Krystalkuglen

Ok tid at gøre status, hvordan har det så været at bo i Singapore, nu hvor din tid her snart er ved at være forbi? -Det spørgsmål har jeg nu fået stillet fra flere og har gået og tænkt over det i et stykke tid.

Min oplevelse her i Singapore har været og er fantastisk. Jeg elsker mit liv her og det har været en oplevelse som jeg aldrig ville have kunnet forudse eller forestille mig inden jeg drog af sted i starten af august måned.

Jeg skal måske lige tilføje, at jeg mens jeg skriver dette sidder på min nuværende yndlingscafé, hvor jeg kan få min cinnamon-ice-blend med soyamælk. Jeg ser ud på en travl gade, hvor solens stråler skinner skarpt ned på alle de mange typer og nationaliteter af folk der suser forbi i den bagende varme. Så ja, jeg har de bedste vilkår for at synes ret godt om tilværelsen lige nu og her. Og netop det med at leve i nuet er en af de ting jeg har tænkt meget på og blevet utroligt god til i min tid her.

Jeg har meget sjældent bekymret mig eller tænkt på, når jeg engang kommer hjem til Danmark igen. Samtidig har derfor også sjældent savnet livet derhjemme, da jeg slet ikke tænker over det i min hverdag, jo selvfølgelig tænker jeg på alle dem, som jeg savner og holder af hjemme.

Jeg kan dog på igen måde løbe fra, at jeg elsker den oplevelse, at bo i en fremmed kultur, hvor jeg hver eneste dag lærer noget nyt ikke jeg bliver, hvad jeg selv ville kalde 'kulturelt begavet'. Jeg kan give et enkelt eksempel, for at konkretisere lidt nærmere; i går i filosofi, lærte jeg at folk fra det nordlige Indien - herunder Delhi, fejrer den helligdag som vi netop har fri pga. dagen efter. Så da min klassekammeret kommer i en traditionel indisk festdragt får jeg yderligere indsigt i, hvor store forskellighederne er mellem det sydlige og nordlige Indien.

En anden ting er, at Singlish og Mandarin er blevet normale sprog for mig at høre i min hverdag, jeg tænker slet ikke over det, men registrer blot om det er Singlish, hvilket betyder, at jeg så kan lytte med på deres samtale og ellers kan jeg blot høre nogle stadig meget fremmede lyde. Jeg vil dog gerne lære Mandarin, selvom jeg ved det er det sværeste sprog at lære. Så indtil videre har jeg mine venner og veninder her til at hjælpe mig, når der skal lidt ekstra assistance forskellige steder.

Hvad ser jeg så i krystalkuglen? Her må jeg bruge hjælp en fra en sang af en af mine favorit sangerinder, nemlig Tina Dickows "AnOpen Ending"

"There's no answer as big as the question
…There's no beginning like an open ending."

Der er ingen tvivl om, at dette semester ude har ændret mit perspektiv, men det har ikke ændret mig, jeg er bare kommet videre med en udvikling som vi alle gennemgår i hurtigere eller langsommere tempo hele livet igennem. Det store spørgsmål er, om jeg er kommet tættere på eller længere væk fra, svaret på hvad jeg så vil med mit liv.

Sidenote
Efter jeg skrev dette blogindlæg i onsdags er jeg blevet rigtig syg på den dumme måde, med høj feber og ja bare sådan en rigtig dum virus. Jeg har sovet mere eller mindre de sidste 20 timer og tror jeg vil sove videre igen nu, men ville lige uploade mit blogindlæg, nu hvor jeg mere eller mindre havde skrevet det.

Mange feber-hilsner