Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle derhjemme :)
Saa er det igen tid til at opdatere bloggen - denne gang paa vores sidste dag i New Zealand. Vi sidder paa en internetcafe i centrum - vores fly til Beijing afgaar foerst i aften kl. 21.30, og saa har vi jo masser af tid til at fortaelle lidt om, hvad vi har faaet de sidste uger til at gaa med! Vi har oplevet en hel del til trods for, at vi ikke har vaeret paa toppen siden Queenstown. Vi har doejet med forkoelelse, snot og hosten samt "svedture" ind i mellem, saa feberen har sikkert ogsaa meldt sin ankomst! Vi er dog heldigvis ved at vaere ovenpaa igen, Laura hoster dog stadig en smule. Vi satser paa, at sol og varme de naeste (og sidste) 5 uger kan faa os helt ovenpaa igen! :)
Mandag d. 5. marts tog vi paa en heldagstur til Milford Sound. Vi koerte en hel del den dag og gjorde nogle stop undervejs for at gaa nogle ture og tage billeder. Derudover var vi paa en baad-cruise et par timer, hvor en laekker frokostbuffet var inkluderet. Her sejlede vi mellem masser af bjerge og saa et par vandfald. Vi saa ogsaa saeler ligge og slaenge sig paa klippeformationer. Soesygen tog endnu engang overhaand, men vi besoegte ogsaa et undervandsakvarium, hvor vi saa fisk og en blaeksprutte.
Dagen efter var det dagen, vi spaendt havde ventet paa, men ogsaa frygtet. Det var dagen for vores BUNGYJUMP! Det var straalende vejr, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi sprang 43 m. ud fra Kawarau Bridge, som er den foerste bro i verden, hvorfra der er sprunget bungyjump. Det skete i 1988, da newzealaenderen A.J. Hackett lancerede sit verdensberoemte elastikspring. Siden har over 7 mio. vovehalse kastet sig ud fra den over 100 aar gamle, men dog renoverede, bro. Vi blev foerst vejet og gik saa op til broen. Herfra blev vi sat i "venteposition", hvor de spaendte seler og elastikken fast om ens ben. Det var saa vildt at staa paa den lille (omkring 1 x 1 m.) platform, kigge 43 m. ned og saa bare hoppe ud i ingenting. Kort efter blev man hejst ned i en baad, og saa var det WELL DONE! :)) Da vi begge havde gjort det, dansede vi en sejrsdans. Vi fik begge koebt en video, online billeder og en mappe med udprintede billeder. Desuden fik vi en t-shirt, som var inkluderet. Saa nu har vi i hvert fald masser af beviser paa, at vi har gjort det!
Dagen efter tilbragte vi 11 timer i en bus. Vi skulle koerte hele vejen fra Queenstown og til Kaikoura, hvor vi havde vaeret en gang foer. Her var vi omkring kl. 19. Vi overnattede paa det samme hostel som sidst, og den soede asiater-dame, som ejer dette sted, kunne ikke bare kende os og huske vores navne - hun kunne ogsaa huske, at vi sidste gang havde sovet i vaerelse nr. 1! Vi fik en stor krammer :) Vi ville spise paa den samme restaurant som sidst, hvor vi fik cray-fish, men de var desvaerre ved at lukke, da der ikke havde vaeret travlt. I stedet endte vi paa en organic-restaurant ved siden af. Maden var udemaerket, men det var noget af en oplevelse at faa organic-cola. Det smagte af vingummibamser!
Efter en overnatning i Kaikoura, satte vi d. 8. marts kurs mod faergen i Picton, saa vi kunne komme til nordoen. Oversejlingen med faergen tog 3 timer, og saa var vi i Wellingtown, som er New Zealands hovedstad - og den sydligst beliggende hovedstad i verden. Til trods for, at det er hovedstaden, var der ikke meget at give sig til. Vi brugte dog nogle timer paa Te Papa, som er New Zealands Nationalmuseum. Museets str. er paa 36.000 m2 fordelt paa 6 etager. Der er en masse forskellige udstillinger, som alle handler om New Zealand - alt fra udstoppede fugle, kaempe hvalskeletter og en maori-landsby til moderne kunst. Desuden kunne vi gaa ind i en kopi af et lille traehus, hvor huset pludselig ryster, knirker og bevaeger sig - som var det et rigtigt jordskaelv. Forskellen er bare, at det jordskaelv, de sammenlignede med, var 50 gange kraftigere! Det sjove er dog, at hvis der pludselig forekommer et jordskaelv i Wellington, er Te Papa det sikreste sted at opholde sig!
