I går var en virkelig spændende dag... Vi var med Ben oppe på Punchbowl, et bjerg hvor der ligger en minde kirkegård for de faldne soldater fra 2. Verdenskrig... det var minde-dagen for de falde i går, så der var flag og ekstra blomster på alle gravene... 33.250 ligger begravet her.... Denne dag kaldes Memorial Day of hawaii... det var en underlig fornemmelse at gå mellem gravene.. der var så mange soldater fra Pearl Habour, d. 7. dec 1941... der var også mange gravstene med Unknown (ukendte), og det var faktisk lidt skræmmende så mange der lå.... Der havde været en stor ceremoni om morgenen, men det var mest for dem som havde slægtninge til at ligge der, der var til ceremonien.... Ben havde arrangeret det sådan at vi først kom efter, da det var mere passende for os... og det andet måske havde føltes lidt akavet... Men man kom virkelig i en stemning, som er meget svært at beskrive... men man kommer vel altid i en sørgelig stemning når man går på en kirkegård.. det her var bare så ekstrem, med så mange grave... og de er alle sammen fra 2. Verdenskrig... Det var meget rørenden at gå rundt deroppe..

Efter at have set mindestedet, tog vi vores cykler ned i byen igen, og spiste en let lille frokost, hvorefter vi skulle cykle over i Botanisk Have... her forklarede Ben at vi bare lige skulle 200 m. den vej, men Christina hørte åbenbart noget andet så vupte, og vi var lieg pludselig 17 cyklister ude på motorvejen.. det var ret spændende vil jeg lige sige... vi kunne ikke vende om jo, så vi blev nødt til at køre et par 100 m. helt inde ved kanten, med dyttende biler bag os... ej, det var pinligt og farligt :) hehe.... bagefter fik hun også en lille røvfuld af os.. haha!

Om aftenen var der igen en mindehøjtidelighed på stranden, hvor vi også var med... det var så specielt at opleve... der var 40.000 mennesker samlet nede på stranden, hvor der var en stor scene, hvor ceromonien foregik med taler og musik... der var kæmpe storskærme på stranden så alle kunne se... der blev vist klip hvor folk fortalte om dem de havde mistet... Alle gik rundt med lanterner hvorpå de havde skrevet personlige hilsner på siderne til dem som de havde mistet i tidens løb... slægtninge, soldaterkammerater, venner, sønner, døtre, fædre og mødre... ja ligefrem kæledyr blev mindet... det var meget hjerteskærende når man så en ung fyr komme gående med sin lanterne hvorpå at havde skrevet til hans "brødre", soldaterkammerater, som han havde mistet i krig... der stod at de skulle hvile i fred, og at han ikke var bange for at forlade denne jord, fodi han vidste hans brødre stod i døren i himlen og tog imod ham.... Eller børn der havde lanterne med hilsner til deres forældre de havde mistet... Da solnedgangen var overstået, faldt mørket på, og alle satte deres lanterne, med et lys indeni, ud i bølgerne.. det er det smukkeste og mest rørende jeg har været med til.... det var svært at holde tårene tilbage.. og stemningen var så speciel... der var så stille da det skete, med stille musik oppe fra scenen, og med 2000 lysende lanterne ude i vandet, med hver deres tekst på....... Ja, I kan nok godt forestille jer at det var en speciel oplevlse,.... Da jeg gik derfra, var det som o at synke en stor sten ned i maven....

det var nemt at mærke at det har været en speciel dag for amerikanerne... det er noget der betyder meget for dem, og det var vildt at mærke hvor meget det her betyder for dem og for deres land... På dette tidspunkt nede på stranden, føltes det som om alle var en stor familie, samlet om at minde....