Profile
Blog
Photos
Videos
Endnu en rejsebeskrivelse i form af dagbog. Denne gang er det fra ankomsten til Fiji og afgangen fra Suva.
Onsdag 30. juni
Der var dømt arbejdsdag. Lasse skulle have lavet toilettet, jeg skulle flytte kahyt og Paola gik igang med at gøre hele køkkenet rent. Der var nok at gøre. Inden nogen af os var færdige, tog vi dog gummibåden ind til byen, for Lasse skulle på toldkontoret inden kl. 12 og vi ville også se byen.
Efter at være blevet checket ind hos yachtklubben fandt vi hurtigt en taxa ind til byen. Det tog kun 5 min. og kostede ikke mere end 5 fiji-dollars (15 kr.). Vi stoppede ved en ATM, så vi kunne få fingerne i nogle penge og betale.
Selvom Suva ikke er særlig stor, så får man alligevel indtrykket af storby. Der er etagebyggeri, masser af biler og mennesker. Vores første mission var at finde toldkontoret. Lasse gik selv derind, mens Paola og jeg fandt en internetcafe. Lasse måtte forbi op til flere kontorer og det endte med, at han fik en aftale igen imorgen.
Nu var vi blevet sultne. Første salen i et center havde en række små spisesteder og et fælles areal, hvor også en masse lokale sad og fik deres frokost - det måtte være stedet at spise. Mætte igen var vi klar til at se markedet.
Efter nogle ret sparsomme markeder på Niue og Vava´u var det overvældende at komme ind i det overdækkede marked i Suva. Der var den ene bod efter den anden med frugt og grønt. Dejligt at have så meget at vælge mellem. Priserne var lave (og alt var skilte og der var ikke noget prutten om prisen). Vi købte tomater, ananas, bananer, løg, forårsløg, auberginer og meget andet. Det var begyndt at regne, så vi forstod, hvorfor markedet var overdækket. Vi smuttede gennem bygen hen til et supermarked lige ved. Her fik vi de sidste nødvendigheder som mælk og tandpasta - og så ellers i en taxa og hjem.
På båden ventede en del arbejde på os. Lasse kæmpede med det stoppede toilet hele dagen - han endte med at save væggen op for at komme til rørene og udskiftede dem - men så virkede skidtet også igen.
Paola lavede kylling til os og vi kunne endelig sætte os til et velfortjent måltid med et glas øl og vin. Efter maden så jeg Paolas billeder fra turen indtil nu, men inden midnat var det godnat. Jeg gik i seng oppe i min egen ende af båden. Dejligt at kunne ligge og kigge op i himlen gennem lugen. Det begyndte dog at regne, så jeg måtte ret hurtigt lukke lugen til og bare kigge på regndråberne på glasset.
Torsdag 1. juli
Så er det dagen, hvor de 4 nye gaster kommer ombord. Jeg vågnede kl. 8 og måtte lige tage mig sammen til at stå op. Det regnede nemlig stadig, og da jeg skal op gennem lugen til dækket, er der ingen vej udenom regnen. Jeg kom nu op uden at blive al for våd. Paola var igang med deres morgenmad, så jeg fik vasket salongulvet, inden jeg kunne gå igang med maden. Det var skønt at kunne spise frisk frugt til morgenmaden.
Regnen stod ned hele formiddagen, mens det sidste blev tørret af og vasket. Inden middag tog Lasse og jeg ind til yachtklubben for at være der til at tage imod Anne Louise og Sune. Lasse tog ud for at hente Paola og vores computere, så vi kunne gå online derinde. Imens faldt jeg i snak med en af de andre gæster derinde, Steve, fra Australien, som havde boet 5 år på Fiji. Han hængte ud i baren og lod til at kende alle de mennesker, som kom forbi. Han havde nogle gode fif til, hvor man skulle tage hen på Fiji.
Pludselig var Anne Louise og Sune der - godt våde. Vi tog ud til båden for at få dem installeret og få lidt frokost. Det blev dog et kort stop, så tog vi ind igen, for Lasse havde den aftale hos toldmyndighederne.
