Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at have ventet 7 timer i lobbyen på hotellet, havde Raquel endelig fri fra arbejde og kunne køre mig til busterminalen. Heldig nok var der en sidste bus der kørte til Tanga. Som sædvanlig ventede vi en time længere end hvad de sagde afgangen var, men langt om længe rullede den faldefærdige bus af sted. Vi kørte rimelig langsomt i forhold til hvad de andre busser vi havde kørt med tidligere, og den ender til sidst også med at gå helt i stå. Vi havde i forvejen ikke kørt mange kilometer fordi der var mange køer, og vi måtte sætte passagerer af og samle dem op senere for at kunne komme igennem vægtkontrollen. Bussen var virkelig proppet til det yderste. Folk råbte og skreg som gale hver gang vi holdte stille. Nå, men vi holder så stille in the middle of nowhere og det er på det tidspunkt bælg mørkt. Ingen fortæller rigtig hver der foregår, og alle går ud af bussen. Jeg bliver siddende ved min bagage, der for et øjeblik kunne stå på sædet ved siden af, for mine ben sov nærmest hele tiden. Og folk var så ubehøvlede, selvom en medpassager fik lidt medlidenhed med og prøvede at lukke vinduet i, blev manden foran ved med at insistere på det skulle være åbent. Kæft det var koldt! Personen bag ved blev ved med at hive hår af hovedet på mig når han tog fat om sædet, ja jeg var nærmest ved at gå amok! Pludselig stopper bussen igen og chaufføren prøver på gebrokkent engelsk, at forklare en ny mekaniker skal prøve at lave bussen og det ville tage noget tid. Nå, jamen så kunne jeg jo ligeså godt få noget blod til benene og få en stegt majskolbe sammen med de andre. Efter 3 kvarter kører vi igen, langsomt fremad. Min telefon havde næsten ingen strøm, og jeg skulle bare hentes på stationen, ellers ved jeg ikke hvad jeg havde gjort. Men Jirome var der heldigvis og kunne køre mig hjem til værts-familien kl. 01.00 om natten. Og her er jeg så nu, i gang med at pakke ud igen, og fandme om så om ikke mine flybilletter er væk! Det går virkelig bare derudad! Nu har jeg fået købt en cykel, et vældig skrammel, men den har to hjul og et styr, så er vældig. Nu kan vi cykle ned til byen for at komme i supermarkedet og komme i skole, så det er lækkert! Stort set alle kører på cykel i Tanga. Biler bruger man ikke rigtig, fordi terrænet ikke er til det, og vejene er små og uden asfalt. I aftes viste jeg billeder af jer alle sammen, det synes de alle sammen er vildt spændende, at se hvordan det ser hvor vi bor, hvordan familie, kæreste, søskende, venner, hus, dyr osv. ser ud. Onsdag var min første dag på Youth hope kindergarten-school. Lotte havde været rundt i de tre klasser der hhv. er på 25,8 og 10 elever, delt ind efter alder, så hun vidste godt hvilket spektakel der ventede. Lotte og jeg skulle undervise de ældste elever, altså 6 år gamle. Vi kommer ind i klassen, og de udadtil søde børn rejser sig og siger: "Goodmorning Madam, how are you?" Men det skulle vise sig efter at Madame Juliet(en lærer) forlod lokalet, at alt forandrede sig til et stort kaos. Vi stod nu med otte uopdragne møgunger. De råbte og skreg i munden på hinanden, den ene mere umulig end den anden. Til sidst blev det simpelthen for meget, og så fik den ellers af alt den lungekapacitet mine lunger havde: "SHUT UP, AND SIT!" Så var der stille for en kort stund, men kun de dygtigste elever kan finde ud af, at arbejde i sådan en uro. Alle børn råber: "Madam Julie, Madam Julie, look look" for hele tiden at vise nu er et regnestyk færdig, og sådan kører det bare i 2 stive timer til de har pause. Selv der råber og skriger de som sindssyge! Kom arbejdsmarkedstilsynet forbi vil de nedlægge stedet med det samme pga. støjniveauet, det er ganske ulideligt. Vi er fuldstændig kvæstet når vi kommer hjem til frokost efter 5 timer, og smider os direkte i sengen. Det samme gælder lærerne. De bruger den første halve time på at sortere i de sølle kladdehæfter der nu engang er til rådighed. Ungerne spidser konstant blyanter, og