Ko og drinks!

Fredag stod den på afslapning. Det er en af de gode ting ved at rejse så længe - der er plads til at tage en dag, hvor man laver absolut ingenting, uden at man behøver have dårlig samvittighed. Og samtidig er det også en nødvendighed. Alle de indtryk tærer på kræfterne, og jeg ville have svært ved at rumme det hele, hvis jeg ikke fik en pause indimellem. Efter en hel dag med afslapning på vores dejlige hostel, var aftenens plan til gengæld klar. Vi skulle opleve Argentina by night - og intet er meget mere argentinsk end en god bøf og alkohol. Så budskabet var ikke til at tage fejl af: Stik mig noget ko og nogle drinks! Og det var, hvad jeg fik! Har aldrig i mit liv fået en så stor bøf. Den var helt fantastisk. Mine tænder løber stadig i vand ved at tænke på det. Som de fleste ved, så involverer 80 % af mine bedste ferieminder mad - og det her var ingen undtagelse. Som jeg sagde til Andreas - hvis jeg boede i Argentina, så ville jeg være en 120 kg. tung alkoholiker, men en lykkelig en af slagsen.

Herefter tog vi til fest på vores søster-hostel Milhouse Avenue. Det var rigtig fedt at opleve en så fed stemning blandt backpackere fra hele verden, og vi endte med at blive lidt småfulde. Da festen sluttede, var Andreas blevet træt, men teenageren her var selvfølgelig slet ikke klar til at tage hjem. Så jeg tog med nogle belgiere med på en kæmpe natklub - fandt aldrig ud af navnet, hvilket egentlig er ligegyldigt, for har ikke noget behov for at besøge stedet igen. Jeg havde vel været der i fem minutter, før jeg havde den første hånd på røven! Og det var vel og mærke ikke den hånd, der burde være plantet der, men derimod en eller anden argentiners. Da det mønster fortsatte, og jeg opdagede, at en drink kostede 70 kr., besluttede jeg mig for at tage en taxa hjem - træt og godt muggen. Jeg vil gerne selv styre, hvis hænder der skal pille! Så jeg var noget skuffet over mit første møde med nattelivet i Buenos Aires.

Let's tango

Lørdag gik med at sove længe, shopping og et besøg på et af de mange weekend-markeder i byen. Der var selvfølgelig det sædvanlige turistede ragelse, men var egentlig overrasket over, at de solgte så mange lækre ting. Om aftenen skulle vi have en på opleveren og se et tango show. Det viste sig at være et meget fornemt sted. For bare at komme ind ad døren og betale for billetten, blev vi betjent af hele fem personer i smoking, fine kjoler og dekorative hatte. Lidt komisk at møde op sådan et sted i mit usle backpacker outfit og blive mødt af kvinder i de smukkeste kjoler og med makeup i mængder sjældent set. Showet var en fed oplevelse. Er dybt imponeret over danserne - de ved godt nok, hvordan de skal bruge deres krop. Man blev helt revet med af, hvor dygtige de var, af stemningen, passionen, kjolerne og hele historien i dansen. Lige så smukke som kvinderne var, lige så uattraktive var mændene. Men ikke desto mindre er tango sex, sex og mere sex - og jeg blev helt grebet af passionen og intensiteten i oplevelsen.

Bagefter var jeg fuldstændig smadret, og jeg orkede ikke engang at feste - selvom det er tæt på blasfemi at være i Buenos Aires en lørdag aften og gå i seng kl. 1. Men det var alligevel sådan, det endte. Jeg lå og så en film og småsov, da jeg pludselig vågnede brat. En af drengene fra vores sovesal lå i sin seng og kastede op ud over det hele i søvne. I sengen, på gulvet.. Ja, vitterligt overalt.. Og vi kunne ikke vække ham, så han sov bare videre i sit eget bræk. Jeg har aldrig oplevet noget så klamt. Så meget for en god nats søvn! Lige der var jeg pænt frustreret over, at jeg ikke bare var taget i byen, når jeg nu alligevel ikke kunne få noget søvn. Og stanken af bræk hang fast i værelset i flere dage. Velkommen til livet på et hostel. Jeg havde så ondt af ham den stakkels brasilianer, der var blevet drukket under bordet - jeg ville dø af skam, hvis det var mig. Må indrømme, at jeg stadig fniser lidt for mig selv, hver gang jeg ser ham.

Weekendens højdepunkt

Søndag ventede weekendens højdepunkt. Vi vågnede tidligt og tog på antikmarked i bydelen San Telmo. Ej hvor kunne jeg købe mig fattig i alt på det marked. Gamle ure, symaskiner, møbler for bare at nævne et par ting. Jeg var i "antik-himlen". I en af butikkerne fik jeg så bekræftet, at mænd i Argentina også er dejligt simple og primitive. Jeg skulle spørge om prisen på en ting, og gik derfor hen til en gammel gut, der sad ved en computer. Da jeg nærmede mig, kunne jeg se, at han sad og stenede porno. Sjældent har jeg set en fumle så meget med en mus for at lukke vinduet ned, som da han fik øje på mig. Han var ikke i tvivl om, at jeg havde set det, og han forsøgte ret befippet at holde masken og svare på mit spørgsmål. Jeg gjorde også mit bedste for at holde smilet tilbage, lige indtil jeg kom uden for butikken, hvor jeg knækkede sammen af grin. Porno midt i arbejdstiden i en butik med kunder - gotta love Argentina. Hehe.