Vi andre ventede udenfor bygningen, mens han var til forhør derinde i 45 min. om, hvorfor vi ikke havde indgivet en anmeldelse om, at vi ville ankomme til Fiji over internettet senest 48 timer før ankomst. Det er åbenbart en temmelig alvorlig forseelse, som de tager absolut seriøst. Nu må vi se, hvad afgørelsen bliver. De ville aflevere et brev til Lasse fredag eller mandag i yachtklubben.
Resten af eftermiddagen gik vi rundt i byen og kiggede på markedet, købte lidt ind og fik en kop kaffe. Det var rigtig hyggeligt at få snakket med AnnLou og Sune.
Vi var tilbage på båden da det blev mørkt og Paola lavede aftensmad - Anne Louise og jeg var lidt ubehjælpsomme assisstenter. Det er ikke nemt at finde ud af, når man ikke rigtig kan kommunikere.
Efter at have rejst i flere døgn var Sune og Anne Louise selvfølgelig godt trætte, så de fik sig indrettet i deres kahyt og gik til køjs. Lasse og jeg kastede os over de aviser, som de havde haft med fra Danmark. Sara og Kenneth skulle lande kl. 19, men vi var usikre på, om de ville tage direkte hertil fra lufthavnen i Nadi eller tage en overnatning derover. Lasse tog ind til yachtklubben for at møde dem ved 23-tiden, mens jeg sad i cockpitten med computeren (jeg havde fundet et spil på computeren, som jeg ikke vidste eksisterede). Jeg hørte lyden af de andres stemmer, før jeg hørte motorstøjen fra gummibåden - lyden rejser mærkværdigt over vand. De kom herud i tørvejr med al bagagen og så var Sara og Kenneth også ankommet. Vi satte os kort i cockpitten med en øl, men det blev nu ikke til så meget snak, for vi var alle trætte. Da jeg kom til ro ude i stævnen kunne jeg dog ikke sove - jeg vendte og drejede mig i et godt stykke tid. Nu skal næste etape af turen starte -hvordan mon det bliver?
Fredag 2. juli
Vi sov længe - helt til kl. 9. Det regnede, da jeg vågnede, så jeg var ikke meget for at stå op. Til sidst tog jeg mig sammen - og fandt Annlou og Sune på agterdækket ved at tage et bad. De andre kom også op lidt efter lidt og vi fik lavet morgenmad. Det er meget pudsigt pludselig at være den, der kender til forholdene på båden. Egentlig kunne jeg bedre lide at være den nye! Det var mere spændende. Alting ombord er lidt omstændeligt. Man sætter ikke bare kedlen over til en kop kaffe - først skal man tænde på panelet, så gassen kan føres ind i båden, så skal selve gassen tændes og så kan man få vand i kedlen og få tændt for komfuret. Sådan er det med det meste - men vi har selvfølgelig også tiden til det.
Da vi alle var samlet, holdt Lasse en lang tale om de mest vigtige ting ombord og om, hvordan han forestiller sig, det skal forløbe den næste tid. Vi blev enige om at holde søndagsbrunch, som også kunne være en slags bådmøde, hvor vi kunne vende, hvad vi vil den næste uge og små og store problemer. Det vil nok være en rigtig god ide, som sikkert også havde været godt tidligere.
Jeg kan mærke, at jeg er ved at blive lidt træt af altid at være omgivet af andre. Især i forhold til Lasse og Paola, som jeg jo har været intens sammen med den sidste uge og ikke altid er helt enige med i, hvordan ting skal gøres eller siges. Det giver noget negativ energi, som jeg vil af med. Jeg håber meget, at vil hjælpe nu de andre er her.
Dagen gik med en tur ind til Suva by. Vi tog derind i samlet trop og så et par markeder, som vi ikke havde set endnu. Vi ville finde et af de små listige steder at spise frokost og gik lidt rundt. Jeg blev mere og mere sulten og til sidst endte det med, at vi spiste på et ret snusket kinasted. Jeg fik en dårlig beef-curry, hvor kødstykkerne var mere ben end kød. AnanasFantaen var heldigvis meget god!
