Profile
Blog
Photos
Videos
Hej jer alle derhjemme!
Så er det igen tid til at blogge lidt. Vi har brugt de sidste 3 dage et helt fantastisk sted, nemlig Fraser Island, verdens største sandø. Vi har været på tur med en gruppe af unge mennesker, så det har været rigtig hyggeligt, og dejligt at snakke med nogle andre mennesker. Vi har specielt snakket med to danske drenge fra Sjælland, som er lidt yngre end os, men ellers også er ude at rejse i 4 måneder, så det har været rigtig godt med lidt dansk selskab. Vi blev hentet kl 07.45 torsdag morgen, og så kom vi ellers afsted. Vi startede med at få kaffe og kage da vi ankom til øen, og så kørte vi ud til regnskoven og gik en lang tur. Det var rigtig spændende, og der var rigtig flot natur. Vejret var sådan lidt blandet med lidt sol og lidt regn, men det har vi jo vænnet os til efterhånden ;) Vi gik bl.a. forbi en lille å med helt rent vand, som man faktisk kan drikke direkte fra åen. Om aftenen købte vi noget vin i boks (Goon hedder det her i Aus :D) og spillede spil og drak vin hele aftenen sammen med de andre. Eller til klokken 23.30 hvor vi var så trætte at vi blev nødt til at sove :D dag 2 var vi ved Lake McKenzie, en stor sø (som var mega kold!) hvor vi spillede bold i vandet. Senere badede vi i champagne pools, som er et område ved havet som er naturligt indhegnet af klipper, så når bølgerne slår ind, bruser vandet så meget at det føles som om at man sidder i et stort glas champagne ;) Til sidst vandrede vi op til Indian Head, en klippe med udsigt over stranden, hvor vi bl.a. tog gruppebillede - det var helt som at være på studietur ;) Igen i går aftes stod den på vin og kortspil med de andre fra vores hytte. I dag var vi ude og vandre en lang tur igennem skoven til en kæmpe ørken, hvor der også lå en flot sø for enden af sanddynerne. Smukt og imponerende, og vi skal nok lægge billeder op senere! Og som turens ultimative højdepunkt (eller, måske ikke helt ;)) så vi en Dingo på stranden på den sidste køretur! Dingoer er et dyr, som er halvt hund og halvt ulv, så de kan være aggressive og hyler som en ulv. Der er 200 tilbage på hele øen og det er kun på Fraser Island at de findes, så det er lidt vildt at se en, specielt fordi, de ikke kommer frem så tit. Lige nu skriver vi fra mobilen, så det bliver lidt kortfattet, og vi har ikke mulighed for at lægge billeder op, men det kommer så snart vi kommer til en computer :) Vi havde faktisk forventet lidt andet af øen, end den egentlig var. Vi troede næsten at det bare var en stor sandkasse, da den jo hedder en sandø, men det meste af øen er faktisk dækket af skov. Og så er der nogle store søer og nogle ørkenområder, hvilket vi også havde forventet. Men vi havde altså ikke forventet så meget skov, og heller ikke at der ville være store ferieresorts og sådan. Selv boede vi i store hytter, så det var hyggeligt. Vi havde heller ikke forventet at det ville tage flere timer at køre fra den ene ende til den anden, men sådan kan man jo blive overrasket ;) alt i alt var det en fantastisk tur, og vi er rigtig glade for, at vi fik det set.
I morgen skal vi med bussen tilbage til Brisbane, hvor vi skal sove den sidste nat, og så skal vi flyve tilbage til Bangkok, hvor vi skal rundt i det meste af sydøstasien i løbet af 3 måneder. Det er så vildt at der allerede er gået 3 uger af vores tur, og at vi allerede er færdige med Australien! Vi nyder det i fulde drag, og trækker de sidste gode oplevelser ud af dette kontinent! Trods regnvejr og aflyste planer har det været rigtig fedt at opleve Australien, men vi er også enige om, at vi er glade for, at det er i Asien vi skal bruge mest af vores tid. Af hvad vi har set, minder Australien lidt mere om Danmark og Europa, hvor Asien virkelig er noget helt særligt og unikt. Og ikke at tale om prisforskellen - man kan jo leve 5 dage i Asien for de penge, man bruger på en dag her ;) Så vi ser frem mod at kunne leve som konger igen!
- J & M
- comments