vil hele tiden viske ud i deres kladdehæfter, selvom de gør det rigtigt, og når der kun er ét viskelæder at deles om skaber det konstant forvirring når det skal gå fra den hånd til den anden. Det overrasker rigtig meget, at en privat eget "nursery school" har så få midler at gøre godt med. Tør slet ikke tænke hvad en offentlig institution har at gøre godt med. Det er virkelig virkelig svært, at overskue hvor man lige gør sig bedst nyttig. I eftermiddags fik jeg flettet hår af Asma, en sød dame som arbejder på kontoret for Teyodea, så det hyggede vi os vældig med. Ellers bruger vi mest eftermiddagene på at komme lidt ud og få klaret tankerne igen. Skønt at vi har vores cykler og kan tage af sted når vi har lyst, til markedet eller få en lækker is, taletid osv.Nå, lidt mere generelt om det hele. Maden skal man lige vænne sig til, savner sku' din mad mor, det er meget fed mad og tung mad, altså ris, ugali, pommes, chapachi(brød med masser af olie) og masser af fisk, serveret hel med hoved, øjne, hale og det hele! Der er masser af gadekøkkener, hvor de også sælger alt muligt mad, stegte fisk og majskolber. I supermarkedet kan man få rigtig morgenmadsprodukter, som yoghurt og allbran - men det koster en formue! 45-60 kr. for én lille pakke. Damerne i huset er også ved at blive bedre til at kontakte os, og prøver at lære os swahilli, men f*** det er et svært sprog. Puha - hilsner og få sætninger kan vi klare os med, men det ender hurtigt i engelsk. Hver dag når vi cykler hilser folk så venligt og vinker, men samtidig skal man også lige have et øje på vejen, for daladalaerne(opsamlings-taxaer) kører deres helt eget show. Der findes ingen trafikregler, man følger bare de andre. På vej til skole cykler vi ca. 25 min og der er det ikke sjældent at man også møder fritgående geder og æsler midt på vejeneJ I dag i skolen var der kun mødt én lærer op, så Lotte og jeg måtte tage hver sin klasse. Det der med lige at få en intro til det hele, bruger de ikke rigtig, det er bare lige på og hårdt, så det er med at være lidt opfindsom når lærerne bare bliver væk. Jeg havde de mellemste børn i dag, og de var faktisk noget mere rolige og mindre støjende end de ældste. Men de kan så næsten heller ikke noget engelsk. Hver dag på skolen er en kæmpe udfordring, for intet bliver absolut serveret på et sølvfad. En ting er at undervise, en anden er opdragelse - som også tager en del kræfter. Vores "rektorinde" har heller ikke været der siden vi fik en rundvisning, så det er lidt træls i forhold til de ting vi gerne vil have uddybet i forhold til undervisningen. For det er lidt træls at få en negativ oplevelse med hjem hver dag, fordi "elverne" simpelthen er umulige, men det har de i mange henseender kun lov til. Det er helt unormalt for så små børn at sidde stille så mange timer og forsøge at lærer bare lidt engelsk. Ja, eller matematik for den skyld. Det underviser vi også rigtig meget i. Meget af tiden bliver også brugt på at rette opgaver, spidse blyanter, helt simple ting, men de har kun så få, at de kun har en blyant i skolen. Det værste er systemet hvorpå lektierne gives. De har hjemmekladdehæfter som jeg hver i sær(efter niveau) skal indskrive opgaver i til efterfølgende dag. Det tager en krig, og tiden kunne bare være brugt så meget bedre. Men ja, vi tager en dag af gangen for dagene er som sagt ret uforudsigelige. Nå, første weekend i stille og (meget!) rolige Tanga. For at reducere bare "lidt" af alt den fede mad og de mange snaks indimellem var vi for første gang ude at løbe. Så vi var tidligt oppe inden det blev alt for varmt. Det blev bare lyn hurtig varmt, selvom vi løb kvart over syv! Men så var det da i det mindste nemmere at tage et koldt bad da vi kom hjem. Jeg er helt nede på at bruge en halv balje vand til bad, hehe. Det er så koldt, og bruseren virker ikke altid, så når den er ude af funktion står vi i vores grønne balje med en blå kop til at hælde vand over os. Lidt besværligt, men til at leve med ;) Derefter tog vi på cykle til stranden, og kom efter en flere kilometers lang omvej til stranden. Vi var nærmest brændt af inden vi kom. Solen var også vildt ulidelig, og tidevandet gjorde også at vi efter et par svømmeture, endte i restauranten og fik lidt mad i maverne i stedet. På vej hjem igen, mødte vi en gadehandler der solgte vildt flotte smykker, som han havde lavet af kokus-skaller. 