Anne Louise og Sune ville lave mad om aftenen og gik på markedet for at købe ind. Vi andre splittede også op, og Kenneth og Sara gik med mig ud for at finde et par sko til vandreture. Vi var nok i de første 10 små skobutikker, som alle kun havde en størrelse af de sko, som jeg gerne ville have. Det lykkedes dog til sidst at finde et par knap så pæne joggingsko. Vi var inde i et center (hvor vi fik en take-away-kaffe) og fandt en masse smågader med butikker. Vi mødtes med de andre kl. 16 (sådan cirka) og efter et hurtigt smut i supermarkedet en taxa hjem til marinaen.
Vi andre slappede af, mens Anne Louise og Sune lavede kylling-masala med ris og salat - lækkert. Efter maden var vi vist alle trætte igen - i hvert fald gik der ikke lang tid, før der var ro på båden.
Lørdag 3. juli
Dagen startede brat kl. 5.30. Pludselig var det som om, noget stod lige i min seng og larmede. Jeg vågnede med et sæt og det gik ret hurtigt op for mig, at det var ankerspillet, som var gået igang. Jeg fløj op - først kunne jeg ikke få lugen op for genova-faldet, som lige går over lugen, men jeg kom op, så at spillet kørte, men at ankerkæden ikke blev trukket op - og så løb jeg ned efter Lasse. Han kom hurtigt op - med en lagen om sig - og fik det til at holde op. Efter han havde stået og tjekket ankerkæden og mumlet noget om hovedafbryderen, gik han nedenunder igen og før jeg kunne få spurgt om noget, var døren til kahytten lukket igen. Kenneth, der også lige var dukket op på dækket, var også forsvundet. Der stod jeg så og var temmelig rystet. Det tog mig en halv time at tage mig sammen til at hoppe ned i kahytten igen og jeg fik ikke noget søvn resten af morgenen. Jeg var rigtig sur på Lasse for, at han ikke lige havde taget sig tid til at forklare, hvad der var sket - og måske lige sagt at det hele var i orden igen. Jeg trak den noget, før jeg gad at stå op. Da jeg kunne høre, at alle de andre var oppe, tog jeg mig sammen. Lasse mødte mig med et højt godmorgen, et grin og "sikke-en-larm-i-nat-Karen" - og så måtte jeg lige fortælle ham, at jeg syntes han havde håndteret hele situationen helt vildt dårligt. Smilet stivnede noget - og han var heldigvis hurtig til at sige undskyld. Det var meget rart at få renset luften - og i dagslyset var det hele ikke helt så slemt længere.
Kenneth, Sara og jeg sejlede ind til yachtklubben efter morgenmaden, så de kunne komme på nettet og fortælle dem derhjemme, at de var kommet godt frem. Vi sad lidt derinde og faldt igen i snak med en tysk sejler, som nu har bosat sig på Fiji. Han fortalte, at der var en fin vandretur fra Forest Park ned til Suva gennem nogle små landsbyer.
Ude på båden igen måtte Lasse dog melde fra til gåturen, da han blev nødt til at få set på ankerspillet. Paola ville tage ind til byen og handle, så det var bare os 5 andre, der tog afsted. Paola sejlede os ind i gummibåden!
Taxachaufføren, vi fik fat i, vidste først ikke noget om, hvor det var vi ville hen, men pludselig fandt han åbenbart ud af det, for så gik det derudaf ud af byen. Vi kørte vel i et kvarters tid og blev sat af ved Raintree Lodge, som var et rigtig hyggeligt lille sted. Der fik vi at vide, at vi skulle gå lidt længere ned ad vejen til forest-office. Her betalte man 5 dollars for at få adgang til parken. Vi flugte en vej gennem skoven. Ved en sidevej blev vi i tvivl om retningen og fik ligeud. Vi kom ud til nogle marker og en fantastisk udsigt over bugten. En kinesisk mand gik og arbejdede i marken. Lidt længere fremme kom vi til et lille hus, hvor nogle børn løb og legede. En voksen mand var der også, og da vi sagde, at vi var på vej til vandfaldene, grinede han og sagde, at det var den forkerte vej. Han flugte os tilbage til sidevejen, hvor vi ganske rigtig fandt stien.
