Dagen efter stod vi forholdsvist tidligt op, Jacob ville nok sige meget, meget tidligt, vi havde aftalt at skulle mødes kl. 9 til morgenmad på hotellet. Vi forsøgte os med buffeten, det skulle vi nu ikke have gjort, for der var ikke ligefrem det store udvalg, og det der var smagte ikke ligefrem super godt. Vi fik dog lidt at spise, så vi var klar til at se Grand Canyon. Peter var den eneste som havde besøgt dette helt fantastiske sted tidligere, for os andre, var det første gang - og hold op hvor var det en stor oplevelse. Vi startede med at se udkigspunkterne til højre for "El Tovar", hvor vi jo kunne køre ud til de fleste steder. Alle var begjestret, selv Jacob synes det var et flot syn, selvom han ikke giver så meget for naturoplevelser ;) Vi andre var en del mere begejstrede en Jacob og for os ville det ingen ende tage.. Noget helt specielt var, da vi gik ud til et afsides liggende udkigspunkt, hvor vi skulle gå et par kilometer. Da vi kom derud sad der en ordentlig flok og spiste frokost. De blev nu pænt hvor de var, og vi havde udkigspunktet helt for os selv i en times tid. Det var en helt fantastisk oplevelse, der var helt stille og vi sad bare og nød denne helt fantastiske og ubeskrivelige stilhed. Vi nød udsigten, den smukke natur, selskabet og ja hele stemningen var bare helt afslappet. Det var en helt speciel oplevelse. Annie og jeg lagde os ned og nød den smukke natur. Vi var helt forbløffede over det hele. Sådan et sted kan ikke beskrives med ord - det skal virkelig opleves. Vi kunne vidst alle havde blevet der resten af dagen, men vi skulle jo også videre og da der var gået en time kom der også andre der gerne ville se det. Så vi smuttede tilbage til bilen, hvor Jacob tålmodigt ventede. Vi kørte så tilbage på hotellet, klokken var blevet omkring 13.30 så det var tid til at få noget at spise. Da maden på hotellet ikke var super god, må vi ty til junkfood, så vi var en tur på Wendy's og få en burger og fritter, hvilket bestemt hellet ikke var et hit, men der var ikke så mange andre muligheder. Bagefter smuttede vi tilbage på hotellet, Jacob havde fået nok at Grand Canyon, så han valgte at blive på værelset og slappe lidt af med noget american football, mens vi andre tog tilbage for at se udkigspunkterne til venstre for "El Tovar". Vi tog en shuttel mellem de første udkigspunkter, derefter valgte vi at gå hen til det næste. Vi fandt et fantastisk smukt sted lidt væk fra stien i nærheden af "Hopi Point", hvor vi valgte at sætte os ved kanten og nyde vejret og udsigtigen. Her sad vi i lang tid, både i stilhed hvor vi nød den smukke natur, men der blev nu også snakket om løst og fast. Verdensituationen blev vendt et par gange. Vi diskuterede nogle rigtige gode ting, så som om Pjerrot bor på månen eller ej. Vi havde det rigtig sjovt, men samtidig havde vi også nogle gode, afslappende alvorssnakke, som gjorde det hele lidt mere hyggeligt og personligt. Det er dejligt at vi snakker så godt sammen, for der er bestemt ikke nogen form for pinligtavshed på noget tidspunkt. Tavshed det der det - men på den helt rigtige måde, hvor vi bare hver især har siddet og nydt udsigten og ladet tankerne slippeløs. Det har været så skønt.

Vi havde planlagt at vi ville se udkigtpunkterne, og så vende tilbage til "Hopi point" og se solnedgangen. Vi fandt dog hurtigt et nyt sted, hvor vi simpelthen også blev nødt til at sætte os, og bare nyde den spetakulære udsigt. Tiden løb lidt fra os, og vi ville gerne tilbage til det første sted ved "Hopi Point" og se udsigten derfra. Det foregik i rask trav, da solen var ved at komme langt ned, og vi ville jo have det hele med. Vi kunne dog ikke helt finde det samme sted igen, men vi fandt dog et meget flot sted at se solnedgangen fra, hvor der ikke var andre end os, så det var rigtigt hyggeligt. Solnedgangen var helt perfekt, der var den rette mængde skyer, og de fik en helt fantastisk farve. Vi var alle meget begejstrede. Annie og jeg havde taget tæpper med, så vi sad og puttede under dem til den smukke udsigt. Det var bare så smukt.

Efter solen gik ned fik vi travlt, vi skulle jo gerne med shuttlebussen inden den sidste kørte, vi nåede det dog uden problemer, selvom den vi kom med var godt proppet. 99 mennesker fik vi proppet i bussen, men det var "ingenting" i forhold til de 102 mennesker som var buschaufførens rekord. Buschaufføren var sød, smilen og ja bare generelt rigtig flink. Han sagde hele tiden tak til os alle sammen og lavede nogle gode jokes.

