Aijuntju (= hej paa Urosprog)

Saa er vi kommet tilbage fra en mega god tur til Titicacasoen! Titicaca (udtales irriterende nok titichacha, lige som tysk ch og NEJ det hedder TitiKAKA) er verdens 21. stoerste ferskvandsoe.
Vi blev hentet af vores guide kl 08.00 soendag morgen og blev derefter koert til havnen, hvor vores baad ventede. For en gangs skyld var det kun unge mennesker, som skulle med os paa tur. Alle de andre gange har vi vaeret saa heldige at faa aegteparene! Foerst sejlede vi ud til en masse smaa sivoer. Alt i alt er der 54 oer, men det aendres hele tiden, for hvis familierne paa oerne bliver traette af hinanden deler de bare oen i to - virkelig smart! Man byggede de saakaldte Uros for ca. 600 aar siden, fordi at menneskene havde fjender paa fastlandet, og dem undgik man ved at flytte:) Oens fundament er ca. 30 centimeter dybt! Vi blev kun paa oen et kort oejeblik inden vi sejlede videre til Isla Amantani. Vi begyndte ret hurtigt at snakke med to engelske fyre, Nick og Richard - rigtig soede mennesker og de hadede os ikke:) Vi kom til oen, som ligger i ca. 4000 meters hoejde, ca. 3 timer senere og der ventede os ca. 100 meter op ad bakke. Troede helt serioest jeg skulle doe! Det foeltes som om baade mine lunger og mit hjerte kollapsede og jeg gik faktisk bare som en gammel prustende mand! OMG! Var helt udmattet! Vi blev delt ud til vores lokale familie. Annette og jeg skulle bo med hos en kvinde som lignede hun lige var fyldt 65 men i virkeligheden var 44. Hun havde 5 boern, hvoraf de fleste dog boede i Puno sammen med deres far, fordi de gik i skole der. Vi fik frokost - tomatsuppe, kartofler med gedeost (lige efter min smag!!!!!) og pebermyntete til dessert. Efter maden kom kvinden med en hue til hver af os og vi spurgte om det var en gave, hvilket hun nikkede til, saa vi valgte at gaa ned til den lokale koebmand og koebe et kilo ris til hende som tak. Da kl. var 16 var det tid til at gaa op paa oens top - ca. 4200 meterm hvor vi skulle se solnedgang. Hvis jeg troede jeg skulle doe foer, saa ved jeg virkelig ikke hvor jeg var paa vej hen denne gang - Helvede?? OMG, jeg har aldrig proevet noget lignende, men da vi noget toppen var jeg bare saa glad for at vaere kommet derop. Det var simpelthen bare saa flot - helt vildt imponerende, noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Efter et par timer var det paa tide at gaa tilbage til landsbyen hvor vi skulle ha' aftensmad - endnu engang var det suppe efterfulgt at nogle smattede ris og groentsager - virkelig ikke saerlig laekkert, men vi fik hende heldigvis overbevist om at frokosten simpelthen havde lagt sig saa dybt i os, at vi ikke kunne spise noget - flot at vaere nogle idioter! Da vi havde spist skulle vi til bal i oens "hal". Alle pigerne skulle have deres nationadragt paa og drengene skulle ha' poncho og hue paa - det var bare saa koent et syn! Vi fik danset lidt men lige pludselig forsvandt alle bare undtagen os 4 og englaenderne. Vores "moedre" ville ikke gaa uden os, saa kl halv 10 blev vi noedt til at foelge med hjem, alt andet havde vist vaeret uhoefligt, men vi gad bare ikke rigtig! Tilbage paa vaerelset gik vi bare i seng - vi havde pakket os ret godt ind, for der havde vaeret mega koldt i loebet af dagen. Saadan loed mit nattoej paa: Stroptroeje, skiundertroeje, t-shirt, fleecetroeje, skiunderbukser, 2 par stroemper, hue, lagenpose, lagen og 3 taepper. Lidt og diskret!:)

Vi vaagnede efter en ok varm nat kl 06.45 - familien havde ca. vaeret oppe i halvanden time paa det tidspunkt og har hoejst sandsynligt syntes at vi var nogle maerkelige mennesker. Vi gik ned til morgenmaden - pandekager og friturestegtbroed og kl. ca. 07.10 spurgte vi damen om vi ikke skulle til at gaa, for vi skulle moedes med resten af gruppen kl 07.30, men det havde hun ikke lige tid til for hun var lige i gang med at lave mad. Da hun var klar kl 07.35 gik vi endelig, men lige inden spurgte hun til vores huer - som var en gave! Bondefanger som hun var ville hun have S./20 pr. hue - ikke paa vilkaar og vi afleverede dem paent tilbage. Hun blev vist mega sur paa os, men det er jo naesten et dagsbudget - hun var altsaa lidt af en klaphat, isaer fordi vi spurgte hende 2 gange om det var nogle vi maatte faa og ja, det maatte vi gerne! Hoej! Vi kom "kun" en halv time for sent - det elsker jeg jo virkelig at goere - og da vi kom frem sejlede vi straks afsted til dagens oe - Isla Taquile. Der bor ca. 3000 mennesker paa oeen og da vi kom var det endnu engang tid til at gaa STEJLT op ad bakke - er virkelig imponeret over mine organer! Prustende fik jeg slaebt mig selv op ad bakken, men det regnede en hel del, saa daa vi kom op til torvet gik vi bare ind paa raadhuset og ventede indtil det blev toervejr og vi kunne komme videre. Naeste stop var et udkigspunkt, hvor vi bare fik taget en masse billeder inden vi skulle spise frokost - eller det skulle resten af gruppen. Frokosten ville nemlig koste s./ 20 pr. mand, saa vi 4 fattigroeve noejedes med en cola og ventede derfor med at spise til vi kom tilbage til baaden! Ved godt det var shiizzz, men vi bliver noedt til at spare. Da alle de andre havde spist ventede der os kun ca. 600 trappetrin ned til baaden - laekkert at vi denne gang blev frie for at gaa op ad dem! Da vi kom til ned til baaden sejlede vi bare hjemad. Vi havde sat os paa taget af baaden - super lae, men lige inden vi kom til Puno fik jeg nok den krafttigste hovedpinde nogensinde. Har aldrig proevet noget lignende. Blev noedt til at tage direkte hjem til hotellet for at hvile mig. Foerst senere gik det op for mig at jeg noget har faaet solstik pga. malariepillerne som kan give oeget lysfoelsomhed. Det var jo bare laekkert at faa det!! Eller.. Vi fik jordbaeryoughurt med cocopops til aftensmad - virkelig luksus til kun ca. 11 kr. pr mand! Perfekt!

I dag skal vi bare nyde den sidste dag i Puno inden vi i eftermiddag kl. 16.00 tager videre til Cuzco (Macchu Picchu), hvor vi skal vaere indtil den 8. marts.

I oevrigt har vi besluttet at tage ca. 10 dage foer hjem, da vores budget ellers ikke helt ville kunne haenge sammen. Det bliver simpelthen for dyrt i USA. Selvom vi tager tidligere hjem gaar vi dog ikke paa kompromis med de ting vi gerne vil se, men vores program bliver bare lidt mere intensivt!

Jeg haaber I alle har det godt derhjemme!

Mange knus fra Julie