Profile
Blog
Photos
Videos
Franz Josef 23 dec. - 27. dec. 2008
Som naturlig konsekvens af den begivenhedsrige udklaedningsfest aftenen inden, er busturen fra Lake Mahinapua til Franz Josef meget afdaempet. En tur i gabende kedelig possum-zoologiskhave inkl. moede med New Zealands' Steve Erwin som entutiastisk fortaeller om de aekle metoder hvormed man fanger og slaar de stakkels possums ihjel, saetter rammerne for vores toemmermandsramte 3-timers bustur til Franz Josef. Ankomst til Franz Josef foerer til gladeligt gensyn med Rasmus, Mathias, Sofie og Julie. En lille tur rundt i byen, og vi konkluderer hurtigt Franz Josef til at vaere et af de smukkeste steder vi har vaeret. Vores hostel "Rainforest" leverer fine vaerelser, udendoers spabad og er omringet af sneklaedte bjerge. Byen ligger for foden af den beroemte Franz Josef gletcher. En filosofisk snak blandt os 4 piger om at leve livet foerer til en spontan beslutning om Skydive naeste mogen kl. 06! Du godeste..
24. december 2008 er vores livs mest mindevaerdige juledag og -aften. Rystende af skraek bliver vi sammen med Pernille og Fie hentet klokken 06 juleaftens-morgen. Efter en halv times koersel ankommer vi til et syn, der naer faar os alle fire til at vende om. Et mikroskopisk, rallende og tapet-til postkasseroedt fly staar midt paa en mark og smiler ondt til os. Uden egentlig vejledning bliver vi sendt af sted 2 af gangen. Vores unge og - gud ske tak og lov - meget bredskuldrede instruktoerer hjaelper os i dragterne, og efter en enkelt banana-oevelse paa landjorden presses vi ind i det lillebitte faldefaerdige fly. Flyet hopper og danser hostende hen over marken, og letter med et skraekindjagende hvin. Vi skaever raedselsslagne til hinanden. Men da vi haever os over New Zealands' stoerste bjerg Mt. Cook, gletcherne og det helt ubeskrivelige landskab, glemmer vi frygten fuldstaendig. Vi aenser hverken instruktoerenes kameraer eller hinanden, sidder bare med naesen trykket mod glasset for at faa det hele med. Aldrig har vi set noget saa smukt. Alt er idyl lige indtil piloten prikker til os, og peger ned paa en helikopter flyvende under os... paa stoerrelse med en lillefinger!!! Vi bliver pludselig meget bevidste om, hvor hoejt vi er oppe. Vi naar lige at faa oejenkontakt med hinanden, foer flyets gaffatape-sammenholdte skod-doer aabnes, og vi naer bliver suget ud i den tynde luft. I det oejeblik glemmes alle instrukser fra landjorden. Synet at jorden langt langt langt nede under os er nok til at miste bevidstheden. "Er I klar?" spoerger instruktoererne. KLAR?! Hvad fanden tror I selv! Vi befinder os 4000 meter oppe i den ultratynde luft paa kanten af et lillebitte skrattende fly, med benene dinglende ud over kanten. Gu' er vi da ej klar! Vi bliver begge som smoer i instruktoerenes arme af skraek, og det hele gaar utrolig hurtigt. Vi naar lige at hoere de forfaerdelige tal 3-2-1, og pludselig bliver alt ting inde i kroppen vendt paa hovedet. Kroppen forsvinder fra hovedet, fra bevidstheden, og det er umuligt at traekke vejret. Paa ene side er alle fornemmelser for tid og retning forsvundet, paa den anden side opfanger hjernen hver eneste broekdel af hvert eneste sekund, og sanser som aldrig foer. Det frie fald er det vildeste nogen af os nogensinde har oplevet. Det sker saa sjaeldent i livet, at man oplever en helt ny og fuldstaendig usammenlignelig foelelse. Og det