Det var en rigtig fin anlagt sti med grus og planker i kanten. Den førte os nedad et stykke til vi kom til to små bassiner i terrasser over hinanden med små vandfald mellem. Vi skulle selvfølgelig ud at svømme i det. Det var dejligt koldt. Tre knægte ankom lige som vi skulle til at gå - de sprang i fra vandfaldet, så der var nok dybt i den ende - jeg kunne i hvert fald ikke bunde.
Vi fulgte stien længere nedad og kom forbi flere bassiner - et sted havde et par godt gang i den bag en klippe, men det var selvfølgelig også et meget romantisk sted. De tog sig overhovedet ikke af os og vi stoppede heller ikke op ved netop den pool.
Længere fremme blev stien mere stejl og vi kom forbi nogle fantastiske vandfald og udsigter. Men nu meldte sulten sig, så der var ikke den helt store tålmodighed til at nyde udsigten mere. VI havde ikke lige tænkt så langt, som til at tage madpakker med.
Da stien endte kom vi ud i udkanten af en landsby og gennem den, var vi tilbage ved Raintree Lodge - så det blev selvfølgelig frokoststedet. Jeg fik en lækker tun med kartofler og salat. Dejligt!
Vi ventede ved busstoppestedet, men det første der kom var en taxa. Da vi kunne komme hjem for 7 dollars, valgte vi det. I yachtklubben lånte vi en radio og fik kaldt Lasse, som hentede os. Han havde ikke fået has på ankerspillet. Han havde fået den tyske sejler til at se på noget, men det var endnu ikke lykkedes at få det tilbage igen. Da han hentede Paola fik han talt med ham - og der var lige kommet noget i vejen, så det bliver først mandag. Fiji-time!
Paola lavede mad og vi andre slappede af.
Søndag 4. juli
Vi skulle have vores første søndags-brunch og der blev dækket op med det hele: friskbagte valnøddeboller, pandekager og æg med tomat. Vi fik drøftet planerne for den videre færd lidt med Lasse, da det er ændret i forhold til den oprindelige plan. Vi blev enige om at tage stilling, når vi er kommet ud til nogle af Fijis mindre øer og har et bedre overblik over, hvor længe vi vil være her.
Vi ville på en tur, men var lidt usikre på, hvad der er muligt om søndagen. På busstationen fandt vi ud af, at en tur op langs Navau floden nok ville blive for lang til i dag, for det var alligevel blevet halvsent. I stedet fandt vi en lokalbus, som kørte forbi Debau - den nærmeste strand. Det blev til 1½ times køretur ud af Queens Rd. - en meget smuk køretur, hvor vi fik set landskabet. Vi var lidt usikre på, hvor vi skulle stå af, så vi spurgte i bussen - der gik ikke lang tid, så var hele bussen klar over, hvor vi skulle af og der var heller ikke nogle problemer, da vi nåede distinationen.
Så stod vi her foran indgangen til to resorter. Vi gik ad indkørslen ind til det første og ned til stranden. Desværre var det piv-koldt, så der var ikke nogen af os, der havde lyst til at hoppe i vandet. Vi havde heller ikke taget snorkeludstyret med. I stedet gik vi gennem det andet resort, The Pearl, som var meget fint, med et stort poolområde, hvor folk bare slappede af bl.a. i store firkantede hængekøjer, som jeg var meget misundelig på.
Bag resortet lå der en dykkerbutik, hvor Anne Louise og Sune fik bestilt et haj-dyk - og som havde et meget tiltrængt toilet.
Ude ved vejen fandt vi en lille, sjov inder-restaurant og fik bestilt noget mad. Hele familien gik i køkkenet efter vi havde bestilt. Maden kom lidt efter lidt - og drikkevarene til sidst. Manden, der serverede, fortalte ikke, hvilke retter det var, så Sara og Anne Louise fik byttet om. Mine stegte ris med fisk var meget fedtede og jeg måtte igen levne over halvdelen. Min appetit er stadig ikke helt oppe i gear.
