Profile
Blog
Photos
Videos
Queenstown 30. dec. 2008 - 6. jan. 2009
Med oemme hoveder bevaeger vi os ind i bussen, filosoferende over hvornaar vi laerer at undgaa alkohol aften foer en bustur? Busturen er heldigvis relativt kort og toemmermaends-selvmelidenhed erstattes hurtigt af forventningsglaede ved tanken om morgendagens nytaarsaften. Da vi ankommer til Queenstown, tjekker alle seks piger ind paa et vaerelse, hidtil kun beboet af noerdet amerikansk fyr, som virker lidt skraemt over seks hoejroestede danske piger. Eftermiddagen bruges paa at laerer queenstown at kende, shoppe efter nytaarskjoler og finde en backpacker-budget-venlig resturant, som kan huse 12 personer. Alle tingene lykkes imidlertidig overraskende nemt og vi tager tilbage paa hotellet med poser i haanden og dinneraftale pa laekker italiensk resturant (lige ned til vandet) til bkalenderen. Tilbage paa hostellet genforenes vi med alle fire drenge, som netop har overlevet deres bungyjump. Vi lytter spaendt til deres beretninger, velvidende om at vi selv skal gennemleve hele scenariet om tre dage. Om aften falder vi i snak med to nye aahusianske piger (som vi har en fandens masse faellesbekendte med), som inviteres til nytaarsaften.
Nytaarskulleret starter allerede om morgenen. Middagsaftalen er allerede kl 17.30 og med seks piger om et badevaerelse, beslutter vi os for at "goere os klar" kl 13.00. Efter alt for meget noegenhed og dansk musik (ifgl. skraemt amerikansk dude) lykkes det os at vaere klar, kun ET kvarter forsinket. I samlet flok loeber vi gennem regnen og ned til restaurenten. Pga det store antal mennesker, faar vi vores egen "afdelingen" af restauranten og der er ingen krav om stoejniveau. Maden er udsoegt og sjaelendt har vi grint og snakket saa meget. Vi deler nogle flasker vin til middagen og har derudover medbragt en poser med champangne, som vi har smuglet under bordet, klar til at gaa ud at drikke kl 24. Man er vel backpacker! Timerne gaar alt for hurtigt og pludeslig skal regninger betales og nytaaret skydes ind paa smukt oplyst, taetbefolket havnefront. Der drikkes champange, synges "vaer velkommen herrens aar" og grinet en masse. Da den sidste draabe champangne er vaek, foelges vi i samlet flok til "Altitude bar" hvor nytaaret danses ind til den lyse morgen.
Onsdag d. 1/12 bruges paa at indhente soevnunderskud, spise burger og se film. Som havde det vaeret i DK! Pinlige fulde historier fra gaarsdagens fest udveksles, og vi proever at fortraenge tanken om bungyjumpet i morgen. Jaix! Dagen gaar alt for hurtigt, og om aften ligger vi (Fie, Pernille og os) og forsoeger kejtet paa at berolige hinanden. Alt for hurtigt er det morgen og dermed dagen for springet. Ingen af os har lyst til morgenmad i frygt for at den indenfor de naeste timer vil komme retur. Stive af skraek bevaeger vi os hen mod stedet hvor vi skal samles op. Nervoesiteten skjules bag falsk latter og jokes om hvor "faaaarligt" bungy er. Sammen med en lille flok andre mennesker, som har betalt taarnhoeje summer for at se doeden i oejene, hentes vi af en mindre bus som spiller alt for hoej musik, med alt for hoej bas den halve time det tager til bungystedet. Vi bliver vejet, tager udstyr paa og briefingen lyder paa at: hop foerste gang og undgaa at kigge ned. Vi kommer i den sidste gruppe som skal hoppe og tvinges til at se smaa grupper af skraekslagene mennesker saettes ind i meget lille kasse og firet ud til en fritsvavende firkant hvor selve hoppet foregaar. Da turen kommer til os, er vi meget bogstaveligt ved at vende om. Det her er bare ikke for sjov!!! Efter vi er naaet mere eller mindre helskindet ud til den fritsvaevende kasse, er der ikke meget betaekningstid. Kristine kaldes ud foerst, og begiver sig med taare i oejene hen mod "den elektriske stol" hvor elastikken skal fastspaendes. Fyren fra bungycrewet smalltalker for at dulme nervoesitet, og spoerger ind til legoland. f*** legoland! Derefter gaar alting hurtigt. Med smaa kejtede skridt ender man ude paa en lille platform, som stikker ud. Situationen er syrealistisk.. vi har lige betalt 259 $ for at goere noget som er imod ALLE instinkter i kroppen. Instruktoeren gentager: "don't look down love, look at the mountains.. don't look down love, look at the mountains." Og saa kigger man selvfoelige ned. 150 meter ned. Der taelles ned fra 3 og foerst ved ordet "JUMP" reagerer kroppen og kaster sig ud i et ikke saerlig elegant eller heltemodigt spring. Synet af Kristine forsvinde ud i ingenting, faar Laerkes venindefoelelser gennem 14 aar til at koge over, og skriger om muligt endnu hoejere end Kristine. Imod alle odds kommer vi alle fire igennem hoppet. Vi kunne begynde at beskrive selve hoppet her paa bloggen, som vi gjorde med vores skydive, men der findes ingen ord for de foelelser man gennemlever i loebet af saadan et fald. Skydivet blegner fuldstaendig ved siden af bungyjump, og vi er begge enige om, hvad vores favorit er. Bungyjump vaekker nogle mekanismer til live inde i kroppen, som man ikke aner man har. Naer-doed oplevelsen forekommer saa autentisk. Det er simpelthen, ja. Fuldstaendig graenseoverskridende, fuldstaendig sindssygt, fuldstaendig ophidsende, fuldstaendig fantastisk... mangler simpelthen ord! Resten af dagen var vi ved siden af os selv. Paa en ubeskrivelig dejlig maade. Og om aftenen havde vi en af turens bedste byture sammen med de andre. Vi slog derudover ogsaa pjalterne sammen med vores soede amerikanske bungyjump-fotograf-roommate og hans bror. Oplivende mennesker.
Dagen efter forlader alle de andre piger Queenstown (Sofie, Julie, Pernille, Fie, Zara og Nina.) + Lars og Michael. Vi strander sammen med Rasmus og Mathias i Queenstown de naeste 3 dage. Vi fik nogle dejlige dage sammen med minigolf, fergburger, H.C. Andersen, berusede byture, film og alt for dyre maaltider.
D.3. januar er vi for foerste gang alene, siden vi ankom til Auckland for praecis en maaned siden. Vi skal med kiwibussen 6 timer gennem landet mod kystbyen Christchurch, mens drengene skal med en bus sydpaa. Efter 3 dage taette sammen, er det ikke helt let at sige farvel. Vi ved, at vi naar at se pigerne igen, inden vi alle flyver videre mod Australien paa forskellige datoer. Julie, Sofie, Zara og Nina moedes vi med i Christchurch samme aften. Fie og Pernille har vi aftalt at tage et par dage til den lille by Hamner Springs sammen med, for at faa sagt ordenligt farvel. Men om vi naar at se drengene igen, er lidt usikkert. Den lange kedelige bustur til Christchurch indeholder heldigvis kun et enkelt stop ved en gudeskoen bjergsoe (som vi har set hundrede gange foer..). Vi forsoeger at faa den sidste tids mange indtryk til at synke ind, mens bussen rumler gennem landskabet, godt hjulpet paa vej af Tina Dickows lyriske punchlines.
- comments