Profile
Blog
Photos
Videos
Så sidder jeg i Hong Kong lufthavn, hvor jeg om en times tid har afgang imod Manila, hovedstaden i Filippinerne. I den sidste uge er der både sket ret meget, og alligevel, ikke så meget. Jeg har ikke set nogle nye "spændende ting", men jeg har til gengæld haft masser at lave, og har fået nogle gode oplevelser.
Arbejde
Jeg har kæmpet en del med Nicky, den Filippinske ansatte. Et af de store problemer er at man kan give ham en opgave, også bliver den løst hurtigt. På overfladen ser løsningen god ud, men når man graver ned er det sindssygt bygget op. Uden at gå for meget ned i programmeringen, kan jeg sige at hvis der skal rettes noget et sted på hjemmesiden, så skal det rettes 4-5 steder.
Måske er danske uddannelser ikke helt så dårlige som jeg ellers før har påstået. Vi lærer i hvert fald en masse ting som jeg tager for givet.
Jeg har haft en del samtaler via Skype den forrige uge. Bl.a. snakkede jeg med en mand der har haft software firma i Manila i 14 år. Jeg havde spurgt om hans tanker om hvorvidt man kunne lære en Filippiner vestlige værdier. Det kunne i, i mine øjne, i hvert fald være rart at ens ansatte ikke bare sagde "Ja, ingen problemer" til ALT. Konklusionen på den samtale var kort sagt at jeg var vestlig klaphat hvis jeg kunne tro jeg kunne ændre noget. Filippinernes grundværdier er så forskellige fra vores. Familie er ALT. Er en af dine søskende i store økonomiske problemer i Danmark, så vil du nok give personen en gang. Men ser du at det "er et sort hul" at hjælpe, så stopper du. I Filippinerne er det anderledes. De fortsætter. Det er en form for kærlighed der ikke stopper. Samtidig er det meget nemt at tro man kommer fra vesten med penge og dermed er overmanden. Tro om. Ja, de vil gerne have dine penge, men de ser ikke op til dig. Du er i deres øjne en klaphat med kluntede værdier.
Jeg har også haft nogle andre opkald med danske firmaer, som jeg ikke helt ved hvordan udarbejder sig. Det er i hvert fald spændende! :-)
Internet
Vi har haft nogle problemer med Internettet hernede. Det er utrolig langsomt, især om dagen. Problemet er at firmaet PCCW skal levere en konstant 6mbit/6mbit forbindelse, men når vi måler hastigheden på Internettet - så er den væsentligt værre.
Vi har i løbet af ugen målt næsten hver hver dag, og det har været en ret spændende oplevelse. Vi måler nemt 0.3mbit/0.3mbit næsten døgnet rundt, hvilket er meget langt fra den aftalte forbindelse. Når man så ringer og brokker sig til selskabet, så får man pludselig 4-5mbit Internet! De sender også gerne en teknikker, hvor Internettet selvfølgelig kører fuld hastighed når han er der. I går, fredag, nåede han lige ned af trappen inden nettet røg ned til 0.3mbit/0.3mbit igen.
Læger
I den sidste uge har min onkels kæreste været lidt syg. Hun har haft utrolig ondt i ørene. Hun tog til den lokale læge, og fik nogle piller. Dem tog hun i nogle dage, hvilket ikke hjalp.
Derefter tog hun til en lidt mere anerkendt læge inde i byen. Her fik hun at vide at de piller hun havde fået intet havde med hendes sygdom at gøre... Det var højst sandsynligt bare nogle piller som den givne doktor fik penge for at reklamere for.
Nu har Jenny så fået noget pencillin som virker.
Hong Kong lufthavn
De fleste steder i verden er lufthavne noget som er bygget for at genere folk mest muligt. Der sidder uden tvivl nogle meget dygtige folk som sidder med et oplæg der hedder: "Byg en lufthavn hvor folk skal gå mest muligt, færrest mulige behageligheder for folk og sørg for at priserne er skruet helt i vejret". Nogle lufthavne er bedre end andre, bunden er dog lagt i Rusland (man kan dog stadigvæk købe Vodka der).
Hong Kong derimod... Hold da op.
Man kommer ud med bussen E34 som kører fra Yuen Long, der tager en times tid. Efter at man via sit Octopus Card (et kort du kan bruge til alt transport, mange butikker og restauranter) har betalt 14 Hong Kong dollar (8-9kr), så spiller det bare. Man ankommer i en kæmpe, men meget tydelig, hal i Terminal 1 opdelt i afdelingerne A-H. Tavlerne viser klart hvor man skal hen. Når man kommer hen til bogstavet er det tydeligt hvor man skal hen. Jeg nåede dog ikke at tænke selv, da en tilfældig ansat kvinde spurgte - PÅ ENGELSK! - med hvilket selskab jeg skulle.