Vi ventede et kvarters tid på bussen tilbage til Suva. Da den kom, var det en express-bus, der var propfuld. Sæderne var meget smalle og i den ene side var der tre sæder i stedet for to. Jeg kom til at sidde ved siden af en kæmpestor dame, som faktisk fyldte hele mit sæde også, så jeg sad på kanten og balancerede hele turen. Det gjorde det ikke nemmere, at hele to billetkontrollører skulle gennem bussen flere gange. Den ene solgte billetterne og den anden kontrollerede dem - og vi skulle lige vise dem igen, da vi stod ud af bussen. Vi kom af tæt på yachtklubben og gik hjem.
Det stod på rester til aften - og igen tidligt til køjs.
Mandag 5. juli
Det var en stille og rolig dag, uden det store og hvor en del praktik skulle på plads. Sara og Kenneth tog på den australske ambassade for at undersøge behovet for visum, Anne Louise, Sune og jeg provianterede. Vi nåede også en tur rundt i byen og på internetcafe.
Tirsdag 6. juli
Sune og Anne Louise tog tidligt afsted til Pacific Harbour på deres dykkertur. Inden havde Anne Louise lige nået at bage nogle boller - dejligt med en bager ombord.
Lasse og Paola tog ind for at gå på ambassaden og ordne papirsager, og vi tre andre dasede på båden. Vi fik besøg af Alan, en gammel pilot fra Australien, som lige var ankommet i en lille catemaran. De lå og ventede på customs og havde ikke rigtig noget rent vand. Det fik han af os og vi fik en hyggelig snak.
Jeg var en tur i Suva om eftermiddagen, hvor jeg fik shoppet lidt. Til aften mødte vi Alan og hans to fæller fra båden Spirit of Ecstacy. De var tre rigtige søulke, der godt kunne lide en lille en til tørsten og kvindeligt selskab - men også meget muntre. Vi blev inviteret til en drink på båden i morgen.
Det var min maddag, så jeg fik købt ind til græske frikadeller og ovnkartofler. Vi ville egentlig ind til happy hour kl. 17, men det begyndte at regne, så jeg blev i køkkenet - Lasse endte med at tage alene derind, for han havde en aftale med en herboende tysker, som skulle hjælpe ham med noget. Vi andre fik øvet en masse spansk med Paola - vi ender med at blive helt gode til det. I morgen skal hun øve sig i engelsk!
Onsdag 7. juli
Lasse og Paola var oppe og afsted før jeg stod op - de skulle på ambassaden inden den åbende - i går var de gået forgæves.
Jeg tog med Sara og Kenneth på Fiji museum, som var noget af en oplevelse. Som Kenneth sagde, så kan man se, at der ikke her er nogen, som studere hvordan man bedst udstiller. Mange af museumsgenstandene havde fået numre malet direkte på - og så man kunne se det. Men vi fik set de kannibalknive, som missionæren Baker var blevet spist med - og et billede af hans efterkommere og landsbyens nuværende beboere til en "tilgivelsesceremoni" i 2003. "Undskyld-vi-spiste-jeres-tipoldefar-fest".
Vi mødte Lasse og Paola, der hvor vi spiste frokost - igen i et af disse food-malls, hvor de også lader til at de lokale spiser. Det er rigtig godt og billigt - og jeg kan spise normalt igen, hvilket er en stor fordel.
Tilbage i yachtklubben gik vi ned til catemaranen og besøgte Alan, Cliff og Russ. Det var meget sjovt at se den indefra. Selv i så lille en cat er der god plads og 4 kahytter. De havde fået plads i marinaen - så kunne de gå op til baren uden at skulle i gummibåden. De fortalte, at Cliff dagen inden havde været så fuld, at han var væltet om i gummibåden. Vi fik en øl og nogle røverhistorier. Midt i det hele kom Anne Louise og Sune tilbage fra dykkerturen og sluttede sig til selskabet.
