Profile
Blog
Photos
Videos
Puno = NEDEREN
Vi ankom til Puno sent om aftenen efter at have krydset grænsen fra Bolivia, hvilket heldigvis gik smertefrit. Til vores held var der en sælger i bussen, der tilbød os at bo på et hostel, der lød udemærket. Vi var så trætte, og det eneste, jeg kunne tænke på, var at komme i seng, så vi takkede ja til tilbudet og tog med ham.
Vi tog en taxa fra busstationen, og jeg har aldrig set en så ucharmerende by som Puno. Der var møgbeskidt, affald overalt, fulde peruvianere, trafikkaos og grimme, grå bygninger. Vi var blevet advaret af andre backpackere om, at det skulle være en forfærdelig by. Og igen måtte jeg give dem ret. Mage til intetsigende og nederen sted skal man virkelig lede længe efter. Ikke ligefrem de mest imponerende første indtryk af Peru.
Og jeg kan kun sige det samme om vores hostel. Men pyt med det. Der var en seng, wifi, og vi kunne få booket vores øhop-tur de efterfølgende dage og busturen til Cusco, så vi kunne slippe væk fra Puno så hurtigt som muligt. Fint for mig!
Da vi skulle ud og hæve penge den aften, var det første gang på vores tur, at jeg følte mig direkte utryg. Jeg kan ikke forklare, hvad det er ved Puno, men noget ved den by skræmmer mig altså, og jeg kunne slet ikke lide at være der. De 10 timer, vi havde i byen, var mere end rigeligt!
Isla de Flotantes
Allerede tidligt næste morgen blev vi hentet på hostelet for at komme til Isla del Flotantes - de flydende øer i Lake Titikaka. Selvom de er så turistet, som noget kan være, så var det ret fascinerende at se, hvordan øerne er blevet "bygget", de flettede huse og høre om indbyggernes liv på øerne. Vi fik også en tur i deres traditionelle flettede både - meget hyggeligt.
Da vi tog derfra stod to af de lokale kvinder og sang nogle traditionelle sange. Det var en meget sød og sjov afsked, indtil de begyndte at synge "Vamos a la playa" og "Hasta la vista, baby". Der gik der altså lidt for meget turist-show i det, og jeg var lige ved at kaste op :-)
Isla Amantaní
Herefter ventede en tre timers sejltur til Isla Amantaní, hvor vi skulle bruge resten af dagen og bo og spise ved en lokal peruiansk familie. På havnen fik vi at vide, hvor vi skulle bo.
Andreas og jeg blev præsenteret for vores værtsfamilie - Rachel og hendes forældre, der bor på deres lille, hyggelige "gård" med en smule land og 10 får. Vi fik vores eget værelse - virkelig luksus. Rachel er 36 (ligner en på 50), single og har ingen børn. Hun lever af at strikke bl.a. huer og handsker, som hun sælger til turisterne, og hjælper ellers til derhjemme, da forældrene er gamle.
Hun var noget af det sødeste. Meget smilende og forsigtig i hele sin fremtoning. Endnu en gang ærgrede jeg mig grueligt over, at mit spanske ikke er bedre. Men det går hele tiden fremad, og det lykkedes trods alt at få snakket om lidt af hvert.
Frokosten bestod af Quinoa suppe og en tallerken med salat, ris, kartofler og gedeost. Jeg kunne stort set intet spise på grund af min stadig tiltagende tandpine, så jeg følte mig lidt uhøflig. Men det var altså umuligt.
Sentimental eftermiddag
Eftermiddagen gik med endnu en hård gåtur til de to inkaruiner på øen - Pachamama og Pachatata. Da jeg nåede toppen, flygtede jeg fra de andre og sad og nød solnedgangen over Lake Titikaka. Det var et smukt syn, men kunne virkelig mærke hjemveen og savnet presse sig på. Det var dog dejligt med lidt alone-time, hvor jeg kunne sidde for mig selv og være lidt små-sentimental.
Fest med de lokale
Under aftensmaden sad familien på gulvet og spiste, selvom der var masser plads ved spisebordet sammen med os. Det var lidt akavet, og jeg kunne ikke lide følelsen af at være hævet over dem. Vi fik igen omgang Quinoa suppe og en lækker omelet.
Efter maden skulle vi til fest i det lokale forsamlingshus. Rachel fandt de lokale dragter frem, som Andreas og jeg blev iklædt, og så gik turen ellers til fest. Her var et band, der spillede lokal musik, og så skulle der danses. Jeg havde helt ondt i kæberne af at grine så meget. Hele situationen var så komisk, og Rachel tog virkelig dansen alvorligt, og svingede Andreas og jeg rundt. Murder on a dancefloor, siger jeg bare.
Det havde været en skøn, men lang dag, så klokken var ikke mange, før vi gik tilbage mod gården. Og jeg gik ud som et lys, da jeg ramte hovedpuden.
Isla Taquile
Næste dag bød på et besøg på øen Isla Taquile - den sidste af de tre øer på turen. Her gik vi lidt rundt på øen, så deres håndværk og fik frokost med udsigt over Lake Titikaka. Dagens højdepunkt var da jeg legede med to små peruvianske unger på pladsen midt i byen. De var så søde, og tiden fløj afsted, mens vi legede gemme og tog en masse billeder.
Nu sidder vi på vores hostel og venter på at komme med bussen videre til Cusco i aften. Cusco er en af de byer, jeg har glædet mig allermest til at besøge, så jeg er spændt og ser frem til næste del af eventyret.
- comments