Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har i dag haft vores aller sidste dag i praktik på Mercy in Action, hvilket har været noget af det sværest. Vi havde begge to forventet og forberedt os på, at det ikke blev sjovt at tage afsked med de dejligste børn i hele verden - meeeen at det ville gøre så ondt, det kunne man ikke vide på forhånd. Vi har den seneste uge gjort børnene klar over, at vi snart skulle hjem til Danmark igen, da vi ikke ønskede, at det skulle komme som en overraskelse. Børnene har udover det sædvanlige været mere om os, vi kan simpelthen ikke få krammer nok, og det er jo bare så dejligt.
I går torsdag slæbte (bogstavlig talt) Kia og jeg ting og sager med, som vi havde i huset, som vi ikke ville tage med til Danmark igen. Vores tøj er jo totalt ødelagt og forvasket, men det gjorde intet, for børnene var et stort smil, da de hver især fik 2-3 stykker tøj og sko. De var glade, kan i tro, og det var en glæde for os at se, at nogle af børnene kunne få et par sko og en trøje at tage på. Omkring halvdelen af vores børn har ingen sko, og de kommer nogle gange med dybe revner under fusserne, fordi de vandrer omkring barfodet. Vi havde udover det medbragte tøj også været ude for at købe 32 fine armbånd, som skulle minde børnene om den tid, som vi har haft sammen - "memory" som børnene kalder det. De blev glade og gik derfra senere på dagen, som havde det været juleaften. Der skal ikke meget til for at glæde børnene, og det er jo fantastisk! Udover det lavede vi drager i går af sytråd, tynde pinde fra en kost og plastikposer - SUCCES! Børnene nød det og fik lavet adskillige, om de senere hen sælger dem på gaden vides ikke, men de havde det sjovt og hyggede sig, og det er jo det aller vigtigste.
I dag møder vi så op på arbejde velvidende om, at det er vores sidste dag. Vi bliver som sædvanligt modtaget med knus og kram af alle ungerne, hvorefter vi går med Carol, som er socialworker på drop in centeret, ud i slumkvarteret for at give gaver. Vi havde pakket poser med mel, ris, spaghetti, tøj, sæbe, puder, tæpper, sengetøj og meget mere til familierne til nogle af børnene, som er tilknyttet drop in centeret.
Først gik vi hen til en familie, hvor to af drengene kommer på drop in centeret - en på 9 år og en på 13 år. De blev utrolig glade for tingene, og nabolaget i slumkvarteret samlede sig omkring os for at se, hvad vi kom med. Derefter gik vi over til en anden familie, hvoraf to af drengene også kommer på centeret - en dreng på 10 år og en dreng på 15 år. Derudover har de en lillesøster, som er omkring 5 år, der fra tid til anden kommer forbi. Den største af drengene var hjemme, da han har fået til opgave at samle og sortere skrald med sin far. Dette har han gjort i omkring 2 måneder, derfor har vi ikke set ham længe. Til sidst gik vi over til den sidste dejlige familie - her bor en mor og en far med deres 8 børn, hvoraf 6 af dem er tilknyttet centeret (11 år, 12 år, 13 år, 14 år, 15 år og 16 år). 4 af børnene var på dette tidspunkt hjemme. Alle for enten at passe på de to helt små på 2 og 3 år eller for at sælge ting på gaden. Moren her blev også meget glad for de ting, som vi havde med til dem. Til at starte med var det kun en af børnene fra centeret, der var hjemme, men han fik hurtigt hentet sine søskende for at sige, at Kia og jeg var der! Det var en rigtig hård afsked, da det er nogle af de børn, som vi har den tætteste relation til. Tårerne kunne ikke holdes tilbage, og børnene blev også kede af det. Carol spurgte forældrene, om de ikke måtte komme med til outing i "Funland", som er en stor legeplads med diverse gynger. Børnene skulle først arbejde, men hvis der var tid, kunne de komme. Det gjorde de heldigvis! Med sig havde de små gaver til os, vi fik et perlearmbånd hver og et hårspænde. Ting som de sælger for at få hverdagen til at køre rundt, hvilket den jo så alligevel ikke gør, så det var helt fantastisk og viser tydeligt hvilken godhed Filippinere indeholder. Vi var herefter i "Funland" med omkring 25 unger - og det var super hyggeligt. Der blev taget afsked, vi blev bedt for, børnene holdte taler for os, der blev grædt, og vi fik hver endnu et armbånd af organisationen.
Vi GLÆDER os allerede nu til at vende snuden mod Filippinerne igen for at besøge vores dejlige børn! Man føler, at man er blevet mor til 30 børn, og derfor er det så hårdt at forlade dem. Vi ved, hvor meget modgang børnene har, og derfor kan man ikke undgå at føle, at man svigter og forlader dem. De vil altid være i vores hjerter.
Nu vil vi bruge de resterende 19 dage på at rejse rundt på Filippinerne; Malapascua, Boracay og Palawan!! Det får i højest sandsynligt ikke noget blogindlæg om, da vi er for dovne til at tage os sammen til at skrive herinde. Men nu varer det jo alligevel ikke længe før, vi er hjemme igen. Det er sygt at 6,5 måned er gået så stærkt - tiden er fløjet afsted!!!! Vi er meget splittet. På den ene side vil man gerne hjem til DK til familie, venner, et varmt bad, rene fødder, DANSK mad, en dyne og aaaaaalt muligt andet - MEN på den anden side kommer vi til at savne børnene, de andre danske studerende (vores lille dansker samfund), det gode vejr og den filippinske kultur med den sødeste og mest imødekommende befolkning.
- comments