Vi er hurtige og er allerede tilbage!

Derfor skal det lige siges, at hvis I vil laese blogindlaeggene i raekkefoelge, skal i laese blogindlaegget, der hedder Bula!, foer i laeser dette blogindlaeg. Saa er der vidst ogsaa styr paa det.

Den 18/11 blev det saa New Zealands tur til at blive invaderet af tre glade trunter. Og det blev det i den grad!

Vi ankom i lufthavnen og gik i gennem alle de tonsvis af tasketjek, pastjek samt alt mulig andet -tjek, og kom efter noget tid endelig ud i ankomsthallen, hvorefter vi stoppede op. Vi kiggede paa hinanden og fandt ud af, at vi nu var landet i et land, som vi ikke anede noget som helst om. Vi vidste ikke, hvor vi skulle hen, hvor vi skal sove, og hvordan vi kommer med de populaere Kiwi-busser, som vi havde bestilt plads paa. Hmm, taenkepause. Vi saa heldigvis ud af oejenkrogen en rejsevejleder, som vi straks hastede over til. Han var super venlig og BUM, inden vi havde set os om, havde vi et laekkert deluxe triple room, med toilet paa vaerelset. Samtlige hostels i hele Christchurch var nemlig booket helt op, saa vi tog, hvad vi kunne faa. Altsaa intet dorm med koejesenge til os, men to naetters luxus i stedet for, mhmmm. Rejsevejlederen forklarede os ogsaa, hvordan vi kom med paa vores Kiwi-bus, som er bussen der skulle transportere os rundt paa New Zealands sydlige del, og samtidig soerger de ogsaa for bookning af hostels. Vi skulle altsaa ikke selv goere andet end at skrive vores navn paa en seddel. Det kunne vi godt lige overskue!

Naa, men foerste dag i Christchurch. M's telefon var stadig doed, saa maalet var at proeve at se, om den kunne fikses. Vi spurgte paa vores hotel, hvor vi skulle gaa hen med den, og damen i receptionen fortalte os, at der laa et mall taet paa, hvor de kunne se paa den. Vi kiggede paa hinanden og taenkte; yes! Storcenter, det er lige os! Vi fandt hen til centeret og fik afleveret M's telefon, og gik saa ellers igang med, hvad vi goer bedst. SHOPPING. Ej, det er ikke penge vi har mest af, og vi er selvfoelgelig alle tre ansvarsfulde voksne mennesker saa der blev ikke koebt det helt store. (Pffff, som om). Dagen efter skulle vi hente M's telefon. Det betoed jo tilbage til storcenteret. Eeeej hvor aergeligt. M's telefon var desvarre doed, saa der skulle koebes en ny. Vi gik ind i utallige telefon- og elektronikforretninger, hvilket resulterede i, at Y fik kigget mere og mere paa de dyre og laekre store kamereaer, der stod paa hylderne. Foer vi eller maaske mest Y vidste det, stod hun med et splinternyt, (halvdyrt), men super laekkert kamera i haanden. Saelgeren gav jo god rabat, saaaa man er jo dum i hovedet, hvis ikke man koeber det, for saadan et tilbud som Y fik, haenger ikke paa traeerne. Ved samme lejlighed fik M koebt sig en ny mobil, selvfoelgelig ogsaa med rabat. E skulle jo selvfoelgelig ikke vaere udenfor, saa noget skulle, der koebes! E fik koebt make up til en mindre formue (igen), og hun fik ogsaa lige en ny frisure med paa vejen, for noget skulle der jo ske, det jo klart!

Dagen hvor vi skulle videre fra Christchurch kom, og vi skulle med Kiwi bussen. Vi skulle moedes 14.30 foran en tankstation og fornuftige som vi er, ville vi vaere der 10 minutter foer bussen koerte sin vej uden os. Tiden var 14.21, og glade kom vi hen til bussen, hvor chauffoeren stod og ventede ude foran. Det foerste han sagde var: "Piger, I er utroooolig heldige, at I har naaet denne her bus. Normalt venter busserne IKKE paa jer, saa i skal vaere her til tiden!" Forvirrede stod vi foran bussen, for vi troede jo, at vi var i god tid. Det viste sig saa, at rejsekonsulenten i lufthavnen havde sagt et forkert moedetidspunkt til os, saa i virkeligheden skulle bussen have koert kvart over 2. Vups, daarligt foerstehaandsindtryk, men heldigvis naaede vi bussen, saa alt var godt.

