Profile
Blog
Photos
Videos
Turen fra Palenque til San Cristobal de Las Casas blev ikke saa kort og smertefri som vi havde regnet med. Vi havde faaet arrangeret det saadan at vi undervejs skulle se nogle rigtig fine vandfald hvilket ogsaa var tilfaeldet. Derefter skulle vi saa koere 4 timer i bus for at ankomme midt aften. Hvad der derimod skete var at vi blev 3 timer forsinket da vi undervejs blev stopet af politiet der ville give os politi ekskorte videre da de mente der var oproerer i omraadet! Efter nogen tid lod de os dog komme videre hvorefter vi meget sent ankom til vores hostel.
Det var et noget flippet hostel med sin helt egen charme, hvad vi foerst opdagede senere var at vi igen igen havde fundet os et hostel hvor hash var mere normalt end rindende vand. Vi flyttede derfor over til et hostel paa den anden side af gaden. Her tog en utrolig soed gammel muddi imod os med ild i pejsen og billige vaerelser. Derudover tog hun sig ogsaa af muddis fod, gav den massage, udlaante sin egen stok og anbefalede salver.
San Cristobal har nok vaeret den by der har gjort stoerst indtryk paa mig, da den bare er saa forskellig fra alt andet! Det er en forholdsvis lille by, hvor 60% er indianere, 25% zapatister og de sidste 25% europaere. Indianerne gaar stadig klaedte i deres traditionelle dragter og kommer hver dag fra de smaa landsbyer omkirng for at saelge deres frugt, groent og alverdens handlavede souvenirs til os turister. De lavede de flotteste haandvaevede taepper, frugtbarheds boenne kaeder, kernelaeder tasker og derudover solgte de ogsaa toej som det de selv gik i.
Hvad angaar zapatisterne er de en historie helt for sig. Zapatisterne er den oproersgruppe der holder til i mexicos stat chiapas. De kaemper efter sigende for indianernes rettigheder da de forhen blev set paa som andenklasses borgere og ikke havde ret til hverken uddannelse eller hospitaler. Problemet er bare at staten mener de skaber uro og derfor sender sine tropper ind for at skabe ro hvilket kun provokere dem ednu mere hvorefter det som regel ender i kamp. Sagen i sig selv er jo god nok, men efter hvad jeg kunne forstaa er der i virkeligheden ikke mange idianere der stoetter zapatisterne da de mener det er blevet for voldeligt og de i bund og grund lever fint i deres msaa indianer samfund hvor de har deres egne love. Et andet problem er og europaere der ankommer og vil goere det saa godt hvorefter vi i virkeligheden kun skaber flere problemer fordi vi kommer med nogle meget anderledes ideer om hvad demokrati og ligestilling angaar.
Det var egentlig ikke fordi var lavede specielt meget i San cristobal ud over at gaa rundt og opleve stemningen og se paa folkene og saa selvfoelgelig shoppe i vildskab :) En eneklt dag tog vi dog paa en tur ud til to indianer byer for at se hvordan samfundene fungerede derude. I den foerste landby saa vi hvordan kvinderne vaevede de flotte faverige taepper og hvordan husene var lavet af mudder og koekkenet var et baal med en stor metalplade over. I den anden landsby besoegte vi en helt speciel kirke. Paa kirkegaarden var korsene i tre forskellige farver, blaa for doede boern, sorte for maend, og hvide for kvinder. Kirken var en katolsk/mayansk kirke hvor en katolsk praest til dags dato ikke har sat sine ben. Kirken har hverken taler stol eller baenke, men er bare et stort rum med altertavle og dukker af de forskellige helgener langs vaeggene. Paa gulvet sidder saa de bedene, hvor de saetter et sted mellem 50 og 100 smaa stearinlys op i forskellige farver. Ved siden af sig har de fleste et juice, en sodavand, en flaske med noget ubestemmeligt og tre aeg. Det er hvad de skal bruge til deres ritual. Ritualet i sig selv er noget underligt og svaert at forklare, men det foregaar saaledes at de alt imens de siddende paa knae og beder, begynder at hyperventilere. Indimellem tager de saa en taar af de forskellige medbragte drikkevarer (foerhen var det nogel helt spcielle euforiserende drikke af plante udtraek men da det ikke laenge er let tilgaengeligt bruger de juice og sodavand), hvad der dog er i den ubestemmelige flaske er en drik der hedder posh, som er en staerk alkohol drik, noget i stil med snaps. Dendrikker de saa imens de hyperventilere, i den intention at haeve deres puls, da de mener at foerst naar pulsen er utroligt hoej kan man komme i ordenlig kontakt med guderne/aanderne. Disse folkderudfoere dette ritual kaldes pulstagerne, hvilket man tydeligt kan se da de hver 2 miut tager deres egen puls. Til slut smadre de aeggene i gulvet som en slags offergave. En virkelig speciel oplevelse, selvom man foelte man var lidt i vejen ved at vaere tilstede under noget saa specielt!
Selvom indianerne er utroligt flotte i deres toej og maade at saette deres haar paa, saa er det tydeligt at der er utroligt mange fattige. Mange har ingen sko og du bliver konstant antastet af tiggende boern eller indianerkvinder der vil saelge dig noget. Vi blev saagaar jagtet af en indianer kvinde der ikke ville give op med sine fine stoffer.
- comments