Det var nu blevet søndag den 2 november og vi vågnede op første morgen i bjergbyen, Ella.
I dag skulle vi på trekkingtur i bjergene til et sted der hedder Ellas Gab. Det var virkelig en hård tur op, men udsigten da vi kom op var anstrengelserne værd. Vi kunne se ud over byen og bjergene i baggrunden. Vi nød udsigten inden turen gik nedad.
På vejen tilbage skulle vi følge nogle togskinner, så det galt om at holde øje med hvornår toget kom! Og det kom skam før eller siden, så vi stod alle ude i kanten af skinnerne og så toget passere forbi, inden vi kunne gå videre igen.
Da vi kom tilbage slappede vi bare af på hotellet, og nød vores dejlige værelser, varme vand i bruseren og lækre mad i cafeen. Selvom selve byen ikke er ekstremt spændende, så var det dejligt at komme til et sted hvor alt er i orden!
Dagen efter kunne vi vælge at tage til en adventurepark lidt uden for byen, hvilket alle fra gruppen var med på. For at komme ned til stedet skulle vi køre med jeep gennem nogle ret vilde "veje", indtil vi kom ned i en dal.
Vi skulle bl.a. zipline over en flod, rapelle ned af en bjergvæg og gå på en line hen over floden, hvor vi skulle give slip med begge arme og hænge frit. Det var virkelig fedt!
Dagen efter skulle vi bestige mini Adam's Peak, hvilket var en kort men utrolig flot tur.

Endnu en gang fløj tiden afsted, og vi skulle i dag, d. 5/11, videre fra Ella til en bjergby lidt uden for Hatton. Denne gang skulle vi ikke køre med vores elskede bus, men med tog. Vi stod op kl 6, og derfra skulle vi køre fire timer gennem det smukkeste bjerglandskab og teplantager. Det var en sjov oplevelse, også at kunne hænge ud af togets ind- og udgange mens vi susede gennem bjergene.
De næste seks dage stod på en masse adventure! Vi startede ud med river rafting den første dag (kun kategori 2-3). Det var sjovt at prøve, men jeg skal helt klart prøve en vildere når jeg kommer til New Zealand. Undervejs sejlede vi ind til flodkanten, vendte båden om og kunne derfra bruge den som en slags glidebane ned i vandet. Ikke så meget adrenalin, men bestemt en god oplevelse.
Dagen efter, fredag d. 7 november kunne man vælge at tilkøbe ekstra rafting, men jeg valgte at vente til NZ. Det meste af dagen stod derfor bare på afslapning på hotellet. Denne aften gik vi i seng kl. 19. Vi skulle op kl 00:00, kører i to timer og så stod den på bestigning af Adams Peak hele natten. Det er en af de største rejseoplevelser jeg har haft. Mathilde og jeg fulgtes op hele vejen og var nogle af de første. Det var sindssygt smukt. Jeg havde min lygte, men fuldmånen hjalp lidt på belysningen. Vi stoppede undervejs og bare kiggede og nød det hele. Man kunne se belysning fra byer langt væk, høre vandfald rundt omkring og nyde den flotteste stjernehimmel jeg længe har set.
Vi nåede toppen kl 04:00. Vi havde taget det stille og roligt for netop at time det godt, vi troede virkelig at det ville tage længere tid at nå derop. Dårlig timing resulterede i 1,5 times ventetid i bidende kulde. Jeg frøs så meget at jeg knap kunne bevæge mig og det gjorde virkelig ondt helt ind til knoglerne. Jeg var lige ved at miste modet, men da jeg begyndte at kunne ane solen glemte jeg lidt det hele. Fuldmåne, stjernehimmel og solopgang på én og samme gang. Følelsen af at være tilstede netop dér, kan ikke beskrives.
På trods af ØMME lægge en hel uge efter, gør jeg det gerne igen næste gang jeg besøger Sri Lanka i 2015.
Resten af dagen stod på afslapning og sol ved poolen. Jeg ville helst ikke sove for meget om dagen, for jeg ville gerne slippe for jetlag-følelsen.
Dagen efter kunne vi vælge at trekke (!!!) eller rapelle ned fra et 40 meter højt vandfald. Jeg havde aftalt med mig selv hjemme fra Danmark af, at rapelling det skulle jeg lige meget hvad.
Vi skulle køre i tuktuk i 45 minutter på de vildeste of Road veje, hvilket næsten var en oplevelse i sig selv. På vejen så vi en tre meter lang sort slange, den var så ulækker!
Vi nåede endelig ud til vandfaldet og det var simpelthen så smukt. Midt inde i junglen, med det 40 meter høje vandfald som endte i flere naturlige pools.
Vi fik to ture hver ned ad vandfaldet. Vi blev spændt fast med sikkerhedsgear og så skulle vi selv fire os ned ad vandfaldet. Det var ikke det vildeste adrenalinkick med spændende og flot! Til sidst hoppede vi i den lækreste naturlige pool for neden. Og bestemt bedre end at trekke dagen efter Adams Peak!
Sidste dag i Kithulgala stod på canyoning, udspring og sliding ned ad vandfald. Det var til gengæld grænseoverskridende en gang imellem, særligt når man skulle glide med hovedet først ned af nogle glatte klipper.
Om aftenen så vi en kæmpe fed pyton ude for hotellet, og det var endda ikke en fuldvoksen en iflg. Ejerne af stedet! Ellers spillede vi uno med Kosala og Samon (guide og buschauffør), det var super hyggeligt. Om natten var drengene på vildsvinejagt og de fik skudt et vildsvin på 70 kg!

