Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Så blev det lige tid til den allersidste opdatering af mine rejseoplevelser.
Filippinerne. Et land der føltes så anderledes end Indonesien hvor vi kommer fra.
Det er noget med maden måske? I Indonesien begrænser menuen sig til Nasi Goreng eller Mie Goreng- stegte nudler eller stegte ris, i forskellige variationer. Og vi er virkeligt så trætte af denne ret! Sniger os til at spise lidt "vesterligt" mad, når det kan lade sig gøre. Og forkæler os selv med TO doughnuts og cafe latte på "Dunkin Doughnuts" så vi bliver dårlige af det! I Filippinerne er noget af det første mad vi møder af den temmelige eksotiske slags! Kyllinge fødder og tarm på grillspyd! Og tænk, Maria kaster sig ud i at smage Botol- halvt udviklede ande embryo kogt i sin ægge skal- en national spise! Men ellers er det faktisk ikke umuligt at få fat i velsmagende mad, med brug af flere krydderier. Og så spiser de brød! Hvidt brød med en sød smag, men brød. Og kanelsnegle som derhjemme! Og det bedste er priserne. Filippinerne er nok det billigste land vi har været i. Selv vesterligt mad er billigt- kr 10-15 for en ret, hvor vi i Indonesien ofte kunne give helt op til kr 30 (som om det er dyrt!)
Det er noget med transportmidlerne måske? I Filippinerne er der i den grad mulighed for, at fortsætte sagaen om transportmidler fra sidst! Der er "side car"- en cykel med påsat sidevogn, og vi kan ikke lade være at grine da føreren kæmper for at sætte skub i den, med os i. For det virker egentligt lidt latterligt, at man ikke bare tager og cykler selv, som vi ville derhjemme! Så er der "tricykel"- en mindre motorcykel med en lille påsat sidevogn med kun et hjul, og et tag over, der utroligt nok kan rumme os tre mennesker plus seks styks baggage (om end det betyder vi overhovedet ikke kan se ud!) Og endeligt "Jeepny"- en ombyggede jeep, med forlængede bagende, så den kan rumme en 20 personer på en bænk langs siderne (plus det løse på taget og kofangeren!) Det er en offentlig bus, der især er anvendelig på de fuldstændigt umulige veje man køre ad, oppe i bjerg områderne. Og så må vi ikke glemme, de mange forskellige almindelige busser, vi kører nogle meget lange ture med. Op til 12 timer. Hvor det igen hænder jeg må bede for mit liv, da jeg ser hvor smalle vejene er og hvor langt der er ned. Og i en af busserne er der sågar et skilt der skal hjælpe mig på vej. "God Bless our trip" står der. Ja tak!
Og så er der noget med menneskerne. Alle taler engelsk, gamle såvel som unge. Da der i Filippinerne er over 200 forskellige sprog, taler befolkningen ofte engelsk med hinanden. Og det gør det altså nemmere for os rejsende, at vi kan forstås! Og så er filippinerne så utroligt imødekommende, hjælpsomme og milde mennekser. I Indonesien (især Java) kunne vi ofte føle os forfulgt, og snydt, og blev det også. Vi kunne have en mand gående bagefter os langt nede af gaden, og luske rundt bag os på den gade restaurant vi sad og spiste, idet han øjnede en chance for at få en tjans som tur guide. Og jeg måtte vende mig om og spørge ham om han fulgte efter os, hvorefter han krøb væk i mængden. I Filippinerne møder vi ikke den slags. Ja, vi vækker opsigt, det kan mærkes, men vi får lov til at være i fred. Og så får vi også mere overskud til at hilse på folk med glæde, når de hilser på os, selvom det betyder, at selv drengene fniser som små skolepiger efterfølgende!
I Filippinerne er vi så privilegerede at kunne få syn for to seværdigheder der er inkluderede på WHO's Verdens Natur arv liste. Første stop på turen, oppe i det nordlige Filippinerne, er byen Vigan, hvis gamle bymidte er bevarede som den Spanske koloni by den engang var. Den lange gade med sin skæve brosten, hvorigennem der kun køre hestevogne, flankeres af de hvid pudsede huse med skydelåger for vinduerne og store træ døre. Det ligner en kulisse fra en gammel western film.
