Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Jeg tror jeg vil dedikere dette indlaeg til transportmidler! For jeg tror nu nok vi mae have proevet alt hvad der findes!
Da vi forlader Gili oeerne er det uvejr! Og boelgerne er mega hoeje! Og den lille fiskerbaed vi skal med, for at krydse over til oen Lombok, hvorfra vi skal flyve, er virkelig ude pae en vippe tur. Vi holder godt fast i kanten og haeber pae det bedste, men man er godt nok lille overfor den magt havet demonstrere. Efter en koeretur gennem Lombok naer vi frem til lufthavnen, hvor vi har planer om at indlogere os for natten! Vi skal flyve til Java og check in er kl fire om morgenen, sae vi har taenkt at spare hotel vaerelset vaek. Da kl naermer sig 23:00 falder vi i snak med en ung pige der arbejder i cafeen hvor vi sidder og spiser. Hun fortaeller os hun ikke syntes det er sikkert for os at blive i lufthavnen. Vi kan over til lufhavnssecurity hvor det skulle vaere muligt for os at opholde os i en vente sal. Det goer vi sae, men faer at vide at det er forbudt at sove i lufthavnen! Hvad goer vi sae? Security maendende kigger pae os og spoerger til om vi kun er piger der rejser? De vejrer situationen og ringer lidt rundt og tager vores navne, og vi forstaer intet af hvad der foregaer, bortset fra at de virker som rare mennesker der kan se vi har et problem! Omkring midnat giver de besked pae at vi kan fae lov til at blive i lufthavnen, og vi bliver escorteret tilbage til terminalen der nu er fuldstaendigt menneske tom, hvor de rykker borde sammen i cafeen vi var tidligere, som vi kan laegge os pae! Uden for cafeen staer nok ti vagter og smae griner! Jeg tror nu de syntes det var hyggeligt der skulle ske noget nyt pae deres vagt! Med et glimt i oejet faer vi at vide at vi ikke mae lave ballade! Og vi laegger os til rette, nok det mest sikker sted jeg har sovet nogensinde!
Kl er kun seks om morgenen da vi ankommer til Java, byen surabaya. Vi skal direkte videre til vores foerste destination, Agung Bromo, eller mount Bromo, der er en af Javas mange vulkaner. Vi tager lufthavns bussen ind til byens busterminal, hvorfra vi skal med en offentlig bus et par timer til naeste stop. Bussen er godt fyldt og koere med doerene aeben sae der undervejs kan hoppe alle mulige saelgere pae og unge fyrer der spiller lidt musik og gaer rundt med hatten efterfoelgende. Det bliver en festlig tur! Naeste bus vi skal med er en lille minibus, en skrammelkasse fra forrige aerhundrede! Men saedan en bus med saedder til ti meget smae mennesker viser sig rent faktisk at kunne have plads til tyve! Plus jeg ved ikke hvor mange kurve, fyldt med bananer, loeg og alt muligt andet, spaendt fast til taget, sammen med vores baggage. Og jeg er midt i mit vaerste mareridt! Da folk der kender mig godt vil vide, at hvis der er noget jeg ikke kan klare, er det overfyldte koeretoejer! Og vejen op til den lille landsby ved foden af Bromo, er ikke just nem heller, da den gaer opad, rigtigt rigtigt meget opad! Og motoren pae den lille bus klager hoejlydt. Og sae er det jeg begynder at spekulere over hvornaer bremserne sidst har vaeret til service! Jeg siger jer jeg beder en stille boen til Gud! Men utroligt nok, kom vi frem og vi kom ogsae tilbage, af samme vej, i samme tilstand, et par dage senere!
Bromo var kold! Helt vildt kold! Vi maette koebe huer og sove i flere lag toej for at holde varmen. Men sikke et landskab! Maeske er det saedan det ser ud pae Mars? Vulkanen Bromo skyder op ud af et slette omraede der er sae goldt og sae bart man skulle tro man var i Peru. Vi staer op kl fem om morgenen for at se sol opgangen bag Bromo, men vejret er daerligt. Der ligger en tyk lag taege over Bromos top, men vi klaeder os godt pae og gaer de to timer over ingenting ud til Bromos fod, hvor vi bliver moedt af hundredvis af heste der tilbyder at ride os op til toppen. Men vi vil gae den sidste halvanden time op. Og jo hoejere op vi kommer jo mere fantastisk bliver udsigten over maenelandskabet. Det oser godt ude af Bromos ulmende indre, og da vi naesten er oppe er vi ved at blive kvalt i lugten af svovl. Raeden aeg og prut! Og det svier i oejnen da vi forsoeger at se ned over krater kanten, sae vi vender hurtigt nedad igen. Det blev til flere gae ture i bjergene omkring den lille landsby hvor vi ikke sae en eneste anden tourist. Men ingen bad i tre dage, da vandet var sae isende koldt, vi ikke kunne fae os selv til det!
