Profile
Blog
Photos
Videos
Morgenen efter vi skrev vores sidste indlæg gik turen til Bali (igen!). Vi tog af sted klokken lidt over ni om morgenen og blev kørt i privat bil i ca.1½ time, til en by ude ved kysten hvor vi blev smidt af på en havn. Her skulle vi sidde og vente i ca.endnu 1½ time indtil vi kunne gå ombord på den færge der skulle fragte os fra Lombok til Bali. Da vi kom ombord stod den desværre på endnu 1 times ventetid - man kan ikke andet end at elske den ventetid, suk - og efter den ene time sejlede færgen endelig. Turen tog 4 timer (det var 4 meeeeget laaaaange timer!). Vi skulle med en minibus til Ubud efter vi ankom til Bali. Dette gik smertefrit og efter 1½ time var vi igen i Ubud. Vi havde ringet til det homestay som vi boede på sidst vi var der og booket et værelse. Så heldigvis slap vi for at skulle lede efter et sted at sove.
Dagen efter sov vi længe (det var tiltrængt) og brugte egentlig dagen på at gå en lang tur, røve et supermarked for lidt forsyninger såsom tandbørster, vaskepulver, poser osv. også fik vi byttet vores bøger til nogle nye bøger så vi igen har lidt nyt læsestof. Til det skal det lige siges at Steven er blevet en rigtig læsehest - hvem skulle dog have troet det?! Hehe. Om aftenen stod den på lidt selvforkælelse. Vi købte os nemlig 1 times traditionel balinesisk massage med olier, mmm. Dette var en god oplevelse, især hvis man sammenligner med den thai massage vi fik sidst, hvor vi nærmest blev brugt som boksepuder. For en times full body massage betalte vi intet mindre end ca.38 dkk. per person (vi klager ikke!).
Dagen efter var faktisk bare rent afslapning… vi sov, og sov lidt mere.. spiste og slappede lidt af igen og ellers fik vi bare arrangeret transport til dagen efter. Det var vores plan at vi skulle have prøvet at bungy jumpe, men til vores store ærgrelse er det desværre lukket ned på Bali, ØV!!! Men vi skal nu nok finde et andet sted, fordi vi SKAL prøve det - basta!
Dagen efter tog vi af sted fra Ubud kl.14 med en privat bil ned til den største by på Bali, Denpassar. Dette tog 1 time og vi blev smidt af på busstationen. Efter ikke engang 10 min. havde vi fået købt billetter til en langdistance natbus der skulle fragte os til Java (en større ø vest for Bali) til en by kaldet Yogyakarta som ligger i det centrale Java. Vi kom op i bussen og blev positivt overraskede over de liggesæder, tæppe og pude der var + man fik en lille snackæske, yes! For en gangs skyld var vi faktisk heldige, timingen var bare perfekt - bussen kørte efter 5 min. Det blev en laaaaaang tur til Yogyakarta = 17 ½ time i bus/båd. Suk. Men frem kom vi, selvom vi ikke fik meget søvn. Vejene er meget dårlige og dette kombineret med en selvmords chauffør resulterer bare i nakkesmerter og mangel på søvn! På den færge der sejlede os fra Bali til Java var vi de eneste hvide mennesker. Dette kunne tydeligt mærkes. Der var en hel skoleklasse (ca. 50-60 elever) der fik plantet sig rundt omkring os. Efter ikke særlig lang tid var der skam også en pige der henvendte sig til os (vores nye ven Deasy). De sidste 45 minutter af bådturen stod derfor på krydsforhør + ALLE fulgte meget nøje med i samtalen ved faktisk at nedstirre os fuldstændig. Desuden var det en mærkelig færgetur. Der var knægte der tjente penge på at hoppe ud fra færgen hvis folk smed penge i vandet - virkelig vanvittigt. Svarer til det samme som at folk hoppede ud fra Willum Clausen. Det var på denne færgetur vi fik en mistanke om at der havde været jordskælv i Indonesien (Sumatra) helt oppe nordpå. Dog et par tusinde kilometer væk fra os. Der var overhovedet ingen andre end os der valgte at skæve til nyhederne, så her hvor vi er rager det dem en høstblomst og vi tror ikke engang at det er alle der ved der har været jordskælv. Så.. Da vi kom ned i bussen igen fandt vi desværre ud af at vores familier havde været urolige for os, og alle blev hurtigt kontaktet. MEN, som nævnt var der ikke den mindste grund til bekymring.
Da vi nåede Yogya. morgenen efter var kl.6.30 om morgenen. Vi fandt hurtigt en måde at komme ind til centrum og efter ikke så frygtelig lang tid fandt vi et sted at bo til rimelig pris + god wifi forbindelse. Dagen brugte vi på at se lidt af byen. Blive forfulgt af folk der ville tage billeder, filme og interviewe os og sidst på dagen faldt vi over byens gamle palads hvor der samme dag, i anledning af den gamle sultans 100 års jubilæum, var en stor event med en danseopvisning. IGEN blev vi forfulgt af folk med kameraer og videokameraer - mærkeligt altså!