Tre busser og 12 timer senere er vi i Sagada. En lille landsby i bjergene, hvorfra vi har tænkt os at tage vandre ture i Filippinernes smukke natur. Vi er himmel henrygte da vi ser Sagada Homestay, der ligger lidt højt oppe over byen, med den mest fantastiske udsigt over bjerg og by og ris terasser. Og hvilket værelse. Som i et sommerhus, med hvid sprossede vinduer hvor lyset strømmer ind med morgen solen. Og varmt vand i bruseren. Og alt sammen til kun kr25 pr. nat! Og det bedste af det hele, en balkon hvor vi ofte sidder og spiser frokost. Brød og friskbagte kanelsnegle og frisk frugt fra det lokale markede!Især mango er vores yndlings (den filippinske mango er i guiness rekord bog som verdens sødeste frugt, og den er altså også fantastisk!) Uden sammenligning det bedste sted vi har boede på denne rejse.
En gå tur i byen bringer os forbi et lille blikhus malede i en stærk sol gul farve og med navnet "lemon House". Vi drages af skiltet der proklamere salg af lemongrass tea og lemon pie, og får herlighederne serveret, af en tandløs dame, med et stort smil, i den lille have. Et så enkelt koncept, men så fantastisk!
Byen Sagada er især kendt for to ting. Dens "hanging coffins". Kister der hænger højt oppe på klippe væggen. Et gammelt begravelses ritual, fra en tid hvor man troede, at jo højere oppe man hang kisten, jo tættere var afdødes sjæl på at komme til himmels. De ældste kister er over 300 år gammel, men i dag er det kun meget få i den ældre generation, der ønsker at blive begravede på denne måde. Og dens underjordiske huler der går 250 m under overfladen. Vikravler ned i dem, med en guide, som jeg i den grad må overlade mit liv til, og stole fuldt på! For det var virkelig en sindssyg opgave vi kastede os ud, om end det var helt vildt sjovt og spændende! Vi kravlede gennem bitte små huller og isende vand til livet og langs skrante, hvor et fejltrin havde betydede den visse død ned i et meget sort hul. Der var ingen sikkerhedslinier, og intet at holde i og vi måtte flere steder bruge vores guide som klatrestativ for at komme over en passage. Stå på hans skuldrer og blive løftede op og over. Og han gjorde det hele imens han holdt en stor lampe i den ene hånd! Men vi følte os ret seje, som vi klatrede rundt med pandelygter og i bare tær, og sejren var stor da vi mødte en anden gruppe med fuldvoksne mænd, hvis guide driller dem, da de ikke ville gå ned i vandet, og "når pigerne ku hvorfor ku de så ikke"! En stor stor oplevelse!
Næste stop på turen bliver Banaue. Byen der er kendt for sine ris terasser. Et kæmpe mæssigt ingeniør værk byggede for over 2000 år siden, for at skabe de bedste vækst og drænnings betingelser for kilometervis af ris marker. Her tilbringer vi to dage, med at vandre i dette imponerede scenari og i bjergene der omgiver dem. Vi bader i springvand og i en varm kilde der fungere som en naturlig jacuzzi. Og vi får sågar lov til at give en hånd med plantning af ris, så med mudder til knæene, giver vi os til dette langsommelige arbejde, under instrukser fra to ældre damer der ikke har lavede andet, det meste af deres liv. Efter fem minutter var vi trætte af det!
Min sidste aften sammen med Maria og Josefin, bliver i en bus, der kører os igennem natten tilbage til Manila. Vi er fremme kl 4 om morgenen og kører direkte til lufthavnen, hvor vor veje endeligt skillles. Jeg flyver til Hong Kong, og de flyver til det sydlige Filippinerne og fortsætter deres rejse tre uger endnu.