Vi var nu paa vej til det foerste stop paa ruten som var byen Kaikoura. Vi ankom sen eftermiddag/tidlig aften, og vi skulle allerede aftsted igen fra byen af klokken 8 naeste morgen. Dette var dog ikke noget, der gik os paa. Byen, eller mangel paa samme, var super kedelig og ikke noget vaerd at bruge tid paa, saa fint vi ikke havde mere tid.

Klokken blev 8 naeste morgen, og vi var allerede paa vej til naeste stop paa ruten, som var byen Kaiteriteri. Vi ankom igen sent paa eftermiddagen, efter en laaaaang bustur, saa vi var glade for at komme ud af bussen. Der laa en bar lige ved siden af der, hvor vi boede, saa den skulle vi selvfoelgelig lige ind at se, hvad fan var for noget. Det viste sig saa at var quiz-aften, og den skulle vi da, om nogle, vaere med til! Det var en quiz med en masse blandede spoergsmaal med alt fra kendte filmcitater, medicinrelaterede spoergsmaal til gaet hvilken sang, der bliver spillet paa guitaren. Paa trods af, at der var to hollaendere, der var med vores hold, lykkedes det os at tabe quizzen klart. Men hey, vi havde det da sjovt, og der kom nogle oel indenbords, som jo sikkert egentlig var den eneste grund til, at vi tabte quizzen. Plus, det giver sig selv, at man paa forhaand har tabt med hollaendere paa holdet.

Kiwibussen koerte sent dagen efter, saa vi havde tid til at se os en smule omkring i den lille by, Kaiteriteri. Byen havde en utrolig flot strand, som vi gik en dejlig tur op og nedad og virkelig nydt, fordi vejret samtidig ogsaa var dejligt. Inden turen gik videre til byen, Westport, satte vi os ned paa en lille hyggelig cafe, og noed det dejlige vejr lidt mere. Dejligt vejr er nemlig ikke lige det, der er mest af paa New Zealand.

Bussen koerte med os ombord, og vi var, som sagt, nu paa vej mod byen Westport. Igen ankom vi halvsent om aftenen efter en endnu laengere bustur. Westport havde sjovt nok ogsaa en lille bar som skulle ses lidt paa indefra - selvfoelgelig. Rygtet sagde, at det "thirsty thursday", saa hey! "Det skulle da tjekkes ud" - i foelge de lokale, skulle de vaere den vildeste fest. En sandhed med motifikationer, hvis man spoerger os. "Thirsty Thursday" bestaar af gamle mennesker, irriterende australiere og ikke mindst samles de mest kiksede mennesker paa hele New Zealand aabenbart paa denne her bar om torsdagen. Vi var dem der var gaaet.

Fra Westport gik turen videre til byen Lake Mahinapua. Hostlet vi boede paa i Lake Mahinapua er et hostel, der er kendt af utallige mennesker verden over. Det drives af en 87-aarig gammel mand, som er en meget kaek og frisk olding, der ikke er bange for at fyre en joke af, saa folk forarges. Ingen af os tre var dog saerlig imponeret af hans humor. Vi har i hvert fald hoert langt bedre! Det gamle liv kokkerede dog aftensmad bestaaende af en steak (skosaal) og diverse salater til alle 50 mennesker paa bussen. Det var egentlig det, som vi var mest imponerede over ved ham. Lige ved siden af hans hostel ligger New Zealands billigste bar, saa det kunne vi i det mindste ikke brokke os over! Der var et theme-party om aftenen, hvor vi skulle klaede os ud med noget med bogstavet; P.

Vi koerte alle tre pirattemaet, som viste sig ikke at vaere saa unikt igen, men saadan er det jo - typisk os. Vi faldt i loebet af aftenen i snak med tre svenskere og en amerikaner, som var super flinke! Vi spillede, snakkede og dansede med dem hele aftenen, og det var i sidste ende en super god aften!