3 armbånd og et par øreringe for 3000 sh. (13-14 kr.) Super køb! Så er uge nummer to begyndt, alle tre lærere er mødt op og tilmed til tiden! - Det er store sager. Jeg kom med Madam Juliet ind i KG 2 (de mellemste børn) og skulle overvære en time. Hun forsvinder lige for en times tid, mens børnene bare sidder og venter og venter, og der sker heller intet hos Lotte. Jeg småbegynder timen selv, og endelig dukker hun op. Jamen, åh jeg kunne bare fortsætte, trods det vi havde gennemgået hvad de kunne 4 gange, til hun havde lavet linjer i deres hæfte så de kunne skrive ord i stedet. Da skolen var løbet tør for kridt, blev det diktat i stedet. Diktat til børn på 4 år, hvad i alverden tror de selv, og så på engelsk!? For første gang oplevede jeg også at se børnene blive slået, og jeg var lige ved at bide tungen over på mig selv. Hun var så hård ved dem, skrev de ikke bogstaverne korrekt på linjerne, viskede hun det hele ud igen, og så kunne de få lov at starte forfra, amen jeg var så rystet. Selvom det kun var 8-10 ord de skulle skrive, tog det næsten en time før alle var færdig. Efter deres "te-pause" skulle jeg undervise i miljø. Hm.. okay, hver dag sin prøvelse, så jeg tog dem med ud i gården for at finde blade, græs og hvad der nu lig er i en cementgård. Viste dem køkkenet og fortalte om vandet, farverne på blomster og tog dem derefter med ind i klassen igen. Så gik vi alle tingene igennem på tavlen, mens de på hver deres tavle skrev og tegnede de forskellige ting vi havde set. Så kunne madam Juliet indskrive deres lektier imens, så der ikke gik tid med ingenting. Til min store glæde, vidste hun stor interesse for min måde at undervise på, og roste mig meget i min måde at variere og gøre undervisningen sjovere på. Børnene vidste også stor glæde, og vi grinte uden at det blev for meget, og jeg tror alle havde en rigtig god time. Så det var dejligt at slutte en dag der ikke altid starter veloplagt, på en god måde. Så jeg håber jeg kan blive i den klasse og også give råd til Madam Juliet omkring undervisningsmetoder og droppe fysisk afstraffelse. Jeg har været lidt tilbageholdende med at komme med alle legesagerne, for de har et rum med ting, men det er aflåst og er ikke blevet brugt siden vi kom. Jeg har forklaret, at jeg er blevet tildelt de her gode ting, men at jeg vil ha' at de bruger det i undervisningen, og ikke bare låser det inde sammen med det andet. Det er virkelig svært at trumfe noget igennem, for lærerne kan absolut heller ikke meget engelsk. Men jeg prøvede så godt jeg kunne, at få lavet den aftale med lærerne, at ligeså snart "rektor Joice" ville komme forbi, skulle vi have nøglen og den skal have en plads i huset så vi altid kan komme ind og bruge legerummet. Så det bliver spændende og se om bliver til noget.Som vi plejer om eftermiddagen, tog vi vores cykel til markedet for at handle ind. Min mave er gået lidt i stå, så jeg måtte indkøbe mine dyre all-bran til 50 kr. Suk, men nu skal der fiber ned og sætte gang i systemet. Vi mødte helt tilfældigt de andre to piger som også bor her i Tanga. Dem skal både Lotte og jeg passe vildt meget på ikke at sammenligne os med. De får ALT serveret på et sølvfad. De har fået hovedpuder, shampoo, toiletpapir, sofa, skabe - alt til deres værelse og toilet. Ved aftensmaden bliver de spurgt hvad de kunne tænke sig at spise til morgenmad, så de får havregrød, cornflakes, pandekager, kakao og jeg skal komme efter dig - og hos os spiser vi altid alene og kan tygge tre tørre skiver toastlignede brød ned med margarine og mixed syltetøj på dåse! De har selv valgt hvilke