Hong Kong. Ja gensynsglæden var stor da jeg endelig blev modtaget af far i lufthavnen! Og ugen er gået med en kombination af shopping (en hel del af det faktisk!) og sightseeing i denne kæmpe metropol. Der er nok at give sig til, og der er liv omkring ethvert gadehjørne. Hele strækninger der kun sælger sportssko. Neonskilte der blinker alle vegne over ens hoved. Og en fuldstændig uoverskuelig trafik af mennesker i metroen, ja overalt. Og endnu et transportmiddel- sporvognen der bumler sin vej igennem byen. Og baggrunds kulisserne her er fantastiske, "the skyline" storslåede. Og jeg har været udsat for et væsentligt temperatur fald, kun 18 grader er der her! I forhold til de nær 30 jeg har opholdt mig i de sidste tre en halv måned. Men det er nok meget godt med en blid overgang hjem til, selvom der endnu er langt til minus graderne. Hvordan jeg skal overleve dette vides ikke!
Så er det vel nu jeg skal komme med nogle dybe tanker om hvad denne rejse har givet mig. Et par opsummerende ord. Men hvordan gør man egentligt det? Storslåede, "mind boggeling"! Jeg kommer til at tænke på noget jeg skrev allerførst i min dagbog. Omkring kunsten at krydse Saigons fire sporede trafikerede gader. "Vi holder vejret og hinanden i hånden og træder ud i mylderet, og vigtigst af alt vi ser os ikke tilbage og holder den samme fart"! "Det er vel egentligt nok en opsummering af hvad hele denne rejse handler om!", skriver jeg endvidere. Og ja, jeg havde vist ret. At rejse på denne måde, er at kaste sig ud i livet, uden at vide hvad der måtte komme. Det er at leve i nuet for hver eneste dag. Det er at vælge til og vælge fra. Og det er at lære noget om sig selv, sine grænser, sine styrker, sine svagheder, og sine behov. For livet er egentligt så simpelt når man kun har én rygsæk med sine egendele. Og bare det at ligge ned og sove er en luksus, så lige meget hvordan sengen er. Men det er også hårdt at rejse på denne måde, hvor hver dag er så uvis, og alt må hver dag opfindes på ny, lige fra hvor og hvordan morgenmaden skal indtages, til hvor man skal sove henne og ikke mindst hvem man kan stole på. Man sætter pludseligt en lille smule pris på sine rutiner derhjemme. Men jeg har opnåede det jeg ville med denne rejse. Jeg har set lidt udover Danmarks grænser og jeg har lært lidt om en anden verden. Og jeg har i den grad fået opfyldt en mangeårig drøm. Så nu er jeg klar til at indtage mit liv derhjemme, og jeg glæder mig!
Men nu vil jeg gå ud i Hong Kongs aften og suge den lune luft til mig og indsnuse lugten af friture og høre trafikkens susen. Og så vil jeg i morgen fredag, kl 8, sætte mig i flyvet hjem.
Tak fordi i derhjemme har fylgt med i min rejse, og tak for alle jeres hilsner og de tanker i har sendt mig undervejs.
Jeg glæder mig helt utroligt til at blive genforenet med jer alle igen.
Tusind kærlige hilsner
Fra mig
xxxxxx
Ps. Jeg har planer om at lægge billeder ud fra den sidste del af rejsen, så jeg forsvinder ikke helt endnu herfra!
- comments
Far Du kom for en uge siden og imorgen tidlig er du igen på farten - denne gang helt hjem. Det har været fantastisk spændende og dejligt at havde dig her hos mig. Også en del af din tur i Aisen og igen som du beskriver en andel form for overlevelse. Vi har hygget os. Talt meget - det gør vi begge to - og fået tid til at uddybe vore tanker og meninger. Som vi så gerne begge dyrker. Uden problemer har du befærdiget dig rundt i det finurlige traffiksystem - en ny dimension til dine mange transportmidler har været "The Tram" - vores foretrukne befordring her fra Happy Valley. Du har nydt at kunne "være dig selv" uden hele tiden at skulle spørge dine medrejsende "hvor og hvad skal vi spise" hvor skal vi sove" - du har også savnet dem - meget - men du er nu blevet afklimatiseret - og snart bliver "du skåret ned til normal størrelse igen". Tak for dine rejsefortællinger - de har været fantastiske - og tak for besøget - det har ikke være mindre berigende. Kærlig hilsen Far