Vi kørte tidlig morgen fra Kithulgala mod Dambulla, hvor de kommende dage stod på safari.
På vejen derhen besøgte vi en tefabrik, og fik deraf et indblik bag produktionen, fra bladene plukkes, til teen er færdigproduceret og pakket i poser.
Da vi nåede Dambulla skulle vi direkte på elefantsafari. Vi kørte i jeeps ud til stedet. Det var så fedt! Vi stod op i de åbne biler og skrålede som var vi lige blevet studenter. Chaufførerne var også virkelig sjove, vi kørte om kap med hinanden i de to jeeps ude på vejene, og havde vandkamp undervejs ;)
Vi nåede kun akkurat ind i nationalparken inden vi så en kæmpe hanelefant med stødtænder, på helt tæt hold. Fantastisk! Vi kørte ca. et kvarter længere ud på nogle åbne sletter, og så nu flokke med noget der føles som flere hundrede elefanter. Der var også de sødeste elefantunger i blandt. Inden vi så os om blev vi jagtet af tre hanelefanter og en gravid elefant, det var så vildt, og adrenalinen kørte rundt! - ikke den værste start på vores ophold i Dambulla.
Onsdag d. 12 november skulle vi efter morgenmaden besøge en lokal skole. På vejen derhen tog vi i food city og købte gaver og balloner til børnene. Det var en virkelig god oplevelse at møde og lege med børnene, og det var utroligt at se hvor glade de kunne blive for nogle balloner. Vi pustede dem op sammen og kastede lidt rundt med dem, super sjovt.
Efterfølgende skulle vi spise lokal mad med fingrene (Rice and curry wuhuu), og jeg kan virkelig ikke spise det efter jeg har været så syg af det. Men det var sjovt at se hvordan de laver det.
Efter frokosten skulle vi på Of Road tur, og det var virkelig of Road! Der var i alt tre biler. To af dem var ikke så vilde og de satte sig også fast to gange. Der var til gengæld en gammel Toyota og den var SÅ fed! Den kunne køre gennem alt, og det var også den der trak de to andre biler op fra mudderet. Efter turen var jeg smurt ind i mudder fra top til tå, og jeg var undervejs ekstremt tæt på at flyve ud fra bilen fordi vi kørte over et kæmpe hop. Det gør jeg gerne igen!
Den næstsidste dag i Dambulla skulle vi bestige Lions Rock. Det er et gammelt palads hvor der for mange år siden levede en konge. Der var 500 trin op, så det var ingenting ift. Adams Peak, men det var i bagende sol, og det føltes derfor virkelig hårdt! Turen derop var dog helt vildt smuk. Det mindede lidt om stenen fra løvernes konge, og udsigten ud over et kæmpe savannelignende område gjorde det bestemt ikke værre.
Sidste dag stod på pool party med gruppen :)