Det havde været ret dramatisk - og ikke kun på grund af hajerne. Anne Louise følte ikke hun kunne få luft og var gået i panik lige da de var kommet ned på de 25 meter, og derfor var hun steget for hurtigt op. Hun opdagede senere, at hun havde fået temmelig voldsomme blodudtrækninger i og ved øjnene og blev bange for, at hun havde fået dykkersyge. Hun havde været ved en læge, som sagde hun var ok, men skulle tage det med ro. Men det var noget af en forskrækkelse. Hun havde dog fået set nogle af hajerne fra overfladen. Sune havde fået det hele med - der havde være Bull-sharks, der var kæmpestore og kun et par meter fra dem - og mindre hajer over det hele. I det hele taget en stor oplevelse - jeg er dog for stor en kylling til at prøve det.
Lasse kom tilbage med godt nyt. Vi var endelig blevet godkendt i customs. Problemet var at vi ikke havde udfyldt et skema på internettet 48 timer før ankomst til Fiji. Lasse havde været på det ene og det andet kontor for at forklare, og måtte møde op på toldkontoret, hvor han blev udsat for et egentlig forhør af tre toldmedarbejdere. Herefter fik han at vide, at der ville blive afleveret et brev til ham på marinaen. Det brev kom mandag - med besked om, at han var fundet skyldig i overtrædelse af Fijis lov, hvilket var meget alvorligt. Hvis han var uenig kunne han få sagen prøvet i retten og ellers skulle han skriftlig meddele, at han kunne erkende sig skyldig og var indstillet på et forlig. Vi fik komponeret et brev, hvor han undskyldte mange gange og fik det aflevet på kontoret. Men det var ikke nok. Han fik at vide, at han ville få et brev "en af dagene". Så i går kom fire høje herrer og afleverede brevet i marinaen. De havde besluttet at afgøre sagen med en advarsel. Men nu må vi hellere være meget opmærksomme på at overholde alle regler til punkt og prikke. Tænk at de bruger så meget krudt på sådan en sag. Men nu skulle vi k. unne få vores crusing permit, så vi kan komme lidt væk fra Suva. Vi glæder os alle til at komme lidt væk fra byen igen og ud til de små øer, hvor vi kan svømme fra båden og tage på snorkelture rundt omkring.
Torsdag 8. juli
Morgenen var meget stille. Lasse og Paola måtte igen igen på ambassaden for at få det sidste på plads - men så har Paola også fået visum til Australien.
Jeg tog alene ind til byen ved middagstid og tullede lidt rundt og fik købt lidt "nødvendigheder" fx en trøje, for det bliver lidt koldt om aftenen og natten nu.
Tilbage i yachtklubben satte jeg mig med pc´en. Kort efter kom en fyr og satte sig. Det viste sig, at han var fra Fiji, men var crew på en amerikansk båd, som sejler verden rundt. For et par år siden havde han været i Danmark. Han beskrev København som "blondes on bikes" - det er da et meget godt slogan. Da Paola kom derhen, tog jeg med hende ud til båden. De andre var taget i byen, for de ville arrangere noget bil til en tur rundt på øen i morgen.
Vi spiste og gik - som sædvanligt - tidligt i seng. Vi skulle jo også tidligt op i morgen.
Fredag 9. juli
Det var stadig mørkt, da jeg hørte Sune og Anne Louises vækkeur. Jeg gav det lige 10 minutter, så stod jeg også op. Sara og Anne Louise havde lavet en aftalt med en lokal, Moses, som ville tage med os ud til Namousa. Han var på busstationen kl. 7 som aftalt og fandt den bus, som skulle køre os ud til Navau. Det var den samme rute, som vi havde været ude på om søndagen.
I byen lavede Moses en aftale med en chauffør i en firhjulstrækker, som kunne tage os op i bjergene. Vi fik købt lidt mad i byen - og lollies til børnene i landsbyerne.
Så gik det ud af grusvejen op mod tinderne. TIl at starte med var vejen rigtig fin. VI stødte på tre andre turister i en lejet bil. De holdte med kølerhjelmen åben, men det viste sig, at de blot var stoppet for at tage billeder og så lige ville tjekke vandet. De havde dog ikke ret meget benzin på, så de var usikre på om de kunne nå op til landsbyen - ret tosset!
