Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har i Cienfuegos boet på et gammel palads bygget af en af de mange gamle sukkerbaroner, som har huseret på Cuba. Stedet er fantastisk smukt og på en måde fortsat turist-jomfrueligt. Der er tydeligvis langt flere til at servicere turister, end vi er turister til på hoteller og restauranter. Det nyder vi selvfølgelig godt af, for vi skal sjældent dele restauranter, barer, seværdigheder og strande med mange andre, men konsekvensen er også, at hvor vi end går, bliver vi konstant passet op for med tilbud om alt fra transporthjælp og gode cigarer (til nydelse både ind- og udvortes) at krejle vores CUC (turist møntfoden). Og så er der selvfølgelig også klassisk tiggeri.
Fattigdom er et gennemgående samtaletema i mellem os. Vi er enige om det charmerende ved at opleve den tilsyneladende glæde og mangfoldighed, der er her, på trods af den åbenlyse mangel på midler, der kun gør det muligt at klare sig på det, vi betragter som et eksistensminimum. Snakken går naturligvis i første omgang på at definere eksistensminimums basale niveau. Aflæst på vores vestlige skala vil vi ikke være i tvivl om, at hovedparten af befolkningen vil falde under denne skalas nederste niveau med fare for at nå de advarende blinkende lygter i bunden. Men man ER alstå i live, og man er i live, så man griner og danser, men også knokler og klarer sig med det man nu har. Interessant nok er levealderen (officielle tal) 78 år for mænd og 80 for kvinder. Noget højere end i Danmark. Og her drikker man endda rom og ryger cigarer, så det er en lyst!
Selvfølgelig vil det være uforskammet naivt at romantisere forholdende her og ophøje det som en bestræbelsesværdig tilværelse, når det er set gennem en turistbrille og oplevet på bare 5 dage, endog levet i på hoteller som den menige cubaner aldrig kan (eller må) få adgang til. Det er imidlertid stadig kilde til diskussion hvor lidt materiel formåen kan have af betydning, når succeskriteriet for dagen handler om at skaffe mad til livets almene opretholdelse. Så er det for så vidt ligegyldig om transportmidlet man har til rådighed hedder en Lada, før-revolutions model Chrysler, cykel, hest med kærre eller gå-ben. Man skal nok komme frem og nå det der skal nås.
Med forarmelse kommer oprør. Tryk avler modtryk. Vi ser det ikke. Vi ser ikke politi eller militær for den sags skyld. Men det må jo være her. Eller også er der en effektiv selvjustits, eller også er der ikke. Vi ser det som sagt ikke.
Hvad vi ser er derimod markarbejdere der med 2 forspændte okser trækker en 1-radet plov, som vi gjorde for århundrede siden, muldyr eller heste der trækker vogne belæsset med høsten eller halmen, hvis altså ikke samme vogne fungerer som lokale busser fragtende på de uniformerede børn til og fra skole. Vi ser "landbrugsejendomme" hvis bygningsstandard end ikke vil være gået hjemme i vores ellers så Christania-lignende nabokolonihave. Her er tale om 4 vægge og et bliktag.
Vi ser også en fantastisk natur som på en eller anden måde tilgiver alt det grimme, som menneskerne skaber og efterlader, som oftest skabt i russer-inspireret beton. Alverdens træer og planter og dyr findes her i et tilsyneladende overflødighedshorn, som retfærdiggør at man måske ikke lige har temaet naturbevaring med som fokusområde i 5-års planen - og de mange forrige. Vi ser med begejstring de mange ørne som majestætisk lader sig svæve på de varme opvinde, men får af vores lokale taxachauffør hurtigt punkteret denne begejstring. Han fortæller at de i lighed med Skarven hjemme betragtes som et forhadt skadedyr for den slår alle mindre småfugle ned og har derfor næsten udryddet alle andre fugle i dette område. Nok ikke helt tilfældigt at de kalder disse for amerikanske ørne.
Efter Havana er vi kommet i lidt mere "ferie"-mode. Vi har været på stranden, lejet en taxa for en dag for at køre op i bjergene og så har vi set et utroligt flot delfinario-show, bl.a. med Jacob som hovedaktør. Vi nyder det fortsat, og har det rigtigt godt. Vores største problem er måske nok at få julestemningen til at indfinde sig, selvom vi ser både juletræer og jesus-barns opsætninger overalt. Men det går jo nok?
Kærlige julehilsner
fra de 4 eksildanskere på Cuba
- comments