Profile
Blog
Photos
Videos
Kia Ora nordboere!
Så nåede vi endelig til landet, vi holder så ufatteligt meget af - nemlig New Zealand. I denne omgang lå fokus 100% på sydøen, og vores valg af transport var en camper, som vi instinktivt døbte Betty med de brede hofter.
Vejen til Christchurch fra Saigon, Vietnam var dog en smule omstændig og løb samlet op i 32 timers transport med stop i både Kina og Australien. Vores jetlag og mangel på søvn blev dog hurtigt glemt, da vi under en strålende sol ramte landevejene med kurs mod havnebyen Kaikoura. Vores første overnatning blev tilbragt tæt ved en mennesketom bugt, hvor det vilde og brusende Stillehav dundrede ind mod den sorte vulkanske sandstrand - sikke en velkomst! På Kaikoura Peninsula var vi den dernæst følgende morgen på udkig efter sæler, som vi dog først spottede, da Adser på det nærmeste var ved at snuble over dem. Derudover bød dagens køretur på barske kyststrækninger, bløde bakker malet gyldne af modent korn, frodige dale linieret af et utal af vinrækker, dybe fjorde med turkisblåt vand og endelig tyrolerlignende dale beklædt med store grantræer. Al denne fryd var vi vidner til på en blot tre timers køretur fra Kaikoura gennem Marlborough distriktet til feriebyen Nelson. Den diversitet, der hersker i den newzealandske natur, er intet andet end forunderlig og unik, og man kan ikke lade være med at blive betaget af den gang på gang.
På de 2 uger vi brugte på at køre fra Nelson i nord til Te Anau i syd, blev vi beriget med umenneskelig mange naturoplevelser, og for at denne blog ikke trækker alt for meget i langdrag, vil vi i kronologisk orden highlighte nogle af de bedste øjeblikke.
I Abel Tasman nationalparken gik vi en fremragende 20 km tur langs en fabelagtig kyststrækning. Parkens helt store attraktion findes nemlig her og består af intet andet end et utal af øde bountystrande, hvor krystal klart vand dovent skvulper ind mod gyldne og indbydende sandstrande.
Et helt andet scenarie mødte os ved Nelson Lakes nationalpark, hvor to store gletsjersøer ligger omringet af høje dystre fjelde. Her sad vi i vores campingstole med et glas koldt hvidvin og var fuldstændig betaget af den uforstyrrede udsigt. Her herskede en dyb ro og naturens urokkelighed og uforanderlighed gjorde et stort indtryk på os to små mennesker.
Ved Franz Josef gletsjeren begav vi os ud på en vandretur, som var noget af en omstændig strabads. Men efter 3 timer, 9 kilometer og 1200 højdemeter nåede vi udsigtspunktet Alex k*** og med en følelse af at stå på toppen af New Zealand, var det anstrengelserne værd. Mod øst lå det buldrende Tasmanske Hav, mod nord lå den smukke jadestensfarvede Okarito-lagoone, mod nordvest strakte mørkegrønne regnskovsbeklædte skrænter sig mod blændende snedækkede bjergtinder og stik øst kom gletsjeren væltende ned gennem en snæver dal som et enormt frossent vandfald. Helikoptere fyldt med dovne turister drønede lige hen over hovederne på os, og Jullemis var meget stolt af sine lårbasser, da hun var den eneste kvinde på toppen.
I Mt. Aspiring nationalparken ved Wanaka gik vi en kort men meget givende tur op til Rob Roy gletsjeren. Det unikke ved denne er for det første dens spektakulære position i bunden af en grøn dal og dernæst de utallige vandfald, som kommer buldrende ud fra gletsjeren i store kaskader og ender som støvregn, inden de når bunden af dalen. Her sad vi på store sten og nød vores medbragte frokost omringet af smukke gule blomster og med den imponerende gletsjer i baggrunden.
Køreturen fra Te Anau ud til den verdenskendte Milford Sound var også en smuk oplevelse. Vejen bugter sig igennem Fiordland nationalparken, hvor dybe grasbeklædte dale omkranses af høje fjælede. Lige inden man ankommer til selve Milford Sound ender vejen dog i en lodret klippevæg, som synes at svøbe sig omkring dalen i et naturens svar på Colosseum. I midten af manegen skærer en lille tunnel sig igennem den massive granitvæg, og på den anden side åbner fjorde sig op til et imponerende syn. Det kendte Mitre Peak skyder op ad vandet og synes at nå helt ind i himlen. Alle herlighederne var ekstra flotte for os, da vandet lå helt stille og dermed reflekterede omgivelserne som et spejl.
På vej nordpå igen gjorde vi frokostholdt ved Lake Pukaki og var vidne til et særdeles omskifteligt vejr. Formiddagen havde budt på tætte skyer samt en kølig brise. Det ændredes dog ved vores ankomst til Lake Pukaki, hvor Mount Cooks smukke snebeklædte statur pludseligt kom til syne og tog os med storm. Søens tyrkisblå vand og den skyfrihimmel satte prikken over i'et.
Vores aller sidste dage på New Zealand blev tilbragt lidt syd for Christchurch på Banks Peninsula. Vulkanudbrud for tusinde af år tilbage har skabt massive bakker, hvor hyggelige små havnebyer har puttet sig ind imellem. Sidste aften på New Zealand blev tilbragt på en hyggelig fransk gourmetrestaurant i byen Akaroa, hvor vi med stor tilfredshed kunne tænke tilbage på 17 fantastiske dage på sydøen hvoraf 15 var med fuldstændig outstanding vejr.
Nu sættes kursen mod Vancouver og efter et kort stop i Seattle, er vi igen nået jorden rundt og befinder os i Danmark igen.
Vi ses!
Jullemis og Adser
- comments