Snart begyndte vejen at gå op ad. Der var skov og meget grønt hele vejen. I grøftekanten kunne man se okideer, der vokser vildt på Fiji. Vi kom over et par vandløb og forbi en kobbermine, som lige er åbnet af et australsk selskab. Moses fortalte glad om, hvordan han vidste, hvordan man overlever i bushen ligesom de fijianske militærtropper. Han ville også vide, om vi vidste hvordan man kan vide, at man er tæt på en landsby. Lasse gættede rigtigt: lugten!
Det første sted vi stoppede viste sig at være en skole. Vi blev vist hen til skolens kontor og bibliotek, hvor forstanderen tog imod os, da hun var færdig med sin time. Vi gik en runde og så bygningerne, der alle lå rundt om den obligatoriske rugby-bane - sådan en er der i alle landsbyer. Skolen var både for børnene i de omkringliggende landsbyer og en kostskole. Der var lidt under 300 elever. En af de ældre piger kastede sin kærlighed på Anne Louise - hun fortalte, at der var rigtig kedeligt der og om vi ikke kunne tage hende med. Vi var alle meget optaget af, hvor smukt der var. Skolen lå i en dal godt beskyttet af bjergtinder på alle sider. Mens vi var der skinnede solen og det var dejlig varmt -men de sagde godt nok, at det havde været meget koldt om natten og at det regnede en del.
Vi kørte videre ad grusvejen, som nu var blevet noget mere hullet, og endte ved en landsby. Her kom vi også forbi skolen, som var lukket (læreren var i Suva og handle fik vi at vide). Vi blev ført til den hal, hvor landsbyen samles og blev modtaget af høvdingen og to andre af de ældste. De havde været i marken at arbejde, så de havde lige nået at vaske hænder inden de kom ind og hilste - ikke helt den forestilling man har om en høvding! Moses præsenterede kavaroden, som vi havde med og vi fik tilladelse til at gå rundt i landsbyen. Det hele foregik på fijiansk, men det var åbenbart menigen med, hvad der blev sagt. Det var megetcerimonielt. Man kan ikke besøge en landsby på Fiji (eller Vanuatu) uden at have fået tilladelse fra høvdingen. Man må heller ikke gå med hat, have bare skuldre eller bære en taske over skulderen (så vores rygsække var ikke meget værd).
Vi blev vist ned ad "hovedvejen" i byen. Det var en smal cementgangsti, der gik lige ned mellem husene. Stien var kantet med blomster og husene lå side om side langs den med græsplæner foran. Det var meget luftligt og kønt. Husene var ca samme størrelse, nogen af sten, andre af blik eller fletværk.
Næsten alle landsbyens kvinder og børn var nede ved floden (og mændene var jo altså i marken og dem så vi ikke noget til). I floden var de ved at lave en dæmning af sten og mudder, så de kunne stoppe de fisk, som kom ned med flodens strøm. Jeg fik givet et par små børn et stykke slik og straks var der en hel flok børn omkring mig. De var meget ivrige og gjorde, alt hvad de kunne for at få et stykke mere. Det er utrolig let at købe sig til popularitet.
Vi havde det rigtig, rigtig varmt nu og Moses sagde, at det var helt i orden at tage en svømmetur i floden, men at vi kunne svømme lidt længere nede, hvor vandet var dybere. Pigerne gik tilbage til bilen for at hente taskerne og vi blev fulgt af en hel flok børn. De gik også med ned til floden og svømmede med os. Vandet var dejlig koldt, men noget grumset.