D. 10. marts satte vi kursen mod Lake Taupo. Det er New Zealands stoerste soe. Her boede vi paa et 16-mands vaerelse paa en slags hems. Saa her legede vi hyggetur for to naetter. Den foerste nat da vi lige havde slukket lyset, blev vi hurtigt evakueret, da brandalarmen gik i gang. Vi skyndte os at tage vores tasker med vaerdigenstande og loeb udenfor. Paa vejen skulle vi gennem en gang, og her havde en brandflaske overfyldt gangen. Det var "falsk alarm" - en fuld (idiot!) var "kommet til" at saette brandalarmen i gang, som han selv udtrykte det. Laura havde bestilt en tur til de bjerge, hvori de har filmet en stor del af Ringenes Herre (bl.a. Mordor), men den blev aflyst pga. daarligt vejr. Ellers lavede vi ikke meget i Taupo. Vi sov en del, da vi ikke havde det godt, og saa fik vi skypet og vendt vores tanker med dem derhjemme. Skoent at fortaelle og blive opdateret engang i mellem :)
D. 12. marts var vores naeste stop Waitomo - dog kun for en heldagstur. Her skulle vi proeve "Black Water Rafting - the labyrinth". Waitomo er kendt for sine grotter 40-60 m. under jordens overflade. Grotterne bliver kaldt Glowworm Caves, da der pga. floder gennem grotterne og et fugtigt klima, er hjemsted for titusindvis af glow worms (sankthansorme). Vi var 6 i gruppen og havde en guide med, som ogsaa tog billeder undervejs. Vi fik udleveret en wetsuit (vaaddragt), stoevler og en hjelm med "lampe" paa, som vi kunne taende og slukke undervejs. Vi koerte 5-10 min. og fik saa udleveret en badering hver. Foerst skulle vi gaa ud paa en "badebro", saette baderingen om paa roeven og hoppe baglaens ned i en aa for derefter at lande i baderingen. Det ville vi faa brug for senere! Grotten, vi befandt os i, hedder Ruakuri Cave. Til at starte med gik vi et stykke i floden. Man kunne ikke se, hvor man satte foedderne, saa man skulle foele sig frem. Nogle steder var der dybt, andre steder skulle vi dukke vores hoveder. To steder var der vandfald - og her skulle vi bruge "hoppe-metoden", saa vi kom sikkert videre. Paa et tidspunkt skulle vi lave en kaede, hvor vi holdt fast om foedderne paa personen i baderingen bag os. Saa trak vores guide os gennem et stykke, hvor der var flere tusinde glowworms lige over hovederne paa os. Forestil jer en stjernehimmel faa meter over jer. Det var flot. I mens nynnede han, saa det var rigtig afslappende. Til sidst skulle vi i moerke padle os til udgangen. Vi kunne laengere fremme skimte noget dagslys. Undervejs i grotten fik vi chokolade, og efter et dejligt varmt bad, blev der serveret suppe og bagels. Derefter blev vi koert til Rotorua - byen, der lugter af prut :)
Rotorua ligger ovenpaa den sovende vulkan Mt. Tarawera. Omkring byen er Lake Knox gejseren, tyktflydende, graat og dampende mudder bobler (se video) i smaa pools og turkisblaa- og lysegroenne soer. Dette oplevede vi ogsaa paa en 4-timers tur til Wai-O-Tapu, som er en nationalpark. Selve parken er den mest farverige af regionens termiske omraader, hvor forskellige typer mineraler farver de smaa pools turkisblaa, lysegroenne, gyldne og rustroede. Det hele var dog ikke lutter farveladeidyl, for konstant konfronteres vores naesebor med stanken af raadne aeg.
D. 15. marts koerte vi med vores Kiwi-bus til Auckland, som er New Zealands stoerste by. Det siges, at Auckland er den by i verden, der har flest baade pr. indbyggere. Byen er bygget paa vulkaner, og der er mindst 50 af dem. En fjerdedel af byens indbyggere er asiater. I flere lyskryds stopper alt trafik, naar der er groent lys for fodgaengere. Dvs. at man kan vaelge at krydse gaden paa normal vis eller diagonalt (se video.) I Auckland var vi oppe i Sky Tower i henholdsvis 182 og 186 m. hoejde. Der var nogle glasplader i bunden, saa man kunne se ned. Uhh, der var langt! Pludselig hang en mand i en snor uden for vinduerne. Man kan sky jumpe ud fra taarnet. Det vidste vi ikke paa det tidspunkt, saa vi blev noget overraskede.
D. 17. marts koerte vi fra Auckland allerede kl. 7. Paihia var vores sidste stop paa vores buspas. Vi havde hoert, at der her var dejligt varmt (eller varmere), sol og strand. Det saa vi frem til. Men...de fire dage, vi tilbragte i Paihia, regnede det helt vildt! Vi benyttede os af YHA's store VHS-udvalg af film :) Vi var dog ogsaa paa endnu en heldagstur - denne gang til Cape Reinga, som er New Zealands nordligste punkt. Her laa et fyrtaaern, og ligesom i Skagen, moedes to have her: Pacific Ocean og Tasman Sea. Desuden koerte vi et langt stykke paa 90 Mile Beach. Det mindede om Vesterhavet - her var ogsaa klitter. Vi afproevede ogsaa det saakaldte sandboarding. Vi skulle have saa lidt toej paa som muligt, da vi kunne blive vaade - og det regnede ogsaa! Saa gik vi op paa toppen af en sandbakke, lagde os paa boardet, stoettede med albuerne og satte taaspidserne i sandet. Og saa gik det i fuld fart ned af bakken! For enden var et lille "bump", saa Rikkes sandboard "forsvandt" under hende. Dvs. at sandboardet blev liggende i sandet, mens hun floej videre og rullede gennem vandpytter og mudder. Men en sjov oplevelse var det helt sikkert! Paa vejen hjem gjorde vi et stop ved en beroemt Fish 'n chips shop. Fiskene, de saelger her, er ikke dypfrostne - men direkte fra havet. De er altsaa fanget samme dag, som de bliver solgt.
I gaar (20. marts) koerte vi tilbage til Auckland for en overnatning. Nu venter vi bare paa, at tiden gaar, saa vi kan saette kursen mod Beijing. Vi tager en airport-bus ud til lufthavnen kl. 18.
Haaber I har det godt derhjemme! Vi nyder stadig livet og alle vores oplevelser. Tiden gaar staerk, og nu har vi pludselig "kun" lidt over 5 uger tilbage. Hyg jer derhjemme :)
Knus og mange tanker fra Laura og Rikke.
- comments
Katrine Rikkes sandboard "forsvandt" under hende. Dvs. at sandboardet blev liggende i sandet, mens hun floej videre og rullede gennem vandpytter og mudder. - NICE ONE :-D