Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 11 - 12.08.2017
Efter en god nats søvn på motel Western 6 Gun (navnet siger det hele), så var det tid til at køre mod Yellowstone.
Denne gang kørte vi ind via den østlige indgang, og vores første stop var ved en sø, som er helt klar og diset i overfladen. Vi stiger ud af bilen for at tage en masse billeder, og fy for søren hvor er det koldt - kun 6 grader.
Længere henne ser vi pludselig en masse røg/damp sive op ad jorden. Vi hopper endnu engang ud af bilen, og det lugter helt forfærdeligt! Det lugtede af prut, og Lars blev ved med at give mig skylden, men det var altså ikke mig :) Udover at det ryger/damper op fra jorden, så bobler det op fra de små basiner eller søer der ligger her.
Vores første rigtige stop var ved noget der hedder "Mud Volcano", og hvis vi syntes at det lugtede tidligere, så er det helt forfærdeligt her! Der er mudderhuller, hvor der kommer store bobler op fra, og når de brister så frigives der nogle gasser som egentligt kommer fra undergrunden. De her gasser, de stinker af rådne æg, og man er tit på grænsen til at kaste op! Derudover så hænger der advarselsskilte overalt, da jordoverfladen i de her termiske områder ofte kun er en tynd skorpe som dækker over et kogende basin med enten vand eller mudder. Det er ikke muligt at gætte sig til en rute igennem landskabet, for nye sprækker kan dukke op henover natten, og nogle af de her basiner indeholder så meget syre, at de kan brænde igennem støvler. Der er mange der er døde, eller som er blevet alvorligt forbrændte, fordi de er faldet igennem den tynde jordskorpe.
Det er virkelig fascinerende at se, hvordan damp, bobler, gasser og lugt vælter op fra undergrunden. Derudover er der nogle af basinerne der nærmest brøler, det lyder virkelig fedt, og samtidig kan man høre hvordan det syder og bobler alle vegne. Så hvis man ser bort fra den ekstremt klamme lugt, så var det altså fedt!
Videre på vores vej kører vi igennem Hayden Valley, som også skulle indeholde en masse forskellige dyr, hvilket vi var blevet fortalt af den gamle ranger fra Visitor Centret i går. Vi ser først endnu en kæmpe flok af bisoner, meeen nu skal der altså mere til at imponere os :)
Der er en kæmpe flok af turister som er holdt ind, og selvom at vi har krydset grænsen, så betyder det nøjagtigt det samme som det gjorde i Canada - der er dyr i sigte! Vi får fundet et sted at parkere, hopper ud af bilen med både kamera og kikkert og så går den vilde jagt i gang. Ude på sletten er der en "wolf pack", altså en flok ulve - fedt, fedt, fedt. En del af dem vi står iblandt er nogle som faktisk går op i, at jagte dyr i forskellige nationalparker, så det er lidt sjovt at høre hvordan de kloger i det. Vi får lov at låne en større og bedre kikkert af nogle af dem, og her kan vi virkelig se ulvene tæt på. Der var 4 sorte, en hvid og en grå. Selvom at de var langt ude på sletten, så kunne vi faktisk se, at de var i gang med at spise noget. Så nu kan endnu et dyr krydses af på vores liste.
Efter alle de oplevelser, var det altså blevet tid til en hurtig morgenmad, som endnu engang bestod af kiks. Vi har lært at det er sundt med en variende kost, så derfor havde vi købt nogle andre end de almindelige chokoladekiks vi normalt spiser. Efter at vi hver især havde spist en kiks, og var blevet enige om at de smagte forfærdeligt, fandt vi ud af at de åbenbart først skulle bages. Så der var ikke nogen morgenmad til os i dag :)
Videre på ruten kom vi forbi Yellowstones udgave af "Grand Canyon". Her løber Yellowstone River, som er med til at skabe et kæmpe stort vandfald i kløften. Det kan ikke helt måle sig med det rigtige "Grand Canyon", men flot det var det.
Vi syntes selv at vi nu havde gjort os fortjent til lidt mad, og det eneste vi kunne få var is. Lars starter med at bestille 3 "cones" i stedet for 3 "scoops", så de tror at han vil have 3 kræmmerhus, og ikke 3 kugler med is. Vi får dem dog heldigvis stoppet efter to :) Da vi skal betale, finder Lars ud af at vi havde glemt at få pungen med ind. Parkeringspladsen var selvfølgelig helt fyldt, så vi havde været nødt til at parkere et stykke væk, så han var godt svedig og pustende da han kom tilbage, og skulle betale. Vi sætter os uden for, og spiser den sidste smule is som endnu ikke er smeltet. Jeg tror at det er første gang på hele vores ferie, at vi har haft mulighed for bare at sidde og slappe af, og det var egentligt meget rart.
Herefter kører vi videre til noget der hedder "Tower Fall". Det var flot, men ret fesent i forhold til hvad vi ellers har set i de andre nationalparker.
Da vi kørte igennem Mammoth Hot Springs i går, blev vi enige om at det egentligt ikke rigtig var noget vi gad at se. Men i dag ombestemte vi os, og kørte tilbage til den nordlige indgang, hvor vi kom ind i parken i går.
Mammoth Hot Springs er et sted med en masse "terasser" som med tiden er blevet dannet af al den underjordiske aktivitet. Igen skulle vi gå på de her stisystemer som var blevet bygget op, da jordskorpen her også var tynd og uforudsigelig. Det var virkelig flot! Selve "terasserne" var i alle mulige farve, som kommer fra de mineraler der kommer op fra undergrunden. Samtidig var det kogende vand nogle steder helt turkis, det er helt sikkert en oplevelse værd!
Nu var det ved at være tid til at vi skulle køre ud af parken, for at finde vores overnatning for i aften. Men inden da mente vi, at vi lige akkurat kunne klemme et hurtigt besøg ind ved Norris Porcelain Basin - jo mere vi kan nå den ene dag, jo mere tid har vi jo til den næste. Det er en rimelig stor slette, der er fyldt med det ene farvefulde og kogende basin efter det andet, og samtidig kommer der damp op overalt. Norris er også kendt for at have den højeste gejser, men desværre var tiden løbet fra os, så den måtte vente til i morgen.
Vi fandt faktisk ud af at vi havde rimelig travlt, for der var senest indcheckning på vores motel kl. 22, og vi havde et godt stykke vej før vi var fremme. Da alt som førnævnt er udsolgt, så ligger vores overnatning et godt stykke uden for selve nationalparken. Vi finder ud af, at der ikke er mulighed for at købe aftensmad nogen steder i nærheden af vores motel. Heldigvis ligger der en "gylden måge" lige ved den vestlige udgang af Yellowstone, så det blev en hurtig, sund og nærrende omgang aftensmad derfra. Vi nåede heldigvis frem allerede kl. 21.30, vi har nu checket ind og skal for en gangs skyld "tidligt" i seng. I morgen står vi op kl. 5.30, så vi kan få noget ud af dagen :)
- comments
Eva Simoni I kommer da hjem fuldstændig udmarvede.... Det lyder ikke til I nogensinde har tid til at spise:-)