Profile
Blog
Photos
Videos
27.04.2014 søndag(snart mandag)
Vi er nu i 10 km. højde og jager hjemad med ca. 930 km/t over Jordens overflade sådan ca. i Norskehavet ud for Kristianssand - så vi er ved at være lidt fly-møre. - Grunden hertil blev lagt i går da vi fløj 5 timer fra Honolulu til San Francisco. Vi fløj fra øerne ved 14-tiden og 5 timer senere var vi fremmen - men da var kl. 22-23 i San Francisco. Heldigvis havde Morten arrangeret det så fint, at der stod en chauffør, som hotellet havde skaffet til vort navn, med en lækker-lækker SUV , og som vi nød at køre ind til det 5-stjernede historiske Fairmont Hotel i. Vi var småsultne og bestilte lidt natmad på kammeret, hvis interiør kan ses på billederne. Men det var bare ren kvalitet, var det ! SUPER-SERVICE.
Vi sov godt til op ad formiddagen idag.
Før vi gik ud i den spændende by beså vi lige hotellet. Det er meget flot beliggende øverst på Nob Hill og hjemsøges foruden af os - så også f.eks. af hr. Obama når han er i byen. (Til info: Irene og jeg 'opdagede' hotellet for 24 år siden, hvor vi dansede til et sjovt jazzorkester i "The New Orleans Room"). Vi spiste morgenmad på amerikansk maner i noget der hedder Honning-Honning. Det viste sig at være et meget populært sted for unge mennesker at spise morgenmad - der ved 11-12-tiden! Der var vældig gang i både snakken og butikkens omsætning. Og det var ganske godt! -Absolut - . Margit har hver eneste gang, vi har været på restaurant, i den grad akklimatiseret sig og faldet ind i rollen som den garvede globetrotter, der er vant til hele tiden skiftende udfordringer og oplevelser.
Vi gik ned til - og når jeg skriver NED så mener jeg det meget alvorligt - det gik stejlt ned - til Union Square og steg på sporvognen, som førhen var trukket af heste, men nu er afløst af stålwirer, forsænkede ned i vejen og som derfor her hedder Cable-Car. Vi talte lidt om, hvad sårn' en bette tur mon kom til at koste? Ja, jeg talte, at jeg havde 6 kvartdollar I lommen. Nu kunne vi se ....... Det kostede 6 heldollars pr. person for en (ligeud) enkeltbillet !!!!! Men så fik vi os også en tur op og ned ad de mange stejle bakker, byen er bygget på. Ved havnen steg vi af - vi skulle af - da de skulle vende vognen på en skive. Men det tog en pokkers tid, før vi igen kunne komme med een opad - og da vi skulle være ved hotellet kl 14 efter vor bagage og med den specielt til os bestilte schuttlebus - så tog vi en taxa tilbage. Damen, der havde hentet vor bagage på de to værelser og som nu også befordrede det ud til bilen lod mig "diskret" vide, at hun synes, vi havde mange og meget tunge kufferter. Så der er altså noget, vi skal lære - det er umoderne at slæbe ubrugeligt tøj med på tur: kun det allermest nødvendige - og det VED vi - er ikke ret meget!
Vi var i lufthavnen 3 timer før afgang og kunne nu slappe helt af - nogle med sushi - og andre med dejligt Samuel Adams fadøl. Margit nød også at kunne få plads til at lege og 'gå' rundt.
Om 2 timer og 45 ankommer vi til Kastrup - så er de knap 11 timer gået så godt som de nu kan under disse meget sammenklemte omstændigheder. "Takket være SAS klumring" har vi ikke fået vore oprindeligt bestilte pladser, men er blevet klemt inde på både ud og hjemturen. Nå, det går jo alligevel. Margits forældre har trukket store læs og den lille søde pige har klaret alle flyveture og andre udfordringer fantastisk flot !!!! Men der er helt sikkert et par trætte forældre, der lander.
Vi glæder os alle til gensynet med familien ❤ det er ret længe, at være væk i en måned. Nu skal jeg i gang med Laura ⛵⛵⛵⛵⛵ Det glæder jeg mig til - og mon ikke jeg også skal se, om ikke græsset skal slås?
Foråret er kommet til vort kære land - nu skal vi nyde det !!!!
EFTERSKRIFT:
Vi landede kl. 1245 i Kastrup. Fik vor bagage uden klager. Sagde farvel og tak for en dejlig tur til Louise, Morten og Margit. Blev hentet af Louise (Kristian). Var med til at hente Ingrid i vuggestuen. Fik hilst på Ellen og Kristian. Kørte straks videre til Odden og kom med kl. 1745 til Århus. Ankom til Strandgårdshøj kl. 1950, mandag, den 28. april 2014. TAK FOR EN DEJLIG 7. REJSE TIL HAWAI'I.
Og se så lige denne solnedgang! Kan I huske den fra Lahaina på Maui ?
Vi kan også i Ebeltoft !!!!
- comments