Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen alle sammen :D
Så er det blevet tid til at forlade Cairns og dermed også Østkysten. I Cairns har vi været rigtig glade for at være, og vi endte faktisk med at booke vores værelse helt frem til i dag (søndag), hvilket nu også skyldes, vi ikke kunne få flybilletter til Perth om lørdagen, hvilket ellers var planen. Vi har dermed lært, man skal være meget tidligt ude, når man bestiller flyrejser i Australien, og netop derfor har vi også allerede bestilt vores billet fra Perth til New Zealand (nærmere bestemt Christchurch), og vores afrejse fra Australien kommer til at ligge den 9. november, da vi så får 3 uger i New Zealand.
Her i Cairns har vi brugt en del tid på at planlægge den videre tur, men vi nåede da også lige i Cairns Tropical Zoo i torsdagen. Zooen var ikke så stor, som vi havde forventet - men vi fik trods alt både fodret kænguruer, set koalabjørne og hørt et par foredrag om Australiens dyreliv. Det mest dramatiske den dag, var at vi måtte flygte fra en fri slange, som pludselig befandt sig to meter fra os, mens vi sad på en bænk og holdt et hvil. Folk sagde til os, at selv hvis man ledte efter slangerne i det fri, så kunne man ikke finde nogle, vi kan så informere om, at hvis man IKKE leder, så kommer de helt af sig selv - den slags oplevelser vil vi gerne være fri for en anden gang ;)
Cairns er en rigtig hyggelig by, og vi har både været på Night Market, som var et kinesisk inspireret marked med alverdens smykker, tøj og pynteting. Og vi har også været på Fruit Market, hvor der var alverdens frugt til rimelig billige priser.
I dag flyver vi så fra Cairns til Perth, hvor vi har bestilt et værelse for to nætter, og derefter håber vi på at have lejet en bil (eller noget lignende), så vi kan køre op af Vestkysten. Det, vi kommer over på Vestkysten, betyder flere ting. For det første skulle naturen være rigtig fantastisk, og der skulle slet ikke være så turistpræget, som Østkysten har været - hvilket sikkert også betyder, alting er lidt billigere ;) Og samtidig flytter vi os to tidszoner, så vi nu er lidt tættere på den danske tid (men dog stadig 6 timer foran) :D
Vi glæder os meget til at opleve mere af Australien og skal nok opdatere jer, når vi igen får mulighed for at komme på nettet.
Mange tanker til jer alle sammen hjemme i (kolde?) Danmark - knus Ann og Julie..
- comments
Annette Holten Det er uendelig spændende at læse om 2 danske pigers oplevelser i Australien. Jeg er glad for at følge med. Pas på jer selv