Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag forlod vi Miami, og satte kursen syd-på mod Key West, det sydligste punkt i USA. På vejen dertil er der en masse koralrev hvor det skulle være godt at snorkle, og vi havde derfor håbet på at kunne nå et par steder, inden vi ankom til hotellet. Hvor vi i nationalparkerne har været vant til at det 'bare' er at køre dertil, få noget information hos 'visitor centeret' og så gå i gang, så er alle disse rev ikke nationalparker, og derfor gælder det om at kunne skelne mellem de forskellige udbydere af ture der er, og det er straks noget sværere at finde rundt i. Klokken var derfor 15 inden vi kom med en båd ud, hvorfra vi snorklede ved revet 'Cheeca Rocks' fra byen Islamorada. Det var bestemt et stort, flot rev, men mængden og forskelligheden i fiskene slår nu ikke Sharm el Sheik, så vi besluttede os derfor for at sætte kursen mod hotellet, i stedet for at tage på en aften-tur, som vi ellers havde overvejet.
Vejen langs 'the keys' fra Key Largo i nord til Key West i syd er også en rigtig flot tur. Det er ene af små øer der er forbundet af rigtig mange broer, så hele vejen har man Atlanterhavet på den ene side, og Den Mexicanske Golf på den anden.
Onsdag aften blev brugt på hotellet, som nok er det mest lækre vi har været indlogeret på indtil videre.
Torsdag startede med at vi tog ud til en udbyder af forskellige vandaktiviteter, og bestilte en tur på nogle 'paddleboards' - et stort surfboard, som man står op på, og så har en paddel man bruger for at komme frem.
Det var bestemt rigtig sjovt at prøve, men desværre kom vi rimelig tidligt på afveje. Vi vidste godt det var mangroverne vi skulle sejle rundt omkring i, men vi kom ind i et område hvor det hele var ekstremt tæt, og vi blev derfor nødt til at sidde ned på vores boards i stedet - ja nærmest ligge ned. I troen om at det bare var en kort tur, blev det i stedet mere og mere tæt, og det blev bestemt ikke bedre af at det vrimlede med edderkopper på størrelse med en knytnæve, der hang og dinglede i deres kæmpe net. Da vi endte et sted hvor mangrovetræerne var så tætte at vi ikke kunne komme længere, blev vi jo nødt til at vende om, hvorefter vi så fandt den rigtige rute. Herefter kom vi ud på et mere åbent område, hvilket helt sikkert passede Kikki bedre, på trods af at hun på et tidspunkt var ved at falde forover, og kompenserede for det ved at læne sig så langt tilbage at hun satte sig lige på røven på boardet - dét var god underholdning
Kort efter vi var kommet ud af det tætte buskads, så vi noget i vandet foran os der enten lignede hovedet fra en alligator, eller en odder, der svømmede ind under træerne - og da vi efterfølgende spurgte hvad det kunne være, fortalte de at der hvert fald ikke var oddere i det område…...
Da vi kørte ned gennem 'the keys' så vi den ene lækre strand efter den anden, med det mest klare vand. Vi ville derfor en tur til stranden efter vores eventyr i mangroverne, og fik anbefalet en der hedder 'Higgs Beach' her i Key West. Efter at have betalt over 100 kr. for to strandsenge og en parasol, fandt vi ud af at den bestemt ikke var i nærheden af de strande vi havde set på vejen, så efter en halvanden times tid med snorkling og afslapning hér, vendte vi retur til vores lækre hotel.
Aftenen gik med at 'fejre' solnedgangen på Mallory Square, et område hvor hundredevis af mennesker mødes hver dag for at se solen gå ned, og det var bestemt også rigtig flot
- comments