Toemmermaendsramte skulle vi dagen efter videre til Franz Josef. Franz Josef er kendt for dens beroemte gletcher, og utrolig smuk og fantastisk natur. Vi besluttede, at vi selvfoelgelig skulle ud og se naturen, og hvilken bedre maade at se naturen paa er der, end at se den fra hesteryg. Vi red ude i naturen i bedste westernstil. E, som den rytter hun jo er, var hun jo lige i sit es! Y, som foer har gaaet til ridning, blev helt nolstaldisk og var vild med det! M var bare pisse bange for det store dyr. Vi red rundt i et par timer, foer turen atter gik tilbage til vores hostel i Franz Josef.

Vi kom ind paa vores vaerelse paa hostlet og taenkte, at der maatte vaere sket en fejl. Der var toej og allle mulige sager i hele vaerelset, saa vi taenkte, der umuligt kunne vaere tre senge ledige der. Vi gik ned i receptionen og forklarede om vores oejenberetninger til receptionisten, men fik blot til svar, at der skulle vaere tre ledige senge. Vi gik derefter tilbage paa vaerelset og flyttede et par ting fra vores senge, og der kunne vi saa konstantere at midt i alt rodet, var der tre ledige senge. Hvad vi ogsaa kunne se var, at der laa en fugtighedslotion paa gulvet, nordiske maerker paa tasker og toej og ikke mindst en dansk bog paa en af sengene. Hmmm, vi bor sgu nok sammen med danskere, taenkte vi. Vi forlod igen varelset for at spise frokost, og da vi kom tilbage, var der ryddet paent op, og ingen danske ting laa nu laengere fremme. Vi taenkte; at naa, de var sgu nok bare pinlige over rodet. Imens vi sad paa vaerelset, kom der tre drenge ind paa vaerelset, der unaegteligt lignede saa meget danskere, som man overhovedet kan. Men hov, de begyndte saa at snakke engelsk til hinanden. Vi kunne dog tydeligt hoere den danske accent i deres engelske sprog. De gik igen ud af rummet, og vi saa rundt paa hinanden, og taenkte: hvad er det der foregaar her. Drengene fortsatte med at kommunikere med hinanden paa engelsk, og vi holdt bare lav profil og sagde intet om, at vi vidste, at de var danskere. De rejste tidligt naeste morgen. Vi blev enige om, at det var en meget maerkelig oplevelse, men taenkte ikke yderligere over det efterfoelgende.

Efter Franz Josef gik turen videre til Wanaka. E, den dear devil, hun er, havde besluttet sig for at skydive i netop Wanaka, og nu var dagen kommet! vi ankom til vores hostel, og var lige staaet ud af bussen, da E fik at vide, at hun skulle skydive om 20 minutter!! Kan I lige stave til sus i mavsen?? Hurtigt og hastigt fik vi checket ind, og E forberedte sig mentalt paa den vanvittig spaendende oplevelse hun skulle til at faa. 20 minutter efter sad E i bilen paa vej til stedet, hvor der skulle skydives - heldigvis med vores svenske og amerikanske venner, saa hun var ikke helt alene! Et par timer efter kom E tilbage med verdens bredeste smil, jorden laenge har set. E havde kastet sig selv ud af et fly tre en halv kilometer oppe fra jorden, haft frit fald i 45 sekunder, og naermest floejet over jorden. Og hun var vild med det! Overvejelserne gaar nu paa om hun muligvis skal kaste sig ud i samme oplevelse igen i Australien, for saa fedt var det! Nu maa vi se, hvad der sker.

I Wanaka om aftenen var der IGEN, IGEN en bar lige ved siden af vores hostel, hvor heldigt! De havde lavet en konkurrence, hvor de tre forskellige busselvskaber, der koerer New Zeland rundt, skulle konkurrere i forskellige discipliner, hvor man i sidste ende kunne vinde 1000 dollars til en bar. Konkurrencedisciplinerne var blandt andet; hvem der kunne lave den laengste kaede af toej, hvem der var bedst karaokesyngende, og der havde ogsaa sneget sig en lille stoledans ind. Kiwi (vores bus) vandt!!! WUHUUUU. Saa vi fik barregningen en liiiillle smule billigere dagen efter, hvor turen gik til Queenstown.