Dagen efter havde vi bestemt os for at vi skulle se verdens største buddhistisk tempel i en by ca. 45 km uden for Yogya. Templet hedder Borobudur og er tusse gammelt. I stedet for at købe en tur til dyre domme valgte vi at kaste os ud i den lokale transport hvilket egentlig gik ret fint, taget i betragtning af at vi skulle skifte bus 3 gange. Men vi kom frem og fandt heldigvis vejen til templet meget hurtigt. Det var et flot tempel, ingen skuffelse overhovedet!! Dette tempel har både overlevet enorme jordskælv og terrorbombninger og de gør utrolig meget ud af at vedligeholde det. Denne dag blev igen en smule anderledes, fordi IGEN blev vi vitterligt forfulgt af folk der ville have billeder med os og endda fulgte efter os og ventede på vi kyssede så de kunne få et billede. Der var også to damer der valgte at løbe omkring 100 meter over en græsplæne og op af en stor stentrappe imens de råbte og skreg efter os: "Mister and Miss…… MISTER AND MISS!!!!" indtil vi til sidst ikke kunne ignorere dem mere, da det simpelthen blev for pinligt med det skrigeri. Da de nåde op til os stod sveden af dem. Al denne forlegenhed (som åbenbart ikke eksisterer for dem) for bare at få taget et par billeder med os, ak ja, suk. Alt i alt var det en vellykket tempel-tur og det var skønt igen at komme ud og lege lidt turister. Vi var tidligere tilbage end forventet så vi brugte eftermiddagen i et shoppingcenter hvor vi valgte at bruge penge på lidt familieforøgelse. Vi har nu IGEN et ekstra lille kamera med i bagagen, JUBII! Nu kan Kristine igen tage billeder.
Og hov forresten, der gik et lys op for Kristine efter hun adskillige gange havde brokket sig over at det sgu var utroligt at alle deres ure var bagud her. Både i forretninger, hoteller og busser. DING, så tændte pæren sgu - aha, måske har vi ikke helt sat os ind i tingene. Gad vide om vi egentlig er rejst ind i en ny tidszone?! Og rigtigt nok. Nu er vi altså kun 5 timer foran jer derhjemme, ups. Utroligt at kunne være hernede i faktisk to hele døgn uden at bemærke at vi faktisk ikke rigtig har vidst hvad klokken præcist var. Men det er en af de ting der er skønt ved at rejse - man har egentlig ikke brug for et ur til daglig (udover når man skal bruge transport).
I dag har vi sovet "længe". Vi havde ingen planer for i dag og valgte at være ulækre og spise noget frokost på Mc'D (fordi gud hvor er vi trætte af fried noodles, fried rice og kopnudler, baah.) Vi bruger ofte laaang tid på at snakke om hvilket mad vi virkelig savner - uh, listen er LANG! Det har regnet i dag, endda rigtig meget! Det kommer heldigvis i store skyl også skinner solen igen bagefter. Efter regnen gik vi os en lille tur rundt i gaderne og pludselig støtte vi på en kæmpe parade der stod og skulle til at starte. Super, super, super fedt. Massere af enormt flotte kostumer, dansere og musik. Så vidt vi har kunnet forstå skulle det være hovedafslutningen for det førnævnte 100 års jubilæum. Der var desværre mange der valgte at bruge deres tid på at stå og tage billeder af os i stedet for paraden… Det er altså begyndt at blive en smule irriterende, specielt når de ikke spørger om lov og bare stikker kameraet lige op i hovedet på en. Og udover det er der en tosset dame der har "slået" Kristine to gange i dag for at komme i kontakt med os, og hun kunne ingen gang tale. Hun valgte til sidst at sætte sig ved siden af Steven og a'e hans tatoveringer. Hmm, efter nogle få minutter var det vidst tid til at gå…... Vi fik hævet nogle penge og fik betalt en tur vi har bestilt til i morgen. Turen går til en vulkan som stadig er aktiv: Gunung Bromo. Den var sidst i udbrud dec.'10 og den og dens omkringliggende landskab skulle være super fantastisk - så prøv at google nogle billeder før i forhåbentlig får vores egne at se. Vi fik os også en god snak med gutten der solgte os turen - vi fik næsten hans livshistorie. Efter vi kom tilbage til vores hotel og sad udenfor og slappede af med comp., en bog og noget koldt at drikke, valgte vores receptionist også lige at komme op og tage en lille sludder for en sladder - endnu en halv livshistorie blev det til.
De sidste dage har været meget specielle og anderledes når det kommer til oplevelser med lokalbefolkningen. Det har været så anderledes i forhold til alle andre steder. Vi har fået nye venner på facebook ( dette tog godt nok overhånd, så der er ved at blive ryddet ud i dem igen - egentlig ikke så fedt når alt på ens startside står på indonesisk + vi afviser stadig nye anmodninger hver dag.) og haft nogle gode samtaler med folk hvor de fortæller om deres liv, arbejde og familie. Som nævnt vil folk tage billeder, interviewe os og filme os og nogle ser faktisk på os som om vi er vilde dyr. Så alt i alt har det været nogle lidt anderledes dage…
Dette må være nok for denne gang, på grund af forsømmelse af blokken er dette jo blevet til intet mindre end en roman.
Vi vil sige ROGER OVER AND OUT også glæder vi os til at fortælle om vores vulkan trekking!
Store kram hernede fra det MEGET varme Indonesien, Kristine & Steven
- comments