Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til Ulaanbaatar tidligt om morgenen. Efter vi havde tjekket ind på vores hotel kørte vi ud for at spise morgenmad. Det var så rart endelig at få noget ordentligt at spise. Det var virkelig tiltrængt efter 6 dage på et tog med pulver kartoffelmos og nudler.
Da vi kom tilbage på hotellet gik vi i bad, hvilket var meget meget dejligt, vi havde heller ikke haft mulighed for at bade i toget. Efter vores lange bad gik vi i seng for at få sovet ordentligt.
Vi skulle mødes med vores honcho/guide ved fem-tiden hvor vi skulle ud og se et show med mongolsk strubesang og dans.
Byen i sig selv er ikke noget særligt. Vi har sjældent oplevet en by der var så ødelagt før. Vejene var fuldstændig hullede og bygningerne lignede noget som aldrig rigtig var blevet færdige, og på alle fortorvene lå der støv og cement stykker.
Det er åbenbart meget almindeligt at køre med hovedet under armen i mongoliet og det resulterer i, at der hver dag bliver slået 2 ihjel i trafikken, i Ulaanbaatar.
Pengene i mongoliet er noget værre rod. Vi hævede 400000 den første dag vi ankom. Et måltid på en resturant koster omkring 25000 tugrik.
Vi tog på andendagen ud for at se hovedtemplerne i byen. De er buddister i mongoliet. Alle gik rundt i den gamle mongolske folkedragt. Vi var inde i et tempel hvor der sad en masse unge munke og messede.
Vores gravide honcho fortalte os at nårhun til september skal føde sin søn må hun i følge buddistisk tradition ikke gå i bad i en måned efter fødslen, for at beskytte barnet og hende selv imod urenheder og affaldsstoffer udefra..
Vejret var strålende i Ulaanbaatar, da vi blev hentet af vores honcho og chaufør. Turen gik mod countryside og "ger-camp". En "Ger", er de runde telte som nomaderne i mongoliet bor i. Alle glædede sig til at komme en tur ud hvor der var højt til loftet, efter en noget klaustrofobisk togtur. Det tog omtrent en time at køre til campen vi skulle bo i - men vi skulle lige besøge et religiøst monument undervejs. "Bakkerne" omkring monumentet var sandede og golde, og kun besøgt af et par larmene mongoler udover os. Vi deltog i den religiøse ceremoni der bestod i stenkast og hokus pokus. Vi kørte derefter videre ad de gamle smalle mongolske bjergveje, der absolut ikke var på vores chauførs side. Der var et lille hul eller to for meget at holde styr på.
Landskabet begyndte langsomt at ændre sig fra golde bakker, til frodige bjerge, og sommerklare græsmarker. Alting lignede et "mongolsk biedemeier-maleri", og mere kulisse end realitet. Vi ankom endelig til vores lejr, og måske den bedst beliggende af dem alle. Teltene lå en en dal, med bjergtinder rundt om så langt øjet ragte. Der var floder og græssene dyr, der dog var hårdt medtaget efter en lang og kold vinter. Hestene forsøgte at finde næring i det afdankede vintergræs. Ikke blot næring til at holde dem oprejst, men også næring til at de skulle trave fire timer med os på ryggen.
Vi fik udleveret alt for små hjelme til til alt for store hoveder, og alt for små heste til alt for store kroppe. Vi pladserede føderne i stigbøjlerne - Lasse ængsteligt, og Line selvsikkert. Den bedste måde at transportere sig i den smukke natur, var klart Lasse og Line til hest. Hestene gjorde som de ville. Løb, stoppede og lagde sig ned efter behag. Vores mongolske tilråb var ikke rigtig til nogen nytte - hestene forstod mærkeligt nok ingenting. Dette var trods ømme bagdele den bedste, og smukkeste oplevelse hidtil.
Vi kom trætte tilbage til campen og lagde os i vores smukt dekorerede telte indtil spisetid, en halv time efter.
Vi spiste i "kantine-ger'en" hvor vi fik rigtig dårlig mongolsk mad. Lasse fik hvid gulerodssalat, og Line dumplings som hun glædeligt gav væk. Gulerodssalaten smagte af hest, og dumplings'ne smagte af...ja, hest! Efter aftensmad var der hygge med bål og øl, under den stjerneklare mongolske himmel. Da klokken blev mange, væltede vi tilbage i vores telt, hvor der var tændt op. Vi sov som små boern til næste morgen, hvor bussen igen kørte mod Ulaanbaatar.
- comments