Hello Allesammen,

Ih hvor tiden er floejet afsted og har meget at fortaelle. Idag er det virkelig gaaet op for mig at jeg kun har en uge tilbage paa projektet, det vil sige at jeg skal sige farvel til de boern jeg efterhaanden har faaet opbygget et rigtig godt tillids- og omsorgsforhold til. Det bliver SAAAAAAAA ufattelig haardt. Jeg var lige ved at tude idag, og det var bare imens at jeg sad og hoerte een laese hoejt.

Saa det skal nok gaa rigtig godt paa fredag, naar vi kommer til alle krammene!!! Men det er rart at Birgitte og jeg kan tage herfra og vide at vi stadigvaek kan give boernene en hjaelp- bare i anden form. Vores indsamling er ikke slut endnu, men paa torsdag vil vi give projektet besked paa hvor meget vi har naaet at faa skrabet sammen. Indtil videre har vi paa den danske konto 1200 og paa den norske 3500. Saa det kommer til at raekke lidt, men haaber stadig at der er nogle af jer derude der ikke har givet et bidrag, der stadig vil, saa vi kan give dem nogle fremtidige oekonomisk sikre maaneder. Saa de kan faa vand til deres mad!! Det smerter virkelig naar de sidder der med deres varme atol- en slags vaelling og spoerger om de ikke kan faa et glas vand til og man bare altid maa sige nej, fordi der aldrig er Agua Pura. Saa man maa ogsaa toerste lidt selv, for man foeler sig virkelig led, hvis man lide pludselig selv tager sin vanddunk op af tasken, mens boernene ikke kan faa noget.

Der er meget at fortaelle om projektet og jeg kunne blive ved i en evighed, men noget jeg meget gerne vil dele med jer alle, er at jeg har faaet et helt specielt forhold til en familie der bestaar af 8 boern og deres far. Deres mor doede af lungebetaendelse i slutningen af januar og de er derfor lidt mere skroebelige end de andre boern, hvilket har gjort at min opmaerksomhed isaer har vaeret rettet mod disse boern. De fortjener bare et liv uden problemer, og de er simpelthen saa gode til at passe paa hinanden. Der er to storesoestre hvilke jeg i**** kender saerlig godt da de ikke gaar i skolen, men kun arbejder hjemme. Den ene af dem er stum og har aldrig kunne tale.Saa er der en paa 12 aar, som er begyndt ikke at komme i skole, hvilket har gjort os lidt nervoese. Hun er ellers ret kvik, men hun har vaeret noedt til at arbejde det sidste stykke tid. Saa er der lillebror paa ni, som er den mest kreative dreng. Han bygger de vilde slotte, naar legoet tages frem og hans tegneevner er helt i top. Han har bare heller ikke vaeret i skole de sidste mange dage, da han har vaeret ude at saelge frugt. Saa er der de to smaa soestre paa 8 og 6 og lille lillebror paa 4. Birgitte og jeg har besluttet os for at donere et hus til familien, for det de har nu er virkeligt sparsommeligt. Et hus kommer til at koste 4000 quetzales, hvilket er omkring 3000 danske kr, hvilket vi skal betale over fire aar. Saa det faar vi at vide imorgen, hvordan og hvorledes det kommer til at foregaa, fordi der er nogle andre voluntoerer der skal bygge huset, hvilket kun tager tre uger. Saa er vi bare the "sugar Daddys". He he.

Men det bliver helt klart noget af det haardeste at sige farvel til dem!!!

Men for at fortaelle lidt om mine videre planer, saa kalder Honduras naeste uge. Jep jeg tager med to andre danske piger til Utila- en oe der ligger lige ud for Hionduras, saa den kommer til at staa paa snorkling, strand og smoothies. Saa det er jo heller ikke saa daarligt endda :)

Derefter tager jeg til Quito, Equador hvor jeg skal rejse rundt en maaned- bl.a. med en norsk pige. Saa mine planer er fuldstaendig aendret og der bliver ikke noget Peru og Bolivia i denne omgang. Det maa vente til mit naeste eventyr!

Men det bliver meget spaendende at komme ud i det rigtige backpackerliv og opleve en anden maade at rejse paa.

Et kaempe kram herfra det lune klima

Kris