Ja, I får altså lidt historiefortælling igen idag, for dagens hændelser skal simpelthen beskrives friske! I morges var jeg simpelthen så træt og uoplagt, på grund af aaalt for lidt søvn. MEN hvor er jeg glad for, at jeg tog på arbejde. Vi var kun lige kommet, da vi blev trukket ind til en patient og bedt om at tage handsker på. Det blev hurtigt for meget for Iris, som ikke tog del i alt dette. Men den historie følger senere... Patienten var bevidstløs og i kritisk tilstand da jeg kom ind. Diabetiker og åbenbart blokerede luftveje. Hvordan det lige hang sammen og hvilken tilstand han var i, da han kom ind, fandt jeg aldrig ud af. Jeg blev sendt ud i ambulancen efter hospitalets eneste slange til svælgsugeren(?) Patienten fik glukosedrop, vi rensede luftveje og hjalp med vejrtrækningen. I en times tid, arbejdede vi på, at få ham til at trække vejret normalt. Intubering var med komplikationer og kan behøvede ilt for at trække vejret selv. Under alt dette var vi en sygeplejerske, læge og mig og jeg deltog på lige fod med de andre om opgaverne. Jeg var ikke klar over hvor kristisk situationen var i starten, men da familien blev trukket ind for at bede for ham, slog det mig at han faktisk kunne dø lige der i mine hænder. Jeg overvejede kort om jeg ville kunne håndere det, men besluttede at det vigtigste var, at jeg gjorde alt jeg kunne, for at det ikke skulle ske. Jeg tjekkede konstant puls og vejrtrækning, og udstyret er ikke så avanceret, så det foregik manuelt. Da han blev stabiliseret med ilt, fik han kateter, som jeg desværre ikke nåede at få lov at gøre. Han skulle senere overflyttes til et andet hospital med bedre forhold, men det tog en eeeeevighed! I mellemtiden kom en anden patient til stuen, en kvinde - også med vejrtrækningsproblemer. Jeg fik lov at anlægge venflon næsten selv, og tage en blodprøve og gøre klar til IV. Desuden anlagde jeg kateter på hende, et område jeg heldigvis har set før - puha, hun blev da vasket! Jeg blev ofte overladt til mig selv i stuen, og jeg holdt konstant øje med puls og vejrtrækning hos begge patienter. Dr. Josefine er meget træt til aften, og måske lidt psykisk påvirket af, at disse patienter ikke nødvendigvis overlever. Jeg håber at vi reddede dem, på trods af, at han formentlig er blevet hjerneskadet af iltmangel. puha, det har været den mest spændende dag ind til videre. Jeg er meget stolt af de ting jeg lærer, men det er frygteligt at være omgivet af så meget elendighed blandt alle de fattige fattige mennesker.... Nå, det skulle bare lige beskrives for jer - så I kan tage del i turbulensen!