årgange, hvilke fag og hvor mange timer de arbejder, og børnene snakker kun engelsk på skolen. Så.. åh, vi sys vores betingelser er tyve gange mere anstrengende på alle områder. Men men, vi brokker os ikke! For vi har det skam udmærket, vi prøver bare hele tiden at vende det til noget positivt og muntre hinanden op og tage hver dag som en udfordring. Vi sys bare selv at vi er sejeJ I dag var vi meget spændte på at komme i skole. Vi fik forklaret rektorinden at der var en del ting som ikke syntes helt var rimeligt og kom med forslag til hvad der kunne gøres bedre. Især er det hårdt for Madam Fatma der har 20 børn i alderen 1,5 - 3,5 alene, at få noget konstruktivt ud af undervisningen når de helt små jo ikke har noget som helst at gøre der. De forstyrrer bare. Så Lotte og jeg har startet en "play-groupe" for de helt små (6-7 børn) og leger med dem i stedet, når vi ikke selv skal undervise. En lærer som jeg havde en del at klage over i forhold at hun slog børnene, bare gik fra undervisningen, var sur og utålmodig med alt, var en helt anden lærer i dag. Hun roste børnene, sang med dem, huskede at få dem op at stå og hoppe indimellem så de ikke faldt sammen og vigtigst af alt gav hun sig tid til at forklare børnene måden at regne på. Alle var med, børnene var glade, og hun lignede selv en der var glad. Vi vidste jo ikke hvordan rektorinden havde videreformidlet alt det vi havde at sige, så vi håbede ikke at lærernes adfærd overfor os ville ændre sig, men hvem kunne vide. Luften var også lidt kølig til at begynde med, men med det samme i te-pausen roste jeg Madam Juliet rigtig meget for hendes undervisning, og spurgte om hun ikke også selv syntes at det var rart at være i skole i dag, og det svarede hun da ja til. Så det var virkelig en dejlig dag. Madam Fatma tilbad os nærmest også for at fritage hende for de små børn. Hun havde nået alt hun havde planlagt, og var slet ikke træt at se på som ellers, fordi hun ikke har brugt kræfter på at få ro i klassen og trøste de nye tilkomne børn. Vi cyklede absolut glade hjem fra skole i dag. Fra friskolen kom jeg i tanke om de hinke-baner og "firkant-baner" vi havde i skolegården, så jeg efterspurgte også maling da vi sad i møde med rektorinden, for så kunne Lotte og jeg en eftermiddag nogle flere aktiviteter til frikvartererne, og det lød hun meget begejstret for. Al kritik og forslag er blevet taget rigtig godt imod, så nu nyder vi bare at se noget af det vi er her for, lykkedes! Vi har endnu ikke givet legetøjet til "skolen" endnu, fordi vi ville være sikre på at hvis de fik det, skulle det ikke låses inde sammen med alle de få ting de havde i forvejen. Så vi venter med at tage det med, så rektorinden(der forstår engelsk) kommer, og kan videregive den besked på en ordentlig måde, for vi vil gerne så hurtig som muligt i gang med at gøre undervisningen lidt mere børnevenlig og sjov.I eftermiddags gik vi en tur langs vejen for at prøve nogle af de små "egns-retter" fra de trofast sælgende damer og børn. Noget bedre end andet, hvis ikke dryppende af olie, så proppet med sukker og gluten! Vi har nærmest opgivet at holde den slanke linje, inden længe har vi også maver og numser som alle de andre damer ;) Og vi spiser jo hvad vi får serveret til de forskellige måltid. Noget der efterhånden er ved at være rigtig irriterende, er at de fra alle moskeer vækker hele byen til bøn kl. 01.00 , 03.00 og dælme også klokken 5 om morgenen! Og når der i forvejen er så meget støj fra gaden, er det bare prikken over i'et! Eller nej, det er når vores house-keeper spiller hele hytten op til bal kl. 06.00 om morgenen når hun gør rent og stiller klar til "morgenmad". Der er ikke noget at sige til, at vi er tappet for energi klokken ni. Det er også skide træls at internettet er så dårligt, at billeder ikke kan uploades. For video og billeder siger så meget mere om stemningen, landskabet, folket osv. Men ja, I må have til takke med til tider meget sent opdaterede rejsebreve.
- comments