Profile
Blog
Photos
Videos
To dage i junglen inden afgang mod Singapore. Vi var fyldt godt op med strand og vand, så et sceneskifte var kærkomment. Vi boede på et lille familie resort, hvor sønnen Kong løb rundt og servicerede de få gæster, som havde fundet vej til stedet. Der var fritgående høns og gæs - en af hanerne brillierede med at lyde som Kanye West "Golddigger" - det måtte vi optage og sende som musik quiz til Jakob Langemark :-)
Vi tog på en udflugt, hvor vi først besøgte en grotte, hvor der holdt aber til. Det var hen på eftermiddagen, så aberne var desvære fortrukket til de højereliggende klipper (formoder de var blevet fodret rigeligt med bananer af velvillige turister). Dog var der en gibbon abe, som holdt til ved en familie tæt ved. Den syntes Nikolaj og Matilda var rigtig sød.
Vi kørte til floden og steg ombord på et par bambus tømmerflåder. Et stykke nede af floden gjorde vi hold og fik serveret kaffe og te af bambuskrus - fik krusene med som souvenirs, så nu er der kommet lidt ekstra vægt i taskerne ;-) Senere gjorde vi endnu et stop, så vi kunne hoppe i floden og bade. Blev noget overrasket over den stærke strøm, men vandet var dejlig kølig.
Trods en noget urolig nat, hvor Matilda frøs og Nikolaj havde mareridt (måske tsunami snakken var for voldsom for ham) var vi klar til en tur i junglen. Vi vidste ikke så meget om turen, andet end at vi skulle gennem en grotte og at vi skulle svømme 5-10 meter i vand som ville gå os til skuldrene, så vores guide ville tage en vandtæt taske med til mobil og kamera. Det skulle vise sig at blive en af de mest udfordrende ture både Michael og jeg har været på - denne gang også med ansvaret for at ungerne kom helskindet ud på den anden side af grotten. Turen startede med en lang køretur til den inddæmrede sø xxx, hvor vi steg på en longtail boat (som ungerne forøvrigt fik lov at prøve at sejle alene på hjemturen) og sejlede til ud til en af de mange øer. Her gjorde vi stop for en badetur og noget frokost. Derefter en tur i junglen på ca. 1,5 time frem til en grotte. Lidt skuffende, syntes Michael og jeg, da vores guide var meget dårlig til engelsk og derfor ikke fortalte noget særligt om de ting, som vi mødte på turen. Han fik dog øje på et par store flotte edderkopper og en kamæleon. Nå, videre ind i grotten og nu begyndte det at blive lidt mere spændende. Gennem junglen havde vi krydset floden ad flere omgange, så vores løbesko var våde. Det forblev de, for inde i grotten gik vi mere i vand end på land - og vel at mærke koldt vand. Vi mødte edderkopper, græshoppere og masser af flagermus. Grotten blev smallere og smallere og nu var der ikke mere naturligt lys, så vi skulle frem med lommelygterne. Vandet steg til midt på lårene, gik lidt på land, så i vand til midt på maven - nu med rygsækken på hovedet. På det sidste stykke blev grotten så smal, at vi kunne røre væggene med hænderne, hvilket også var nødvendigt, da vandet nu gik os til skuldrene (jeg var meget glad for at det først var bagefter vores guide fortalte, at han tidligere havde set en kobra slange i grotten!!!). Nikolaj måtte på Michaels skuldre. Matilda klarede fint at svømme selv på trods af den stærke strøm. Nu var vi tæt på udgang, men inden vi kom ud i lyset, skulle vi et par meter nedad, godt hjulpet på vej af stærk strøm og et tov at holde fast i ;-) Vi klarede det alle mand. Vi var våde og kolde og havde opløste fødder, men glade og stolte af at vi klarede turen så fint. Så skulle vi bare gennem junglen tilbage til vores longtail boat.
- comments