Profile
Blog
Photos
Videos
Efter New Orleans var planen egentlig, at vi skulle ned til Floridas badestrande med sommer og sol. Denne plan ændrede vi dog en smule, ret impulsivt inden vi kørte: Et par uger forinden havde adskillige tornadoer hærget Alabama plus andre stater og forårsaget nogle af de værste tornado ødelæggelser USA har set i 40 år. Vi tænkte at, hvis vi nogensinde skulle være med til at hjælpe et tornadoramt område og ligesom sé det, med egne øjne, så var det nok nu. Derfor satte vi kursen nord-østpå i ca. 3 timer og ankom til den værst ramte by af dem alle: Tuscaloosa. Katastrofen havde allarede krævet mange liv og mange var stadig eftersøgt. Her kom vi i kontakt med nødhjælps-organisationen "World Vision", som hurtigt sagde ja tak, til et par ekstra hænder. Opgaven var rimelig simpel: Del mad og vand ud og hjælp til så godt som muligt, hvis der er noget, der skal ordnes. Det er svært at beskrive, hvad man føler når man ser sådan et område, der bogstaveligt talt er jævnet med jord, træer og el-ledninger i et stort kaos. En ting er at se det på TV, men at se det selv er godt nok vandvittigt, langt værre end man forestiller sig.
Da vi til sidst på eftermiddagen lukkede stedet ned, var vi blevet tilbudt kost og logi sammen med World Vision. Vi skulle bare lige følge efter deres kæmpe firehjulstrækkere derhen. -Nemmere sagt end gjort i en forholdsvis stor amerikansk by, i myldre tiden. Vi blev selvfølgelig "tabt" bag et rødt lys og kunne desværre ikke finde dem igen. Derfor prøvede vi, at køre rundt til de forskellige lejre for at høre, om de skulle vide, hvor WV's lejr var placeret. - Også uden held. Til sidst stødte vi dog på en utrolig flink og næsten jævnaldrende amerikansk kvinde, som tilbød os, at vi kunne sove hos hende og hendes mand. Det valgte vi kort efter at takke ja til. Hos det superflinke og unge ægtepar på ca. 23 år, fik vi både øl og morgenmad. De fortalte os deres historier om, hvordan de havde oplevet tornadoen på nærmeste hånd og bare bedt til den ikke skiftede retning mod deres hus. De fortalte også at tornadoer i området var forholdsvis normalt, dog bare ikke ind midt igennem byen. Da de dagen efter tilbød os, at tage med dem i kirke sagde vi faktisk ja tak. Bare lige for også at se, hvordan det foregik. Hele ceremonien var selvfølgelig meget påvirket af katastrofen, men alle var glade og mange kom hen for at takke os for hjælpen. Bagefter tilbød de os frokost, men vi takkede dog pænt nej og forsatte vores tur mod Florida.
Florida var et godt stykke væk og vi var nødt til at dele stærkningen op i to. Derfor overnattede vi i stats hovedstaden Tallahasse. Deværre kunne vi ikke rigtigt finde en campingplads med telt pladser, så vi kørte et par kilometer ind i en nærtliggende skov, for så bare at sove i bilen. Fugtigheden var omklamrende og alt for varmt til at sove med vinduerne lukkede, så det blev med vinduerne halvt på glem og myg indendørs. Der sad vi så og så "How i met your mother" til kl. 24, da der pludselig kom en bil rullende ind bag os. Vi kunne høre to bildøre smække og så de to skikkelser forsvinde ind i skoven i bulder mørke. Om det var krybskytter eller hvad det var viste vi ikke, men vi valgte dog hurtigt at køre derfra for, at finde et andet sted.
Dagen efter kørte vi et godt stykke, - hele vejen ned til Sankt Petersborg, hvor vi camperede én nat, på en af de mange fantastisk idylliske øer. Vi havde imellemtiden set på NASA's hjemmeside, at en rumfærge skulle sendes op fra Kennedy Space Center d. 16. kl. 0856, så det var vores mål at nå derover til den dag. Inden skulle vi dog lige besøge national parken: Everglades, køre ud til Key West og på stranden i Miami.
Everglades var en meget anderledes national park end de som vi har set hidtil. Her var det ikke så meget landskabet, der var fantastisk, det var mere dyrelivet. Det flade landskab er én stor såkaldt "Grass Flood". Dvs. en flod(sump), der bevæger sig ganske langsomt igennem vegetationen, i en bestemt retning. Her lever bl.a alligatorer, krokodiller og mange specielle fugle arter. Et flot sted, hvor man i de forskellige camps sover side om side med de amerikanske alligatorer, uden hegn - kun med et telt imellem. Spændende, men tilsyneladende ufarligt, medmindre man provokerer dem eller hopper i vandet… Ud over det var der dog ikke det store at komme efter, i denne park.
