Profile
Blog
Photos
Videos
Til alle vores forældre: Vi er kommet helskindet, glade, veltilfredse og en masse oplevelser og erfaringer rigere ud ad junglen (faktisk er det et par dage siden, men vi har haft for travlt og været for trætte til at skrive blog siden).
Vores tur går fantastisk, det er en dejlig gruppe med nogle skønne mennesker og en fantastisk guide. Her følger et alt for langt referat fra den sidste uges mange oplevelser:
Skønne varme kilder
Søndag kørte vi i en sand rumlebus af en lokal bus til de varme kilder i Papallacta højt oppe i bjergene. Stedet var direkte magisk. Det lå i en lille dal mellem store bjergkæder, og lukket inde af skyer for oven og damp fra badene forneden. Hotellet var hyggeligt, rustikt og landligt, og vi tog på lidt over en times hike rundt omkring i bjergene, hvor vi så alpacaer, en smuk flod, små men vilde vandfald og ikke mindst vores første sneklædte vulkan - et imponerende syn, der bedst beskrives med et billede! Om aftenen badede vi i de varme kilder, og mig og Kristian brugte 3 timer på at få varmen og rynket hud.
The wonderfull jungle
Dagen efter gik turen til junglen, hvor vi skulle bo hos en lokal familie, der stadig holder nogle af de mange gamle indianertraditioner i hævd. Familien Pauchi bød os velkomne med en varme, vi aldrig vil glemme. Stedet var uden elektricitet og vi boede i små hytter bygget på pæle, hvor kun et myggenet skilte os fra junglens mærkværdige dyr (læs klamme insekter). Vi fik overdådige måltider, som familiens kvinder kokkererede på et gaskomfur, og jeg formåede kun en enkelt gang at spise op, på trods af, at maden var enorm lækker. Delphin, som var faderen og familiens overhoved indviede sammen med sin kone og en af sine sønner vores gruppe i deres tradition for shamanisme, bryllupper, underlige drikke, jagt, medicinplanter og ceremonier skiftevis i deres hus og på småture ud i junglens vildnis. Om aftenen når mørket for længst var faldet på og bordene kun var oplyst af stearinlys trodsede vi sprogbarriererne og spillede kortspil med børnene, der alle var omkring vores alder. Sønnen, Rolando, kunne en smule engelsk, og sammen med mit og Charlottes fantastiske spanske sprog fandt vi ud af mange interessante ting om hinanden, vores kultur, liv og drømme. Den sidste dag besøgte vi den skole, hvor Delphins kone Estella var eneste lærerinde for 7 børn i alderen 7-12. Det var overraskende fine forhold, og vi lærte børnene noget engelsk, legede lege med dem og sang danske børnesange - alt i alt en stor oplevelse, som vi slet ikke havde regnet med.
Jungle Lodge
Vi tog afsked med den fantastiske familien Pauchi med løftet om at ses på facebook, og tog videre til vores Jungle Lodge. Lodgen lå ud til en skrænt, hvor man først havde udsigt til en stor flod for foden af skrænten, derefter jungle så langt øjet rakte og længst ude i horisonten en lang bjergkæde, der indramme det hele i en majestætisk skønhed - som sagt, det kræver billeder at beskrive fuldstændigt! Vi tog på tur ned ad floden i en fin lille kano, hvilket var både en flot men skræmmende tur. Pga. kæmpe mængder regn var floden for kun en lille måned siden gået over sine bredder i et kæmpe omfang og sammen med mudderskred havde det forårsaget kæmpe ødelæggelser inklusiv dødsfald, som vi så resultatet af overalt langs floden. Vi nåede vores destination, et lille dyrereservat for nogle af regnskovens truede dyrearter. Her så vi både forskellige aber, papegøjer, skildpadder, vilde grise, katte-panter-agtige dyr, som jeg ikke kan huske navnet på og mange andre fantastiske dyr. Her var mange sørgelige skæbner, for enten var dyrene holdt ulovligt som kæledyr eller fundet på det sorte marked, og derfor havde mange af dyrene lidt overlast og var blevet enten fysisk eller psykisk handicappede. Med tankerne fulde af nye perspektiver drog vi hjem igen, og indtog aftensmad i lodgen - her stødte vi overraskende sent på junglens første vildt klamme insekt, og Kristian havde den blandede fornøjelse af at være offeret. En gigantisk billelignende ting fløj lige ind i hovedet på ham, landede på bordet og flygtede ind i en krog - det viste sig at være en bille så lang som en mands hånd, med kæber så store, at selv den muskuløse og macho-seje unge fyr Pedro i lodgen ikke engang turde holde den - auch! Den aften så vi også en kæmpe tarantel, som Charlotte modigt fik på armen, jeg skulle ikke nyde noget.
