i hjertet af ho chi minh city ogsaa kaldet saigon sidder jeg i et rodet baglokale af en nuddelsuppe-restaurant og forsoeger i stegende hede at skrive vores tredje blogindlaeg. Der haenger en gammel fan i loftet, men det forhindrer ikke temperaturen i at forblive dn samme som udenfor - 30 grader. I baggrunden er der en vietnamesisk haandvaerker, der forsoeger at lappe et tag sammen med noget, der ligner pap og en boremaskine, mens tjenere loeber ud og ind med varm pho, suppe, og den lokale let-oel saigon, der tylles ned for omkring 14.000 vietnamesiske dong, 4 kroner = prisen, hvis man spiser fint. Det er dog slet ikke noedvendigt, hvis man giver sig hen til den nationale kogekunst, der giver proever paa sin klasse paa hvert et gadehjoerne, baggard og fortorv. Her kan man fylde sig med smagfulde supper med fisk, kylling, nudler og friske foraarsruller for under en dollar - hvis man toer. For de vovede, hvem vi endnu ikke ser os selv som en del af, er der her ogsaa et udvalg af konkyliestore snegle, insekter og andre "gevaekster". Maden bliver spist, hvor den bliver tilberedt - paa fortovet, hvor de lokale sidder i plasticstole eller paa en af de 5 mio. scootere, der er i den 8 millioner store by.

Det er en fattig by. sent om aftenen, naar vi sidder og spiser render der boern rundt i gaderne for at saelge...alt. mest skrammel, der ikke levner turister mange chancer for at koebe for andet end medlidenhed. Boern ned til 5 aar render ind imellem scootere og biler og ud i det pulserende natteliv for at tjene et par tusind dong. De boern, der er for gamle til selv at gaa sover en tvivlsom soevn paa mors arm, mens hun forsoeger at saelge en farvestraalene maskinlegetoejspistol til en 60aarig mand. Paa et gadehjoerne samles europaeiske turister for at se en ikke meget aeldre dreng sluge ild i et farverigt kostume, mens folk klapper og hujer. En lokal anslog idag, for mig, at den almindelige loen hos dem vi ser paa gaderne i de daarlige jobs er 50.000 dong om dagen, 2,5 usd. Uden nogen skat kan det derfor ikke undre nogen, at det offentlige sygehus ikke er meget renere end gaden udenfor og madrasserne i sengene lavet af trae. Man undgaar ikke blot at taenke, men maaske endnu vigtigere at foele hvor heldig man selv er.

Man kan bruge lang tid paa bare at sidde og glo paa trafikken og livet i gaderne (specielt, naar oellene er saa billige). der er en ekstrem hektisk puls, hvilket maaske mest skyldes de 200 scootere, der hvert andet sekund passerer een, dyttende uden synligt formaal. jeg var i starten imponeret over, hvor faa skrammer folk fik, og hvor let trafikken trafikken gled. det var dog kun indtil vi bumpede ind i et par australiere, der havde laest at, der paa et par aar havde vaeret et astronomisk antal doedsfald. Det er mere sikkert at sidde i en taxa end de berygtede scooter-taxaer, der "sagtens" kan have 2 turister siddende bagpaa. "Cheap, very cheap" - ja tak. Det sagde hun ogsaa igaar paa det kuloerte gadehjoerne (og saa er det desvaerre ikke engang loegn).

Vi boer paa et homestay i den centrale del af byen. Man finder dog aldrig ud af, hvornaar man bevaeger sig vaek fra det centrale saa det er i grunden lige meget. En familie driver et lille hotel, hvor de ogsaa selv bor. En gammel dame, som maa vaere den aeldste sidder om aftenen og smiler, naar vi kommer hjem fra aftensmad. Det er et skoent folk, fornemmer man. Vi har endnu kun faaet et spaedt indtryk, da vi foerst ankom for 3 dage siden, men de foerste indtryk begynder saa smaat at daemre nu. Imorgen rejser vi en tur til mekong-deltaet og ser flydende markeder, rismarker og mingler med den lokale landsbybefolkning. Naar vi kommer tilbage til saigon om et par dage rejser vi op ad kysten mod hanoi (en hop af og paa busbillet koster 750.000 dong, 44 usd fra syd til nord, 2000 km).t er ioevrigt en rar foelelse altid at ve et pa millioner paa lommen.

Vi er kommet lidt sent i gang med Vietnam. Det var saaledes kun meningen at Thailand/bangkok skulle vaere et springbraet videre. Saadan gik det ikke! Vi var traette efter ankomsten og oerne i det sydlige thailand virkede som det oplagte sted at dase, snorkle og ikke mindst at laese i vores bibel, lonely planet, for at forberede os lidt paa, hvad der ventede. Efter 3 dage kunne min mave aabenbart ikke mere, og i en bungalow paa den lille oe koh Tao laa jeg med 40 i feber i 40 graders varme uden air con, men med en lille fan, der ikke rigtigt magtede opgaven. Katrine tog arbejdshandskerne paa midt om natten klokken 2 og loeb ud paa gaden for at finde en laege. Imens loeb jeg frem og tilbage mellem hullet i jorden og sengen, der ikke rigtigt var en seng, men mere en art "plade". Noget krydsfiner maaske, boeg - hvad ved jeg. I kan nok regne ud hvilken elendighed det var! Ude paa badevaerelset sad der en leguan paa en lille halv meter paa en loftsbjaelke og overvaagede mit renderi - ikke videre morsomt. Og slet ikke, naar man som jeg med min blurfaerdige natur ikke kan, naar andre kigger paa. Naa, katrine kom tilbage og jeg blev eskorteret til et lokalt laegehus paa oen. Her blev jeg modtaget af en blandet landhandel, der blandt andet indkluderede to ladyboys forklaedt som sygeplejesker (den ene med en frygtelig skelen), der havde et eneste raad - "Just take paracetamol!".Katrine var ved at gaa amok, hun blev hurtigt en pain in the ass paa de to panodil-hyldere. Det gik ikke helt, og naeste dag kom jeg med en baad til en stoerre oe, koh samui. Et fremragende hospital, med en suite af et vaerelse. Nu er jeg helt paa toppen, saa nu er alt i skoeneste orden igen.

the end