Endnu en gang fløj tiden afsted og vi skulle nu køre mod en ny by. Denne gang skulle vi ud til kysten til Kalpitiya. Denne by er kendt for dets kite surfing, og vi boede det hyggeligste sted i Bungalows.
På vejen dertil skulle vi først på safari, og vi havde virkelig heldet med os! Vi så både påfugle, dådyr, varaner, krokodiller, en bjørn og ikke mindst en leopard! Leoparderne er virkelig sjældne og der er iflg. Vores guide kun tre fuldvoksne i den enorme nationalpark.
Resten af dagen stod på afslapning i Kalpitiya.
Denne aften tog en af instruktørene, Mathilde, Amalie og jeg ud i to havkajakker. Vi sejlede ret langt ud på havet og havde taget fire kolde øl med som vi drak derude. Der var den vildeste stjernehimmel jeg nogensinde har set (den slår Adams peak's stjernehimmel), og ikke nok med det var der fyldt med morild i vandet (selvlysende plankton). Hver gang man brugte åren i vandet eller da vi hoppede i fra kajakkerne lyste det op omkring os, det var virkelig som taget ud af "life of Pi". Helt magisk og surrealistisk oplevelse som jeg ikke ville have været foruden!
Dagen efter d. 17 november skulle vi ud og se delfiner. Og selvfølgelig havde vi god "delfin-karma" endnu en gang, vi så samlet flere hundrede delfiner! Nogle på helt tæt hold og nogle som lavede flip og hoppede højt op i luften. Det var helt fantastisk! Efterfølgende snorklede vi ude ved et rev og ellers var der fri resten af dagen, som Mathilde og jeg fik brugt på at se film og træne.

Sidste stop på min rejse rundt i Sri Lanka var Hikkaduwa, her skulle vi være i otte dage. De fleste af dagene havde vi fri. Der hyggede vi sammen i gruppen, solede, surfede og tog i byen om aftenen. Det var SÅ hyggeligt, men otte dages fri er også meget når man er vandt til at lave noget hver dag - nogle gange flere gange om dagen.
En af dagene var vi på river safari hvor vi sejlede rundt mellem mangrove og sejlede ind til en ø, hvor vi blev vist hvordan man laver kanel, fra man tager der fra stammen til det er omproduceret til en kanelstang. Derefter skulle vi ud til et sted som opbevarede skildpadder. Nogle var blot tre dage gamle, og de skulle sættes ud i havet kort efter. Vi fik lov til at holde dem, de var virkelig søde! Ellers var der nogle skildpadder som var blevet handicappede efter tsunamien i 2014. Jeg synes de burde aflives, men iflg. Buddhismen må man ikke slå dyr ihjel lige meget hvad - endnu en gang fylder religion alt for meget. De kunne nemlig sagtens se at skildpadderne ikke havde det helt godt.

Lige nu sidder jeg i Singapore og skal snart til lufthavnen med et fly mod Brisbane.
De to sidste måneder er fløjet afsted og jeg har oplevet mere end hvad jeg kunne have drømt om, og ikke mindst mødt de skønneste mennesker!
Det var med blandede følelser jeg forlod min dejlige gruppe, for selvom mit eventyr i Asien foreløbigt er slut så venter endnu et i New Zealand.