Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme i Danmark
Så er der post fra troperne, desværre igen uden så mange billeder, det afhænger virkelig af internettes humør, men kig på facebook, der nåede jeg at lægge nogen ud.
Siden sidst har jeg virkelig fået udvidet mine sportshorisonter. Det er nu søndag kl 18, og tidligere i dag har vi været ude at dykke - i poolen på hotellet. En lokal dykkerskole som DSC, den højskole jeg rejser med, har en god aftale med, var på besøg med noget udstyr, og vi fik alle et gratis dyp og noget undervisning i hvordan det hele foregår. Det var rigtig spændende og bare på den halve meter vi var nede i det blåmalede bassin kunne jeg allerede se hajer, søheste og kæmpeskildpadder, samt en masse andre dyr som endnu ikke er navngivet fordi de er så sjældne. Med andre ord er det lige noget for mig, og jeg begynder i dykkerskolen på tirsdag. Det tager små to uger i mellem undervisningen og de andre ture vi skal på.
I går var vi på stranden for at surfe, Playa Tamarindo som ligger godt en times kørsel fra os. Der er også nærmere surferstrande, men Tamarindo er en god begynder strand fordi man kan bunde rigtig langt ud. Virkelig praktisk for surfer skolen når de skal have 25 amatører i vandet! Vi fik halvanden times undervisning på stranden og i bølgerne, hvor de fleste fik styr på det. Jeg fik nogle rigtig gode surfs, som det hedder, og jeg nåede helt ind til stranden et par gange. Dermed nåede jeg mit mål for dagen, som var at stå på brættet i 0,9 sekunder sammenhængende :-)
Derefter lejede jeg og ca 7 andre et bræt hver i to timer for at prøve kræfter med det selv, hvilket viste sig at være noget sværere. Bare det at have en instruktør til at hjælpe med at spotte de gode bølger var en kæmpe fordel, og nu hvor vi surfede blandt alle andre skulle vi virkelig se os for. I bølgerne er der nogenlunde de samme regler som på kælkebakken, hvis du kan se nogen som kan surfe ind i, vent, hvis nogen surfer bag dig, vent. Og så videre. Det kunne godt være svært at orientere sig, og der er virkelig mange mennesker i vandet sådan en almindelig lørdag. Costa Ricanere er generelt meget gæstfri og enormt venlige over for rejsende som os, men i vandet er vi bare nogle dumme gringos, ordet for hvide mennesker hernede, som ikke nødvendigvis er nedsættende. De lokale surfere betragter det gerne som deres bølger, det fik vi tit at høre. Heldigvis var der også en flink fyr til at fortælle os om reglerne.
Surfing er dog stadig henved den fedeste sport jeg har prøvet, det er virkelig sjovt og udfordrende. Vi er også mindst 10 der kan blive eninge om at det er noget vi kommer til at prøve mere end en gang igen mens vi er hernede. Så skal vi ud på en hverdag hvor vi kan få den plads der skal til før det er sikkert for vores omgivelser ;-)
Nu vi er ved sport kan jeg lige fortælle lidt mere om fodbold hernede. Det er jo vores store fælles interesse blandt drengene, alle 7, så vi har for længst købt en bold som vi bruger ved hver lejlighed, næsten. Kamp spiller vi dog ikke så tit pga. varmen. Her i torsdag var vi imidlertid blevet udfordret af et af de lokale hold i el Coco. Vi mødtes om aftenen på en lille oplyst bane, til et rigtig spændende opgør. Ticos, det costa ricanske ord for costa ricanere, gør meget ud af at spille med hjertet, så det var en rigtig hård, men venligt spillet kamp. Vi stillede med ca 15 tilskuere, men hjemmeholdet havde medbragt en 20 stykker til at se de nye gringos, her venligt ment, få rundesmadder. Vi tabte med en 20 mål, men vi kæmpede virkelig for det, man bliver bare forbandet træt når man ikke er vant til at løbe i varmen. Ved kampens afslutning vidste vi dog at det er endnu en ting vi kommer til at gøre igen :-)
Spansk'en kører også rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg øver meget uden for undervisningen til almen underholdning for folk omkring, f.eks. da jeg snakkede med Giovani i hotellets restaurant. Jeg ville have fortalt ham at jeg godt kunne lide maden, "me gusta es", men fik i stedet sagt at han behager mig på en underlig og let misforståelig, "me gustas". Han fortalte mig derfor at han ikke bryder sig om mænd der godt kan lide ham sådan, med et stort smil.
Nu skal jeg nedenunder og have mig gjort klar til danskerfest. Vi skal ned i the Lizard Lounge, som er en af de mange gode barer, hvor vi har fået lov at pynte op. De har også samlet sig en god samling af dansk musik fra andre kursister gennem tiden, så det bliver rigtig godt er jeg sikker på :-)
Hold jer muntre , venlig hilsen
Lars
- comments