Baños - Bedre end tivoli
Dagen efter tog vi til Baños, der er en lillebitte aktiv by for foden af en smuk vulkan. Vi tog på vandfaldstur for at se de 4 flotteste vandfald. Ved et af vandfaldene kunne man komme i Cable Car (løst oversat kabelvogn) over en laaaang og meget dyb skrænt og helt hen til vandfaldet. Det kostede kun 1 dollar, så selvfølgelig skulle vi prøve det, og på trods af mange hvin og en pludselig højdeskræk var det en sjov og temmelig nærdøds-agtig oplevelse. Vi endte turen med 1000-vis af trappetrin ned for at se vandfaldet El Diablo (djævlen), der var enormt imponerende, ingen af os havde set noget lignende før, og det var alle trinene værd, selvom opturen var ufattelig hård. Næste dag tog mig og Charlotte tidligt om morgenen på raftingtur sammen med 4 andre fra gruppen - det var en vild, våd og meget adrenalinpumpende oplevelse, som jeg bestemt skal prøve igen!
Private tour
I dag er vi kommet til Quitos 3. Støste by Cuenca efter en bustur på lidt over 10 timer. Vi havde lejet en privat bus, så vi har holdt en masse stop undervejs for at se: 1, Quitos største bjerg. 2, et meget lokalt marked, hvor vi var de eneste turister, og hvor vi kunne se med egne øjne, at ecuadorianerne vitterligt bruger alt fra dyrere (der lå et helt alpacahoved samt øjne, klove og tarme på flere af skrænkerne). 3, Ecuadors ældste kirke, en ældre dame på næsten 500 år. 4, Incapirca, Ecuadors eneste inkaruin og deres svar på Machu Pichu, der med vores guide i spidsen viste sig at indeholde meget mere, end den først synede. Alt i alt en dejlig dag på trods af den lange køretur, og nu glæder vi os til at nyde den sidste uges tid med gruppen, som I må høre mere om en anden gang, jeg har allerede skrevet alt for meget, så håber ikke, at I bliver alt for trætte af de lange blogindlæg ;)
Billeder fra junglen, Baños samt rafting kommer forhåbentlig i morgen, men vi lover ingenting.
Mange kærlige rejsekram Camilla :D
- comments
kathrine har lige læst det hele, og syntes det lyder super spændene :) forsat god tur.
Gitte Hej søde Camilla og rejsekammerater. Jeg skal love for at I får oplevet noget, det er spændende at følge hvad i oplever. Synes bestemt ikke bloggene er for lange, hellere det end at vi slet ikke hører fra jer ;o) Ha' det godt. Knus Gitte
Carsten Hej unge mennesker. Der er godt nok gang i jer. Det lyder vildt, spændende, interessant m.m. Jeg bliver helt misundelig ... fortsat go' tur. Knus Carsten.
Lotte Hej med jer ! Lyder godt at alt stadig er under kontrol. Ih, hvor I dog oplever meget.. Fortsat god tur... Knus Lotte (FASTER) P.S. Kristian : Skulle hilse fra farmor og farfar