Inden vi kunne forlade landsbyen skulle vi til en kava-ceremoni med høvdingen og hans nærmeste. Det foregik i det samme "forsamlingshus", hvor vi var blevet modtaget. Kava bliver lavet af et træ - de bruger både grene, kviste og roden. Det bliver tørret og slået til et pulver. Pulveret bliver så blandet med vand i et specielt kar. Kavaen var blandet, da vi kom ind. Vi fik at vide, at vi skulle sætte os i skrædderstilling i en cirkel rundt om karret. Høvdingen og Moses holdt igen taler og så klappede de tre gange. Nu fyldte den ene af mænden en kokosskal med kave og hver enkelt skulle så klappe tre gange, sige "bula" og tage imod kokosskallen - og bunde. Så klappede alle og sagde "bula". Det smagte ikke særlig godt - som grumset, mudret flodvand. Det er mildt euforiserende, men de eneste jeg mærkede var en killende fornemmelse i tungen og læberne. Da alle have fået en skal-fuld, talte man lidt sammen - og så gentog ceremonien sig.
Chaufføren var blevet noget utålmodig, for han skulle have hentet sin datter og der var ikke noget mobilsignal derude, så han kunne ikke give nogen besked - han ville i hvert fald gerne tilbage. Hverken han eller Moses havde været oppe i bjergene før. Vi var også ved at være møre, så vi satte os i minibussen og kørte nedad. Halvvejs nede lavede vi et stop, hvor vi lige fik en hurtig sandwich, som vi havde haft med. Vi fik overtalt charuføren (som ellers var utrolig tavs) til at køre os hele vejen til Suva. Her guidede Moses os til busstationen. Han havde nemlig lavet en aftale med sin bror om, at vi skulle komme på besøg hos ham.
Vi kom ind i den mest larmende bus, som jeg nogenside har været i. Den var propfuld. Vi sad helt bagi og det var åbenbart også her den eneste højtaler var, for chaufføren spillede popmusik så højt, at man ikke kunne tale sammen. Med en begyndende hovedpine var det ikke lige det jeg havde mest lyst til. En lille dans fra Paola og Anne Louise på bagsædet fik dog humøret op igen!
Efter hvad der virkede som en evighed gjorde Moses tegn til, at vi skulle af. Vi stod nu i hvad man bedst kan betegne som et parcelhuskvarter. Hans bror boede i et selvbygget hus nede ad en blind vej. Vi blev vist ind og indtroduceret til svigerinden. Vi blev "bænket" på sivmåtter på gulvet i husets største rum, der var helt strippet for møbler - bortset fra det største stereoanlæg jeg længe har set (som en stor tøjhund holdte vagt over). Moses bror kom ind og hilste - og holdt hof! Han sad på gulvet sammen med os, mens Moses serverede ingerfærte, kiks og en form for dessert-banan-sovs, der lignede en kødsovs, da vi fik den serveret i foliebakker - men det smagte rigtig godt.
Vi snakkede lidt - selvom vi vist alle var ret trætte efter dagens tur, så der var ikke så meget spræl over os. Vi var ude at se deres små to uger gamle hundehvalpe - hvor var de kære. Lasse var vist glad for, at de var for unge til at tage fra moderen, for ellers havde der været stort pres for at få en skibshund.
Moses fandt kavaen frem og så gik ceremonien igang igen - denne gang dog uden taler og vi fik lidt at vide om, hvordan man opfører sig til sådan en ceremoni. Den første skål drikker man altid - det er almindelig høflighed, men derefter må man gerne sidde over. Det var jeg glad for. Jeg kunne efterhånden godt mærke, at vi ikke rigtig havde fået noget mad i løbet af dagen.
De ventede flere gæster, da de skulle holde et planlægningsmøde for et skolejubilæum. Der kom et par gæster lidt efter lidt (de var inviteret til kl. 18, men med island-time er det først kl. 19 eller 20 - helt som på Færøerne. Ø-tid er åbenbart det samme overalt på jorden.) De fandt guitarene frem og begyndte at synge og spille. Selvom de ikke var de største skønsangere, så var det helt fortryllende at sidde der og lytte og klappe takten til deres fædrelandssange.
Tilsidst brød vi dog op for at komme tilbage til båden (og aftensmad). Taxaturen tilbage til yachtklubben var betydelig kortere end turen derop i bus. Efter en dejlig dag kunne vi gå til ro på båden til vores sidste nat i Suva. VI havde besluttet at sejle videre i morgen, så snart vi havde tjekket ud.
- comments