Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg havde ikke helt ret med hensyn til temperaturen oppe i hoejderne, morgen og aften er det koldt men i loebet af dagen er det ofte varmt, isaer pga den skarpe sol der er her Peru og Bolivia.
Som sagt forlod vi lavlandet og bevaegede os op i bjergene til et omraade der hedder Colca Canyon, paa vej dertil kom vi lige forbi et punkt der var 4800 m over havet, flere fra gruppen fik det daarligt og havde svaert ved at traekke vejret. Selv proevede jeg lige at loebe et par hundrede meter, efter ca 50m var der aandenoed, og jeg stoppede det lille forsoeg.
I Colca Canyon valgte min krop lige at brokke sig, ved at give mig feber, diare og en massiv hovedpine ligegyldigt hvor meget vand jeg drak. Paa trods af det valgte jeg alligevel at tage med paa en vandretur op af et bjerg og dagen efter tage ud for at se kondorer. Vandreturen gik fint nok, men dagen efter paa turen for at se kondorer, fik jeg det daarligt og bare det at gaa et par hundrede meter var haardt. Fik dog set et par kondorer, saa det var det vaerd selvom jeg maatte springe resten af dagens aktiviteter over, og blive paa hotellet og sove.
Dagen efter at have haft det saa daarligt skulle vi have en natbus mod Cusco, natbussen var dog ikke saerlig god og det sammen med sygdommen gjorde at jeg ikke fik sovet, og jeg blev hele dagen i sengen i Cusco, indtil om aftenen hvor vores guide ringede efter en doktor. Han gav mig en recept paa 4 forskellige slags piller jeg skulle tage i en uges tid, og paastod at jeg havde typhoid fever, hvilket jeg har faaet en vaccination imod.. Han sagde dog det samme til at par andre fra gruppen, men vi tror alle det var en omgang salmonelle vi havde faaet, heldigvis hjaelper de samme piller mod det, saa allerede dagen efter havde jeg faaet det lidt bedre. Stoerste problem var dog at vi skulle afsted mod inka trail til Machu Picchu tidligt naeste dag, og jeg var stadig for syg til at kunne klare det, og jeg kunne derfor kun haabe paa at jeg ville blive rask nok i loebet af en enkelt dag og nat til at kunne tage med. Om morgenen den dag vi skulle afsted stod jeg tidligere op og proevede at tage en gaatur rundt i Cusco, og paa trods af at jeg stadig foelte mig svag, valgte jeg at tage med alligevel. En beslutning som absolut ikke fortryder! Den 4 dage lange vandre tur til Machu Picchu var helt fantastisk, foerste dag var dog haard for mig, men jeg brugte dagen paa at spise, drikke saa meget vand og coca te som overhovedet muligt, og selvfoelgelig stadig tage de piller jeg nu skulle tage. Det betoed at jeg resten af vandreturen havde det fantastisk helt uden symptomer fra sygdommen, og derfor maaske havde den bedste tur mod Machu Picchu af alle fra hele gruppen.
Selve turen kan ikke beskrives med ord, man skal proeve det foer man forstaar det, det eneste jeg kan sige er at det nok er det flotteste landskab jeg nogensinde har set i mit liv, og samtidig det at vaere sammen med en god gruppe gjorde selv de lange dage med 8 timers vandring op og ned af bjerge til en leg. Naar jeg engang faar lagt billederne op fra turen haaber jeg at i maaske faar en ide om hvor fantastisk det var.
Efter inka trail og Machu Picchu gik turen tilbage til Cusco, og vandreturen og det at jeg var blevet rask skulle da helt klart fejres med en bytur, billige oel og billige drinks betoed at den ikke fik for lidt gas, og dagen efter var da ogsaa med toemmermaend der var en god bytur vaerd.
Fra Cuscu tog vi videre til Lake Titicaca der baade er en del af Bolivia og Peru og samtidig er verdens femte stoerste soe, her skulle vi overnatte hos lokale familier der boede paa en oe midtude paa soeen, og ligesom i Mellemamerika var det en god oplevelse. Foerst skulle vi spille en fodbold kamp mod de lokale, hvilket man roligt kan sige er ekstremt haardt naar man er i 3800 meters hoejde, men vi klarede os nogenlunde alligevel. Derefter blev vi iklaedt lokalt tradionelt toej og skulle laere en dans af de lokale, hvilket var temmelig underholdende, isaer for de lokale. Efter en lang rejse dag, fodbold og dans var det hjem til familien vi skulle overnatte hos, faa noget aftensmad som smagte rimelig godt, og direkte i seng efter det, dog naaede vi lige at vaere lidt sammen med boernene i familien. Naeste dag var det tidligt op og videre til La Paz i Bolivia, med et frokost stop i Copacabana.
I La Paz er der ikke saa meget at lave udover en mountainbike tur paa death road, shoppe eller gaa i byen. Selvfoelgelig tog jeg da en tur paa death road sammen med 3 andre fra gruppen, foerste del var paa asfalt hvor man uden problemer koerte mellem 60 og 70 km/t, og anden del var paa selve death road som er ikke saerlig bred vej der udelukkende er grusvej, her var farten lidt lavere, men steder kom vi da nok op paa 40 km/t. Selvom navnet lyder rimelig foruroligende var det ikke saa slemt, dog pumpede adrenalinen rundt i kroppen det meste af turen, og isaer naar der kom huller i vejen man ikke kunne undgaa, eller skulle koere uden om et stenskred, og alle de steder hvor man kunne se op til flere hundrede meter lodret ned fra kanten af vejen. Men oplevelsen var fantastisk og endnu en gang, naar man havde tid, var det en fantastisk udsigt alle 62 km.
Det er nogenlunde alt der er sket siden sidst, og i morgen forlader vi La Paz for at tage imod Bolivias hovedstad Sucre, endnu en by hvor der maaske ikke er saa meget at lave. I La Paz var der dog 6 piger der forsvandt fra gruppen og 5 nye piger der er hoppet paa med turen videre til Santiago, Chile. Samtidig har vi faaet en ny guide som virker rigtig god, og han har formentlig nogle gode/skoere ideer til hvad vi kan lave i en hovedstad. Det vil i hvert fald finde ud af naeste gang det er tid til at skrive et blogindlaeg.
- Jesper
- comments