Profile
Blog
Photos
Videos
Højdepunktet på G Adventure turen i Uganda var uden tvivl Gorilla trekket i Bwindi NP, hvor man kan komme helt tæt på de truede Bjerggorillaer.
Alarmen bibbede 4:30 om morgenen, da vi skulle tidlig ud af fjerene, for at køre en times tid op i bjergene. Inden var vi blevet delt op i mindre hold, for hver gorilla familie må max have 8 personer/ 2 gange dagligt for ikke at skræmme og forstyrre dem for meget. På forhånd ved man ikke hvor længe trekket gennem junglen vil vare, da gorilla familien kan være alt fra under en time til 5-6 timers trek væk fra hovedvejen - hver vej. Her skal det lige tilføjes, at fordi bjerggorillaerne lever frit i junglen, befinder de sig et nyt sted hver dag, noget man ikke kan eller skal kontrollere, og derfor er det ikke bare små junglestier man benytter, men man trekker derimod gennem rå jungle - op og ned af stejle tætbevoksede bjergskråninger, hvor hver person skal medbringe min. 3-4 liter vand - just in case! :)
Min gruppe skulle besøge Oruzogo gorilla familien, der samlet har 23 gorillaer og 2 Silverbacks (dominerende hanner). Trekket tog kun en time hver vej, heldigvis, da jeg ikke er sikker på, at alle i gruppen kunne have klaret et trek, der var meget længere! :) Solen bagede ned fra en skyfri himmel, og vi var heldige med, at gorillaerne denne dag havde valgt en åben lysning, hvor vi kunne komme rigtig tæt på de imponerende dyr. Man må max være ved en gorilla familie i en time, og selvom vi brugte tiden fuldt ud, føles det kun som 20 minutter, da man er fuldstændig fascineret af mødet med disse enorme vilde dyr, der når som helst kan rive dig i småstykker, hvis de synes du udgør en trussel. Det var heldigvis ikke sagen, for efter at en af hannerne havde nedstirret os i 10 minutter, var de fuldstændig ligeglage med vores tilstedeværelse.
Det hele var en helt unik og enestående oplevelse, der er svær at beskrive - men noget der i den grad er værd at prøve! :)
- comments