Den ultimative fodboldoplevelse

Om eftermiddagen skulle vi se en kamp med de lokale helte fra Boca. Vi nåede lige at få en fadbamse under det sidste kvarter af United - Chelsea på vores hostel sammen med et par andre United fans. Det var en perfekt opvarmning til aftenen, der ventede og kunne mærke, at det ville blive en smuk fodbolddag.

At opleve stemningen til en Boca kamp skulle være den ultimative fodboldoplevelse, og det bliver ikke større - den påstand kan jeg kun bekræfte. Bocas hjemmebane har ry for at være vildt, men intet sammenlignet med at opleve Bocas mest trofaste tilhængere på udebane - og især mod lokalrivalerne Lanus. Billetterne var dyre - ca. 500 kr. per person. Men jeg er glad for, at vi valgte den løsning - mere om det nedenfor. Vi havde valget mellem siddepladser på Lanus' rolige side af stadion og blandt Bocas tilhængere. Og vi var ikke i tvivl - vi skulle opleve de mest passionerede og vanvittige fans i verden på helt tæt hold. Vi var en gruppe på 15 stykker, der skulle med. Inden vi blev hentet sad vi og fik et par fadøl - bussen var selvfølgelig en time forsinket. Vi faldt i snak med en flok canadiere, og vi brokkede os lidt over, at der ikke blev serveret øl på stadion - dog blev vi hurtigt klogere.

Mor - herfra skal du nok ikke læse videre J Vi blev hentet af en bus, hvor vi blev delt op i henholdsvis Boca tilhængere, som skulle forlade bussen i venstre side og Lanus tilhængere, som skulle ud til højre. Jeg havde købt en Boca trøje, som jeg havde på. Vores "guide" bad mig om at tage den af og gemme den helt væk, indtil vi kom ind blandt Bocas tilskuere - ellers ville jeg simpelthen være i fare for at blive overfaldet. Stemningen blandt de lokale guider var i det hele taget lidt alvorlig, men vi havde jo fået et par fadbamser, og humøret var højt. Resten af busturen blev brugt på at joke om, at målet nu ikke længere var at få en fed fodboldoplevelse, men nu handlede det hele pludselig om at slippe derfra i live - hvilket viste sig ikke at være så langt fra sandheden.

La gente esta muy loca! What the f***?!

Vi blev sat af så langt væk fra Lanus' tilhængere som muligt. Den bedste betegnelse for området er vel slum. Vi blev hurtigt stoppet af vagter, der sendte os videre i hold af fire. Vi var fire piger med, og vi skulle følges. Det var lidt skræmmende at gruppen blev splittet, men vi havde ikke noget valg. Vi gik og småsludrede, indtil en af vagterne vrissede af os med ordene "NO TALKING!". Vi kiggede på hinanden, og blev lidt nervøse - stemningen lod til at være på bristepunktet. Sikkerhedskøen var lang og langsom, og vi stod helt tæt op ad overtændte Boca fans. Fik en del lumske blikke fra fyrene - de var nok ikke vant til at se en kvindelig, blåøjet (i mere end en forstand) turist i Boca trøje, som jeg her havde fået lov til at tage på igen. Vores guide - en lille, spinkel kvinde på 150 cm, der kun snakkede spansk, var heldigvis taget med os. Drengene måtte klare sig selv.

Endelig nåede vi frem til stadion. Der var halvtomt på Bocas side, og jeg kan huske at tænke "what's the fuzz all about?!". Jeg blev klogere. Det viste sig, at vi piger var kommet ind i et andet område end drengene. Stadig blandt vilde Boca fans, men i et afspærret område væk fra de helt crazy. Vi fik øje på drengene på den anden side, og jeg var noget skuffet over ikke at skulle se kampen med dem. Da vi spurgte guiden, om vi kunne komme derover, blev hun ved mest at ryste på hovedet og sagde "no - loco loco". Men hun forsøgte. Først blev hun afvist af en sikkerhedsvagt - det var for farligt derovre. Men hun havde tydeligvis kontakterne i orden, så vi blev flyttet og genforenet med drengene. Her var alt stadig relativt roligt med en halv time til kampstart.

