, hvor to fyre fra Australien, som vi moedte i Mancora ogsaa bor, saa dem hooker vi op med, og jeg er sikker paa, det nok skal blive sjovt ;-)

Jeg vil stoppe nu, og sige paa gensyn! Nu ses vi om ikke saa laenge, og det bliver rigtig dejligt! Ogsaa selvom jeg ikke er helt klar til at komme hjem endnu ;-) Men I maa have det godt saalaenge og passe paa hinanden <3

Kaerlighed herfra Bolivia