Hele bussen var i godt humoer, for vi havde jo lige vundet bus wars, som konkurrencen hed, saa der var jo ingen grund til at sparre paa de vade varer. Det resulterede i, at klokken bleeeeev.... mange i hvert fald, og lidt soevn ville vaere rart at faa inden endnu en bustur morgenen efter.

Traette, udmattede, sloeve og halvdoede fik vi kaempet os ind i bussen tidlig om morgen, nu skulle vi til Queenstown! Queenstown er kendt som festbyen paa New Zealand, saa der var vi da ikke kede af, at vi skulle tilbringe de naeste tre naetter. Vi ankom til vores nye bopael i Queenstown, og foer vi tog i byen om aftenen, skulle Y og M, lige ud at proeve noget, der hedder Canyon Swing, som er en kaempe "gynge", hvor man sidder fast i en sele 110 meter over jorden. Man skal kaste sige ud fra en platform, og saa er der ellers 60 meters frit fald, og efterfoelgende bliver man svunget frem og tilbage et par 100 meter, foer man kommer op igen. Aldrig har hverken Y eller M vaeret saa bange i hele deres liv! De var liiiige ved ikke at goere det, men fik heldigvis i sidste ende gjort det. Det var en oplevelse for livet! Det bliver aldrig glemt, og nok heller aldrig gjort igen.

Det blev aften i Queenstown, og der er kun en ting at goere - nemlig at gaa i byen. Saa det gjorde vi da! Der er en bar som mange fra alle hostelsene kommer paa, saa der tog vi selvfoelgelig ogsaa hen. Efter at have siddet og drukket og hygget i stykke tid, saa vi pludselig "danskerne" oppe i baren. E gik bestemt og halvfuld op til dem og sagde; "skal vi lige blive enige om, at vi alle sammen er danskere??". De kiggede overraskede paa E, og blev en lille smule, for ikke, at sige RET pinlige over at blive afsloeret i deres lille joke. Det endte med vi alle grinte af det hele, og i sidste ende blev gode venner.

Det blev onsdag aften, og den stod igen paa byen, for det er det, man goer i Queenstown. Efter klokken 12, loed datoen den 29/11 og derfor ogsaa M's foedselsdag. Y og E, havde vaeret saa snedige at faa lusket sig ud af hostlet i flere omgang for at koebe congratulationsbannere, balloner og flag i lange baner. Alt dette havde de vaeret saa soede at klistre op paa M's seng, saa da vi alle kom hjem fra byen om natten, ventede denne soede overraskelse. M havde ingen ide om, at der var blevet pyntet op, saa hun blev meget overrasket og utrolig glad, da hun kom hjem om natten og saa det hele.

Torsdag morgen (og hele dagen) blev M fejret med gave paa sengen, og der blev koebt ind til en laekker morgenmad. Der blev hygget og slappet af dagen igennem, foer vi alle om aftenen igen tog i byen, for det var jo M's foedselsdag. Y og E havde vaeret saa "soede", at koebe en badge, hvor der stod "Its my birthday, time to party!'. Denne her flotte skriggule badge, med bogstaver i alle regnbuens farver og blinkende lys, skulle M rende rundt med hele aftenen. M var ikke helt tilfreds med dette lille sjove indslag, meeen efter et par timer inde paa baren (og et par drinks indebords), var den ikke saa slem at have paa alligevel. M blev fejret i stor stil, og havde en fantastisk foedselsdag, takket vaere Y og E. Morgenen efter (fredag) var til gengaeld ikke helt lige saa sjov. Efter 2 timers soevn, skulle vi tidligt om morgenen med bussen, den lange vej til Christchurch, hvor vi skal flyve til Australien fra i morgen.

Netop nu i Christchurch er klokken lige blevet 12, saa i nat faar vi, hvis vi er heldige hele tre timers soevn, eftersom vi skal vaere i lufthavnen klokken 5 i morgen tidlig. Tror I lige, vi skal sove paa flyet??

Traette vil vi nu gaa i seng og nyde de faa timers soevn, vi faar.

Godnat!

E, Y & M