Pludselig hørte vi en voldsom larm med sang, råb og trommer. Vi kiggede ned fra tribunen, hvor alle de mest hardcore Boca tilhængere nu var blevet lukket ind på stadion. Velkommen til, and let the games begin, siger jeg bare. Det væltede ind med den ene svedige argentiner efter den anden, og fem minutter senere stod vi som sild i en tønde - vi kunne i bogstaveligste forstand ikke bevæge os. Hvis de andre hoppede, havde man ikke andet valg end bare at hoppe med. Nu forstod jeg pludselig, hvad vi havde i vente. Voksne mænd råbte og skreg ordet "PUTO" (spansk slang, der betyder en blanding mellem bøsse og røvhul), sang, hang i hegn og så videre. Stadion kogte - og det blev kun vildere, da deres helte kom på banen! Håber, man kan fornemme lidt af stemningen på billederne og filmene. Selvom man blev mast og knapt kunne trække vejret, var jeg vildt betaget af deres engagement, og jeg blev fuldstændig revet med. På et øjeblik blev jeg inkarneret Boca fan J

Fra fest til kaos

I pausen slås Boca tilhængerne indbyrdes - sikkert af kedsomhed, og vi så flere rækker af folk falde ned at trapperne. Man havde ikke en chance, hvis dem bagved først kom væltende. Mange blev ført ud af stadion med blodtud og tyve vrede Boca fans i hælene. Hvis først én har set sig sur på dig, så er du også en jagtet mand blandt alle andre. En underlig mentalitet. Vi så flere helt små børn blandt tilskuerne - at de forældre turde tage deres små purker med, er mig stadig en gåde. Undervejs tænkte jeg igen og igen: Please lad Boca vinde den her kamp! På et tidspunkt blev stemningen lidt for intens der, hvor vi stod, og folk begyndte at skubbe og vælte os på de forreste rækker af tribunen. Så vi blev flyttet lidt længere ud til siden, hvor der var mere "roligt". Det viste sig at være ret heldigt. Kort før tid førte Boca 2-1, og stemningen var på sit højdepunkt. Pludselig væltede folk ned over os - og jeg måtte have hjælp af en argentiner for at komme op på benene igen. Tør ikke tænke på, hvor galt det kunne gå, hvis jeg ikke var kommet op så hurtigt.

Det viste sig, at rækværket var brudt sammen, så der ikke var nogen afskærmning mellem tribunen og betongulvet fem meter længere nede. Det skabte selvfølgelig en del panik, for faldt man ned, var man færdig. Heldigt for os var der en Boca fan/vagt, som havde en særlig status blandt tilhængerne. Hans ord var lov der! Og selv i de mest sindssyge situationer, kunne han få beroliget en hel flok vrede fans, der ellers virkede uden for rækkevidde. Hvorfor det var sådan, eller hvem han var, fandt vi aldrig ud af. Det var helt tydeligt, at vores lille, søde guide havde helt styr på ham. Han var der med det samme, hvis hun bare så en smule utryg ud. Gad vide, om hun har knaldet ham for at opnå den status? J Men vi var første prioritet i den situation, og han fik os i hvert fald eskorteret ud i det rene kaos. Hvordan han fik flyttet en hel tribune med panikslagne fans tilbage, så der var plads til at vi kunne passere, er mig en gåde. Men ud kom vi i hvert fald - uden at falde fem meter ned fra tribunen.

Set i bakspejlet er jeg ret lykkelig over, at vi slap ud, inden kampen blev fløjtet af. Aner ikke, hvordan vi skulle have kommet ud ellers. Stemningen på vej hjem i bussen var meget speciel. Jeg var splittet mellem alle aspekterne i hele oplevelsen - man havde været igennem hele følelsesregisteret, og kombinationen mellem fest og frygt var meget enestående. Jeg ville ikke have undværet det for noget i verden, men ville absolut ikke turde gentage "succesen". Det var ren held, at ingen kom til skade, og det vidste vi. Vi følte alle, at vi havde kendt hinanden meget længere tid pga. den intense oplevelse, og holdningen var den samme blandt os: "Let's celebrate life!" - og det gjorde vi så. Vi festede indtil kl. 8 næste morgen.

Party like a rock star!

Det var søndag nat, men det er åbenbart ikke en hindring i BA. Natklubben var fyldt til bristepunktet med unge argentinere, og jeg tænkte flere gange - har de unge mennesker ikke noget job at passe? Musikken var enormt høj, der var en konstant stank af hash alle vegne, argentinerne sniffede coke i alle hjørner, og ingen forsøgte at lægge skjul på det. Men vi havde vores egen lille Boca gruppe, og vi dansede til den lyse morgen. Desværre blev byturen afsluttet, da en af pigerne fik stjålet indholdet i sin taske - væk var penge, pas, iPod, kamera og kreditkort. En ærgerlig afslutning på en ellers fantastisk dag.

Andreas' kamera er gået i stykker, så det betyder, at vi "desværre" må blive i BA indtil lørdag. Fan-f***ing-tastisk! Der er også så meget, vi endnu ikke har nået. Nå, jeg vil slutte - jeg lover at næste update ikke bliver så langt. Tror ikke jeg kan få så mange oplevelser igen inden lørdag. Jeg tænker meget på jer derhjemme..

Knus