gjorde vi. Ingen af os har nogen ide om hvor mange sekunder der gaar, foer vi kommer tilbage til bevidsthed. Det frie fald fortsaetter lidt endnu, indtil faldskaermene bliver slaaet ud. Nu foelger 4-5 minutters svaevende ufattelig udsigt over det, der siges at vaere New Zealands' smukkeste omraade. Idet vi lander paa jorden, rammer alle foelelser og indtryk fra faldskaermsudspringet meget pludseligt og meget haardt. Vi smider os begge i graesset og griner helt ustyrligt. Vi koere tilbage til flyvepladsen, hvor vi moeder Fie og Pernille - ligesaa meget oppe at koere. Dvd'erne og billederne og raedsomme, men sjove af helvedes til. Tilbage paa "Rainforest" fortaeller vi i munden paa hinanden de andre om vores oplevelse. Adrenalinen holder resten af dagen. Vi ligger i solen og hoere julemusik, indtil den store juemiddag skal laves. Vi er 12 danskere (Os to, Fie, Pernille, Sofie, Julie, Rasmus, Mathias, Lars, Michael og to koebenhavnske piger, som vi moedte samme dag) som kaemper for at faa en stor dansk julemiddag paa benene. Det blev en ganske fantastisk aften med dejlige mennesker og en uforglemmelig stemning. Grundet begraensede ressourcer ender middagen med at bestaa af kylling i stedet for and. Men derudover er det fint gennemfoert: brune kartofler, alm. kartofler, brun sovs og risengroed. Og mange liter vin og oel. Efter middagen foelger pakkespil, julesange, dansen om julepyntet-palme (hvilket meget tydeligt IKKE er en New Zealandsk tradition) og en masse guitarspil. I loebet af aftenen slaar vi pjalterne sammen med diverse andre nationaliteter, som synes at vaere ganske interesseret i vores danske julefest. Undskyld mor og far - dette maa siges at vaere vores livs mest unikke juleaften.
Mathias, Rasmus, Julie, Sofie, Lars og Michael er desvaerre noedsaget til at tage videre naeste dag (hvilket efterlader os andre med KAEMPE jule-opvask!). Vi (Os, Fie og Pernille) bruger de to naeste dage paa at varme op til vores 8 timers gletcher-hiking-tur tredje juledag. Dagene bruges paa solbadning, spabadning, skyping med familierne og hyggelige gaature.
Gletcher-turen 27. dec. Foerst og fremmest - hvem fanden tror vi vi er?! 8 timers fysisk kraevende klatring i isen er ikke for sjov. Overmodige melder vi os paa gruppe et. Piksko, vidunderligt solskin og muslibarer foerer os helskindet gennem foerste halvdel af turen, trods vores irriterende energiske is-hakkende britiske anfoerer. Endnu engang overvaeldes vi af New Zealands helt ubegribelige skoenhed. Men da solen forsvinder bag pludseligt ankomne kuldsorte skyer, Kristine taber sit kamera i en mindre bjergsoe og store iskolde regndraaber begynder at falde ned fra himlen, er det absolut ikke en hyggetur laengere. Grundet det pludselige vejrskift, er vi noedsaget til at gaa en anden og temmelig kompliceret rute gennem isen. Vi overhoere endda vores irriterende energiske is-hakkende britiske anfoerer kontakte en af de andre anfoerere bag os over sin walkie-talkie med ordene: "Take your group back. This is crazy!" Nu foelger de sidste meget kolde og meget haarde timer i isen. Paa en eller anden maade kommer vi ned af bjerget, og kravler direkte i spabad hjemme paa hostel. Planen er en tur i byen, men efter bad og mad begynder kroppen at goere ondt. Kravler tidligt i seng med te og bog. Naeste morgen afsted mod Lake Wanaka, hvor vi genforenes med Rasmus, Mathias, Julie og Sofie.
- comments