Ind igennem security og immigration.
Nu flyver jeg med et meget billigt selskab, så man skal selvfølgelig over i den anden ende af lufthavnen. Faktisk i en anden bygning. I Rusland havde de selvfølgelig lavet en 10 kilometer gang udenfor (helst i snevejr), men i Hong Kong bygger de en metro. Du tager simpelthen en intern lufthavnsmetro til en anden del af lufthavnen.
Når man så ankommer er der selvfølgelig transportbånd, så man ikke behøves gå. På vejen er der MASSER af toiletter, BILLIGE restaurenter osv.
Så åbner man sin bærbar for at tjekke hvad Internettet koster. Det billigste jeg har prøvet før er Newark i New York hvor det koster 10USD for en time....
I Hong Kong? "Free wireless to the people!".
Gratis Internet. Fantastisk.
Lokale
I sidste indlæg omtalte jeg at jeg havde fundet et site hvor man kunne møde folk rundt omkring. Tilfældigvis dukkede der pludselig en pige, Winnie, op som boede i samme område som mig i Hong Kong. Lidt tilfældigt endte vi med at snakke. Vi snakkede om at mødes, men hun havde travlt med hendes engelsk lektier som hun havde svært ved... Pludselig foreslår hun at mødes og hun kunne tage dem med... Quite interesting. 22:30 Mødtes vi så på McDonalds.. Det var super hyggeligt - jeg fik lært lidt om hende, hun lidt om mig og vi kiggede på hendes engelsk. Jeg fik også lært lidt Kantonesisk.
Vi besluttede os for at mødes dagen efter for at lære lidt mere om hinanden.
At komme lidt tættere på en "rigtig kineser" er ret sjovt. Der er så meget forskel, som man
antager for at være givet.
Et sjovt eksempel er når man er ude og spise. Her kiggede jeg i menukortet og fandt ud af hvad jeg skulle have, og gav den til hende så hun kunne vælge noget. Hun kiggede dumt på mig. "Just pick something". Det er åbenbart helt normalt at manden vælger nogle retter som man så spiser sammen, da men netop deler. Når man så kommer får man et sæt spisepinde hver, også er det bare at gå til angreb på maden.
Imens jeg bare nød at gå rundt og hygge mig, havde Winnie svært ved at slappe helt af. "This is so great a learning experience!". Hun var uden tvivl helt overrumpet af at hun både fik muligheden for at snakke engelsk og lære om Europæisk kultur. Det er ret sjovt - i Kina er de RIGTIG gode til at skrive engelsk. Men til gengæld er de ret dårlige til at snakke det. Ofte, pinligt dårlige. Selvom vi var sammen i 4 timer gik der ikke mere end 1 minut hvor hun ikke måtte spørge om et eller andet. Alt fra mad, til skole, til busser, til kærlighed, til priser, til alkohol osv.
Jeg havde en klar følelse at hun virkelig nød at kunne slappe af,med en person som rent faktisk bare ville slappe af. Men samtidig følte sig nød til at få en learning experience.
Jeg har længe været lidt bange for at kineserne var ved at lære at være kreative og have personlige mål, men det lader virkelig ikke til at være tilfældet. Når jeg spurgte ind til hendes undervisning er det eneste de laver standard opgaver. Exercises, exercises, exercises. De laver ingen projekter, hvilket gør de ofte bliver utrolig dårlige til samarbejde. Samtidig er der ingen kreativitet i deres løsninger af opgaver. "More exercises!" er svaret på det hele. Jeg spurgte bl.a. Winnie "what are you doing this weekend?", hvor hendes svar var "Exercises". Jeg fortsatte, "But, what are you doing for leasure?", hvortil svaret var "Well.. Gym. I might meet some friends and do exercises".
Lidt ligesom Marcus laver de samme opgaver hver dag med stigende sværhedsgrad, ser TV der lærer ham de rigtige svar på ting osv. - så tror jeg at Kina har et kæmpe problem med uddannelse. De uddanner teknikkere. De uddanner tekniske nørder der er som små børn. De er som små børn da de ikke kan arbejde sammen med andre og er meget egoistiske. Da de ikke lærer at lege med andre som børn, så får de aldrig lært basale sociale færdigheder.
Jeg spurgte for sjov Winnie "What do you think about Chinese boys in general?", hvortil svaret var "They are mean".
Igen, jeg kan selvfølgelig ikke basere det hele på ET møde med EN person. Men jeg må indrømme jeg er lidt chokeret over deres exercises, exercises, exercises med ET korrekt svar.
- comments