Fra flod-safari til moedet med verdens farligste dyr..
Den 11. januar tog vi afsted paa en tre dage lang safari ved floden Kinabatangan paa Borneo. I bussen der skulle koere os til floden, sad sjovt nok et dansk par, som det viste sig at vi skulle dele hytte med. Faktisk var det ikke foerste gang at vi stoedte paa folk hjemmefra, da vi paa vores hostel dagen foer havde moedt to danske par, der ikke kendte hinanden i forvejen - utroligt, da byen ikke lige frem vrimlede med turister. Folk, der boede i byen havde meget sjov ud af at sige "hello" til os og grinede generte, hvis vi svarede.
Det var fint vejr, da vi ankom til vores overnatningssted og kort efter indlogeringen tog vi paa turens foerste river-cruise. Mens vi sejlede ned af floden, udpegede guiden flokke af forskellige aber, hovedsageligt "Long Tailed Macaque" og Naeseaber (de er virkelige ikke for koenne!)
Vi saa ogsaa forskellige fugle (fx hornbills), en enkelt mangrove slange og et vildsvin. Om aftenen, da moerket var faldet paa tog vi paa trekking i de omkringliggende skovomraader. Heldigvis havde stedet gummistoevler vi kunne laane, for stierne var en lang mudderpoel, da det havde regnet de forrige dage. Udbyttet af turen blev lidt forskellige meget farverige fugle (fx kingfisher), en lille graevling og en hel del igler (vi slap dog indtil videre for at maerke dem paa egen krop). Naeste morgen var vi igen ude at sejle paa floden men pga kraftigt regnvejr, blev det ikke til flere aktiviteter den dag. Saa var det hyggeligt at kunne sludre lidt med de andre danskere og to australiere, der ogsaa var med paa vores "tur-hold".
Lidt skuffede over hverken at have set vilde orangutanger, krokodiller eller elefanter, tog vi tilbage til Sandakan by dagen efter.
Da det danske par varmt havde anbefalet at vi saa Mulu National Park i Regionen Sarawak paa Borneo, besluttede vi os for at drage dertil, hvilket betoed 6 timers buskoersel tilbage til Kota Kinabalu efterfulgt af et fly til byen Miri og endnu et fly til Mulu. Da vi ankom til Mulu tidligt paa dagen den 16. januar kunne vi naa paa en eftermiddagstur til to af parkens grotter Deer Cave og Lang Cave. Deer cave har verdens stoerste grotteindgang og er et imponerende syn. Den huser desuden omkring 3 millioner flagermus (det kunne man godt lugte), der ved skumringstid floej ud af grotterne i store flokke for at fange mad. Dagen efter tog vi foerdt til den lille grotte Moonmilk Cave, som var den eneste man maatte udforske uden guide. Grotten var indvendigt daekket af noget maerkeligt hvidt stas (deraf navnet) og var til tider saa smal at man maatte smyge sig sidelaens gennem passagerne. Det gjorte det endnu mere spaendende at lamperne i grotten var defekte, saa vores lommelygter var det eneste lys. Efterfoelgende besoegte vi de to grotter Wind Cave og Clearwater Cave, hvor Martin i sidstnaevnte tog et hurtigt dyp i floden, der stroemmede gennem grotten, og senere samme dag gik vi et par kilometer til et naerliggende vandfald, hvor vi begge fik badet (Karoline noejedes dog med et hurtigt dyk, da vandet var forholdvis koldt). Alle turene gik gennem nationalparkens regnskovomraader og vi saa her lidt andre dyr end ved Kinabatangan. Hovedsageligt sommerfugle, egern og firben, men ogsaa verdens farligste dyr ..bedre kendt som den vandrende pind! :) Skoven skulle huse baade kattedyr og bjoerne, men vi kom aabenbart paa den forkerte aarstid.
Den 18. proevede vi parkens Canoby Skywalk, hvor man gaar paa haengebroer 20-40 meter over jorden og derved midt i traekronerne. Det var en sjov oplevelse, men igen var vi ikke heldige med fremmoedet af dyr.. :)
Den 19. tog vi tilbage til Miri, hvor Martin fik stjaalet sine svedige sandaler fra vandrehjemmet.