Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle!
Så er jeg kommet igennem de første 18 dage af min jordomrejse med DSC. Starten på turen har været helt perfekt, og jeg har det rigtig godt blandt mine 28 medrejsende. Vi er 4 drenge og 25 piger, og vi kommer alle godt ud af det med hinanden. Derudover har vi også en rigtig god rejseleder med ved navn Christine - hun skal være rejseleder i de første 2 måneder af rejsen.
Nå, det er på tide at jeg fortæller lidt om hvad jeg har oplevet indtil videre…
Vi rejste fra Kastrup fredag d. 4. januar med kurs mod Saigon (Ho Chi Minh City) i Vietnam, som var vores første destination på rejsen. Vi mellemlandede først i Helsinki og derefter i Hong Kong. Da vi kom til Hong Kong fik vi en kedelig meddelelse. Vi var kommet for sent ind med flyet fra Helsinki til at kunne nå flyet til Saigon, og derfor måtte vi henvises til et fly som først havde afgang dagen efter, søndag d. 6. januar. Vi blev heldigvis indlogeret på et fint lufthavnshotel, så vi tog det med godt humør.
Søndag morgen landede vi i Saigon, hvor første dag skulle gå med sightseeing i byen. På vejen hen til vores hotel stoppede vi ved en lille lokal restaurant, hvor vi skulle kastes ud i vores første vietnamesiske måltid - lidt specielt, men man vender sig til det. I Saigon var vi blevet tildelt en rigtig sjov guide ved navn Mr. Bien. Han viste os først præsidentpaladset, og tog os derefter med videre til krigsmuseet centralt i byen. Om aftenen spiste hele gruppen sammen på en vietnamesisk restaurant.
Mandag gik turen mod Mekong Deltaet, hvor vi skulle bo hos en vietnamesisk familie på et såkaldt "homestay". For at komme til vores homestay skulle vi sejle op ad Mekong floden og det var noget af en oplevelse. Det er en meget mudret og beskidt flod, som mange af indbyggerne langs floden bruger som skraldespand - virkelig ulækkert! Vi besøgte først forskellige lokale markeder, hvor man kunne få de mest mærkelige ting. Slanger og rotter var blandt de mest specielle ting man kunne få fingre i. Vi så også hvordan man laver rispapir og lokale snacks. Til frokost fik vi elefant øre fisk og kæmpe rejer. Man bliver virkelig udfordret gastronomisk i Vietnam! Senere på dagen lærte vi at ro i nogle mindre både, som sejles i stil med gondolerne i Venedig, bare med to årer i stedet for én. Tirsdag var vi ude for at besøge vores Mekong-guide Mr. Fu hos hans svigerfamilie. Mr. Fu er ligesom Mr. Bien en rigtig sjov og livsglad person. Her startede dagen med en cykeltur. Til frokost slagtede Mr. Fu to slanger, så gruppen kunne smage på blodet fra dem. Blodet blev hældt på vodka, og så var der ellers dømt shots! Jeg sagde pænt nej tak til tilbuddet. Jeg holdt mig i stedet til at smage på kødet fra slangen da frokosten kom på bordet ;-) Om aftenen legede vi forskellige lege på vores homestay for at ryste gruppen sammen. Inden da spillede et vietnamesisk band et par numre for os. Det var lokal og traditionel vietnamesisk musik, så der var ikke ligefrem tale om Rasmus Seebach eller Medina. Onsdag vendte vi igen snuden "hjemad" mod Saigon. På vejen tilbage til hotellet i Saigon, besøgte vi et Cao Dai tempel. Cao Dai er en religion som har fusioneret forskellige trosretninger. Sekten eksisterer kun i Vietnam.
Torsdag drog vi ud til Cu Chi Tunnels, hvor Viet Cong i sin tid kæmpede mod amerikanerne. Her fik vi mulighed for at krybe rundt i tunnelerne på egen hånd. Vi så de kampteknikker og remedier som vietnameserne brugte til at bekæmpe amerikanerne. Primitivt, men effektivt. Vi fik til slut på besøget lov til at skyde med skarpt. Jeg delte et 10 skuds magasin til en AK47 med Johan. Vildt fedt!
Fredag drog vi til en kystby længere nordpå ved navn Nha Trang. Her var tingene lidt mere vestlige grundet de mange turister og den store, flotte strand. Busturen til Nha Trang tog små 10 timer, og det var noget af en mundfuld. Vejene og trafikken i Vietnam bliver en vesterlænding aldrig gode venner med - eller… jeg gør hvert fald ikke! Da vi ankom om aftenen mødte vi Bosse, som har boet ved studiecentret i Nha Trang i små 10 år. Han bød os velkommen i sin kones skrædderforretning, og tog os efterfølgende med over på den anden side af gaden for at spise på en vietnamesisk restaurant, hvor vi selv skulle lave maden over en lille grill på bordet.
Lørdag tog hele gruppen ud for at snorkle, og det var virkelig lækkert at kunne slappe af for første gang siden vi tog med flyet fra Kastrup. Man havde fået vildt mange nye indtryk i løbet af meget få dage, og det var også lidt overvældende at have mødt så mange nye mennesker. Efter snorkelturen cyklede vi en tur rundt i Nha Trang for at se byen. Bosse førte an på knallert. Om aftenen tog vi i byen og festede på et vildt fedt diskotek ved vandet ved navn Sailing Club.
Søndag besøgte vi et børnehjem udenfor Nha Trang. Vi havde medbragt legetøj til børnene hjemmefra. Tingene blev taget imod med kyshånd, og alle børnene fik julestjerner i øjnene. Det var en god oplevelse.
Den sidste uge har ikke været så begivenhedsrig som den første. Det har passet de fleste af os fint, da programmet har været stramt, og man har ikke rigtig haft tid til at reflektere over alle de oplevelser og indtryk man har fået. Vi har haft en del dage ved stranden, og vi har derudover også været i byen et par gange. Vi har snakket med nogle lokale vietnamesiske piger om deres hverdag. Det var spændende at høre om de ting de fortalte os - alt er anderledes fra den danske kultur. Vi har set en del templer, og man er bestemt ikke i tvivl om at religion og tro er en vigtig ting for enhver vietnameser. Vi har været så heldige at spise vestlig mad stort set hver aften i Nha Trang. Vi har været stamkunder hos Fernando som har en italiensk restaurant 50 meter fra vores hotel. Nogle fra gruppen har brugt fridagene i Nha Trang til at tage på Easy Rider tur i et par dage. De besøgte et vandfald hvor de kunne rappelle, og det lød som om at det havde været alle pengene værd.
I går sagde vi farvel til Nha Trang efter at have fejret Anine's fødselsdag med en tur i byen aftenen forinden. Busturen til vores nuværende destination Hoi An tog godt og vel 14 timer, og det var for manges vedkommende med tømmermænd i bagagen - så er man træt af at køre i bus! Synd for Anine at skulle fejre sin 21 års fødselsdag i en bus. Det var vi en del der havde ondt af.
18 dages oplevelser i så tætpakket et program som vores, er svært at holde styr på og huske. Derfor husker jeg for eftertiden af lave blogindlæg noget oftere J Håber i har det godt derhjemme i Danmark. Jeg hygger mig hvert fald i Vietnam!
- comments