Vel nede fra Bromos top fortsaetter turen til byen Solo. Vi hyrer en chaffour og en minibus, gennem et rejse bureau, til at koere os igennem natten, da turen tager 10 timer. Men vi kan ikke forstae hvorfor han stopper syv gang inden for den foerste time under paeskud af at skulle spise. Manden taler selvfoelgelig ikke et ord Engelsk, men det gaer op for mig, at han forsoeger at finde flere til a tage med bussen, sae han kan tage penge ned i egen lomme og sae skruer mor her bissen pae! I meget fae ord, faer jeg gjort det klart, at det vil vi ikke finde os i og han har bare at komme afsted! Og de mange stop ophoerte! Vi ankommer til Solo kl fire om morgenen, hvor vi har bedt om, at blive sat af ved et guesthouse, hvor vi i forvejen har meldt vores ankomst. Vi bliver lossede ud af bilen uden for en port og foer vi har set os om er han vaek. Og der er intet guesthouse i syne! Vi vandrer rundt efter det minimale kort der er i vores guidebog, og ved et mirakel finder vi rent faktisk stedet! Solo er en by med sjael. Solo er kendt for sin Batik tekstil, der bliver solgt overalt i byen. Vi tager en cykeltur med en guide fra vores hostel, og kommer hurtugt igennem Solos trafikerede gader (med venstre koersel!) og ud pae landet. Her koere vi igennem rismarker og smae bitte landsbyer, hvor vi vaekker noget opsigt, og alle raeber Hello efter os. Jeg naer lige at give en high five til en lille pige pae vejen og hun griner stort. Vi besoeger et familie bageri, hvor vi spiser varme doughnuts, og et vaerksted hvor der produceres de speciele musik instrumenter der bruges ved Indonesisk musik. Det er skoent at komme ud pae en cykel igen!
Naeste by Yogiakarta. Herfra tager vi ture til Borobadur og Parambanan, der er hindu tempel komplekser, der minder om dem vi sae i Cambodia i Angkor What. I byen er der en stor festival igang og et kaempe Tivoli er stillede op, hvor vi tilbringer en aften. Vi er ogsae til Puppet show. En slags skygge spil, hvor en mand styrer dukkerene, hvor et stort orkester spiller pae indonesiske instrumenter og tre kvinder synger med en lyd som nogen havde trukket en kat i halen. Stykket varede i to imer og da vi ikke forstod en klap af hvad det handlede om, er det nok det laengste stykke jeg nogen sinde har vaeret til! Og de sidste ti minutter var jeg simpelthen noedt til at forlade lokalet, idet de konstant spillede med en sindsyg hoej klokke, sae mit hoved var ved at spraengtes! Og sae er vi ogsae til en ballet forestiling der udspiller en hinduistisk fortaelling om prins Rama og princesse Shiva. Det var en smuk forestilling men en sjov oplevelse, for en teater forestilling pae Java foregaer alsae ikke i stilhed, som derhjemme. Her lever folk sig fuldstaendigt ind i historien, og da den onde blev besejret, loed der et broel fra publikum, som om man var til en landskamp. Og da den gode naer var blevet draebt i kamp, loed der et sus af raedsel gennem lokalet. I byen kom vi ogsae til at stifte bekaendtskab med flere transport midler. Her bestaer trafiikken af en blanding af hestevogne og cykeltaxier, biler, busser, scootere osv!
Pae en otte timer lang tog tur til Jakarta, Javas hovedstad, kunne vi koebe alt fra minisymaskiner, negleklippere, legetoej og vatpinde. Og sae var der alle damerne der gik med spande pae hovedet, hvorfra de solgte mad fint pakkede ind i bananblade. Og sae var der tiggerne der fejede ihaerdigt omkring vores foedder, for deefter at kraeve penge for det. Der var ikke et oejebliks ro! Det blev kun til en enkelt overnatning i Jakarta, foer vi floej videre til Singapore.
I Singapore, kunne vi igen finde tilbage til civilisationen, hvor toiletter har traek og slip og der er varmt vand i en bruser, og ikke en spand hvorfra man haelder koldt vand over sig. Vi havde kun en enkelt dag i Singapore og vi vidste lige hvad vi ville! Vi ville have fantastisk mad i Little India! Og vi ville shoppe! Og vi ville i biografen! Det blev til filmen Avartar i tre D, med tilhoerende stor portion popcorn! En fantastisk dag.
Og sae er vi pludselig i Philipinerne! Vi er sae heldige at Maria og Josefin pae en tidligere rejse har moedt en laege fra Philipinerne. Angelita henter hos i lufthavnen og indlogere os i hendes hjem. Hendes svigersoen pae vores alder, tilbringer en dag med os pae sightseeing i Manila. En by der i den grad traenger til en kaerlig haend. Alt er utroligt nedslidt og ildelugtende. Der er ufatteligt mange mennesker og trafikken er hel gal. Der er ikke kedeligt i Manila!
Turen fortsaetter en uge i det nordlige Philipinerne. Og sae skal jeg til Hong Kong. Sae naeste blog bliver nok min sidste. Hvor er det vildt tiden er gaet sae staerkt. Men jeg er klar til at komme hjem, til mine kaere igen.
Vi skrives ved
xxxxxx
- comments