Profile
Blog
Photos
Videos
I 3-4 dage har vi primært bevæget os steder, hvor turisme ikke er herskende - og vi bliver mødt med oprigtig interesse og nysgerrighed.
På en tankstation måtte den unge, kvindelige ekspedient udbryde et "wauuu", da vi fortalte, at vi havde fløjet i ca. 12 timer. En anden tankstationsekspederende udtrykte misundelse over, at vi tog denne her tur, hvilket hun også gerne ville.
Det bliver så tydeligt for os, at det, vi er i gang med, er altså ikke bare noget, man bare gør - og rigtig mange har jo slet ikke muligheden for det. Lidt ydmyghed kan godt ramme én, når man kommer der som en - i konteksten - rig europæer.
Fra Dallas kørte vi så langt, vi gad… til en rasteplads, hvor vi givetvis var helt alene. Vi er faktisk i tvivl om, om det overhovedet er tilladt at overnatte sådanne steder - eller om det kun er de registrerede RV Parker og overvågende rastepladser, der er lovlige (lastbilerne ser man altid på sidstnævnte).
Never mind - vi kan klare os i vores hus på ryggen i to dage, uden at få strøm, vand og mulighed for tanktømning, så vi besluttede at tage chancen - løbe risikoen, om man vil.
Trafikken på highway 180 (som vi på "et par miles" har udskiftet med Route 10 for at opleve noget mere autentisk) mindskedes, jo længere vi kom hen på aftenen, og i løbet af natten hørte vi så godt som ingen biler. Vi sov trygt og godt.
Klokken 6.30 fór vi begge op med et sæt ved en ukendt lyd og et orange skær. Gennem vores søvndrukne hoveder havde fantasien om et brændende hus gjort sit indtog, og vi nåede henholdsvis at tænke, at nu skulle branden passeres og brandslukkeren i gang - OG, hvad der var vigtigt at få med ud.
Vores frygt blev hurtig vendt til forståelse for dagligdag på prærien: Det var skraldemanden, der med roterende gult lys tømte rastepladsens affaldspande. Det var jo mandag! Og det blev en god dag.
Vi har allerede kørt mange miles (og endnu flere kilometer) - og Lars har siddet rigtig meget bag rattet. Som ellers rimelig habil bilist har jeg for en gang skyld ikke råbt højt for at "få lov" at indtage mine timer på førersædet, hvilket i denne henseende heller ikke har været nødvendigt.
Lars kan godt lide høns - men "kyllinger", det bryder han sig absolut ikke om. Så mine spekulationer om at skulle styre et 30 fods langt førerhus medklistret campingvogn, gav mig ikke anledning til at kunne slippe.
På andendagen i Key West indrettede jeg mig velbehageligt på passagersædet, men efter en halv times kørsel holdte Lars ind til siden, løsnede selen og kiggede på mig. Det var jo en kommunikation, der var til at forstå - om end den var uden ord.
Jeg kørte nogle timer - på en lige strækning, og det gik selvfølgelig ok. Har dog ingen intentioner om at komme til at bakke skrumlet på plads, når vi fremover arriverer på diverse campgrounds…
Mandag blev en køredag - med kun korte stop, blandt andet for at prioviantere (Lars fik en skægtrimmer med tilbehør, jeg selv fik en pimpsten til den hårde hud)!
Efter i det sydvestlige Texas at have passeret Guadalope Mountains, kom vi til Salt Flat og kastede anker på en rasteplads.
Klokken var omkring 18, så midt i al denne storslåede skønhed med kig til en enorm saltsø, nød vi solnedgangen, inden Lars fremtryllede en eminent to-retters menu med tilhørende vine. Hvor heldig har man lov til at være….!?
- comments
jørgen - og som I dog oplever kh fra mig