Derfor var vi også hurtigt videre næste dag, - ud på The Keys. The Keys er en lang række øer helt nede i det sydlige florida, forbundet af 43 broer. En superflot køretur, hvor man næsten fornemmer den Cubanske stemning komme tættere og tættere på, efterhånden som man nærmer sig Key West, som faktisk ligger tættere på Cuba end USA's fastland. Vi ville gerne have camperet på en af øerne, men pågrund af klimaet, strandene og det krystal klare vand er priserne sky høje og vi må jo tilstå her sidst på turen, at pengene måske ikke ligefrem hænger på træerne længere.
Mercuryen fik derimod godt med gas og hen på aftenen ramte vi Miami. Et overvældende syn af endnu en storby, med kæmpe skyskabere helt ud til vandet, som bare stod og ventede på at blive intaget. Og indtaget af danskere blev den i hvert fald! Vi kørte nemlig rundt til to forskellige hostels for, at finde et godt og billigt sted at bo de næste 3 nætter, og det mildest talt vrimlede med danskere. Faktisk meget sjovt, at feste og snakke lidt med nogle landsmænd igen. Det er iøvrigt kun tredje gang på vores rundrejse i USA vi har mødt danskere. Vi mødte bl.a. to superfine Kbh'er og et ungt par fra Århus, som vi fik snakket en del med. Ellers fik vi brugt tiden ved den fantastiske strand, Miami Beach's vilde byliv, en monster gang shopping og så var de dage allerede gået…
Så gjaldt det Space Beach alias Cocoa beach, hvor Kennedy Space Center holder til. Vi havde fundet en god camping plads på forhånd og fik os forhørt om gode pladser for, at se den sidste opsendelse af rumskibet "NASA STS Endeavour 134". Affyringen var sat til kl. 0856 og kunne evt. blive udskudt max. 5 minutter, ellers til næste dag. Vi sad klar kl 0820 og allerede her var der proppet med mennesker. Nedtællingen startede så småt og da den ramte nul, kunne en lille prik ses, med en kæmpe stik flamme bagved. Det var langt væk, så først da raketten var halvejs oppe på himlen kunne vi høre den øredøvende larm. Stemmen i højtalen fortalte 25 sekunder efter affyringen, at den nu havde tabt halvdelen af sin vægt og fortsatte med at brænde 1 tusinde gallon (3,8 tusinde liter) brændstof af, i sekundet! Rimeligt imponerende… Efter ca. 8,5 minutter fik vi at vide, at det var en succes og at de nu var i kredsløb omkring jorden, vægtløse, med 28.000 km/t. En spændende oplevelse vi først rigtigt forstod, da vi de efterfølgende dage besøgte Kennedy Visitor Center og lærte alt om NASA, deres metoder, raketter og astronauter. Vi så også hele affyringeskomplexet, hvor bl.a. den første raket til månen blev affyret. Den resterende tid ved Space beach brugte vi på stranden og ved grillen om aftenen, hvor vi på bedste danske vis,havde købt kulbriketter, kartoffel-salat, bacon, grill kød, pølser og salat. SINDSYGT godt!
Inden vi kunne forlade byen næste dag havde vi dog, hver især, et par ærinder, der lige skulle klares. Laurits havde købt et maleri som han skulle have sendt hjem med post og jeg selv havde fået en 134 dollar souvenir fra en politimand, der skulle betales. En lille fartbøde for at køre 9 miles (ca. 14 km/t), for stærkt, men hvad, det sker jo når man kører så mange kilometer. Derefter var vi ellers klar til at køre videre op nordpå igen, hvor bl.a. Washington D.C., NY., Niagara Falls i canada og meget mere venter…
Skrevet af Kasper 19/05/2011
- comments
Linda Søgaard Andersen Kære begge. Hvor er det sindsygt spændende at læse jeres beretninger. Overvejer I aldrig at sende til aviserne. Her går det med 12 dages besøg af Birgitte, Ella og Agnes. Nu er de tilbage i KBH så her er ret stille igen. I morgen kommer Morten, han har skåret sig i venstre pegefinger i en rundsav, vi får se, hvor slemt, det er, under alle omstændigheder dårligt for en guitarist. mange hilsener Linda
Kasper Hej Linda! Mange tak for de positive tilbagemeldinger! Vi synes selvfølgelig bare det er super fedt i gider følge med i, hvad vi går og laver , derhjemme! håber alle har det godt og at den aktuelle aksesky (som jeg lige er blevet fortalt om) ikke vil ødelægge nogles rejseplaner om en måneds tid:)
Heidi Sun Ihh Hvor er det bare fedt Kasper! I gør danskere stolte, synes det er fedt at I også lige gav en hånd med i Tuscaloosa! I er to stjerner! Knus