Jeg fik undervejs den gode idé, at vi skulle tage ud at kigge på stjerner når der var blevet helt mørkt, den idé var de andre helt med på. Vi tog tilbage på hotellet, for at se om Jacob stadig var i live og for at få noget at spise. Vi fik den geniale idé at spise på hotellet. Aftensmaden kunne jo kun være bedre end morgenmaden. Vi havde lagt mærke til om morgenen at restaurenten havde været så flink selv at ligge 15% i drikkepenge oven i prisen. Det var helt klart en fordel for vores tjener, for vi havde nok valgt at give en smule mindre. Maden var igen ikke noget at råbe hurra for, to say the least. Drengene fik suppe til forret. De gav udtryk for, at den smagte ikke super godt, den var enormt stærk, så Jacob gav op efter 3 mundfulde. Peter tvang dog hans ned, da han frøs og havde lidt ondt i halsen. Annie og jeg var så heldige at få lov at gå i buffeten for at blande sig en lækker salat. Og jublen ville ingen ende tage da vi begge kom tilbage, og begejstrede talte i munden på hinanden om alt den lækre salat der var at vælge imellem! Eller vent, vi var sku ikke helt så bejstrede for den salat. Det var ikke helt pæne ord der kom ud af os på dette tidspunkt. Efter at vi havde smagt på det vi havde fået på tallerknerne, var der ikke mange smil tilbage. Puha nej, det smagte som det så ud, hvilket ikke var særlig godt.

Vi skulle heldigvis ikke nøjes med disse fantastiske forretter. Hovedretten var på vej. Vi havde alle bestilt en lækker bøf, hvilken den også var, men resten vil jeg ikke komme nærmere ind på. Vi var slet ikke begejstrede. Tvært imod. Et er at vi ikke var tilfredse med maden, men der var sku heller ingen service. Vores tjener lovede gentagende gange at komme med mere vandt til os, hvilket bare ikke skete og han hørte ikke rigtig hvad vi sagde til ham. Men ja, hvorfor skulle man også gøre en indsats, når man ved at drikkepengene er sikret lige meget hvad?

Vi blev dog trods alt mætte, så vi var helt klar til at se på stjerner. Jacob var også helt vild for at komme afsted, så efter et kort pitstop på værelset kørte vi afsted. Da vi havde kørt ca. 2 kilometer hørte vi et underligt bump. Eller, os tøser hørte det meget tydeligt - faktisk utrolig tydeligt. Jeg ved ikke hvad Jacob og Peter havde gang i, for de lagde næsten ikke mærke til det og snakkede bare videre og kørte derud af. Vi kunne næsten ikke få et ord indført fra bagsædet af og vi sidder egentlig bare og kigger mærkeligt på hinanden i nogle sekunder indtil Annie Pludseligt udbryder;"Peter forhelved, det var dit kamera!". Peter havde i et øjebliks dumhed smidt kameraet på taget, mens vi tøser kravlede ind på bagsædet i bilen og han imellemtiden glemt alt om det. Sådan noget pis for at sige det mildt! Nå, Peter blokerede bremsen og lavede en U-vending, faktisk lidt af en bedrift i vores bil, for den drejer sindsygt dårligt. Men lige i dette sekund, tror jeg egentlig ikke at Peter tænkte så meget over det, han havde bare travlt med at komme afsted.

Selve kamerahuset fandt vi hurtigt, det lå midt på vejen, og var ved et mirakel ikke blevet kørt over af de biler der var kommet forbi i mellemtiden. Linsen til kameraet var dog ikke til at finde i mørket, selvom vi brugte en del tid på det. Helt utroligt, så det ud som om at selve kameraet ikke havde taget synderligt skade, selvom det var lidt svært at konstatere, når Peter jo ikke kunne tage billeder med det uden linse og dermed ikke kunne teste det. Vi kørte videre selvom Peter nu var ret nedtrykt og vi andre var skam også ret påvirkede af situationen. Vi ærgede os helt vildt. Sådan noget er bare så irriterende. Men vi kørte videre ud for at se de stjerner. Det ville Peter alligevel ikke gå glip af, selvom humøret var lidt nede.

Det var godt vi kom derud, for hold op det var en kæmpe oplevelse. Det var en meget speciel og smuk oplevelse. Vi kørte ud til kanten af Grand Canyon, og havde taget tæpper med. Vi lå på jorden og kiggede på de enormt mange stjerner der var, og det var mange. Der var helt mørkt, så stjernerne var utrolig tydelige. Det var faktisk en ubeskrivelig oplevelse.

Peter og jeg lå ved kanten af Grand Canyon med vores tæpper. Annie og Jacob sad oppe bag ved. Vi snakkede om nogle få ting en gang imellem, men mest af alt nød vi alle fire bare det smukke øjeblik. Når vi alle var helt stille, var den dyrelivet, den eneste lyd man kunne høre. Det var ja som sagt en ubeskrivelig aften.
På turen tilbage til hotellet, sad vi alle og sundede os lidt over den smukke og hyggelige oplevelse. Vi snakkede om at vi havde set stjerneskud og generelt snakkede vi meget over vores begejstring for denne helt fantastiske dag.

Da vi kom h jem til hotelværelse, smed vi os inde i drengenes senge og så Larry Crowne. Ligeså snart filmen var færdig skyndte vi os alle i seng, da vi godt vidste at vækkeuret ville ringe meget snart igen.

P.s. Jeg beklager at jeg er så lang bagud med min blog, men jeg arbejder på fuldtryk for at få indhentet det forsømte.
Jeg vil for denne blog, gerne give en speciel tak til Peter for at måtte læse den mail som han havde sendt hjem til hans nærmeste. Jeg har fået lov til at stjæle med arme og ben fra den, så det har jeg gjort (: Derfor vil i nogle af jer, nok kunne genkende lidt af det der allerede står ;)