Hej alle derhjemme.

Mandag omkring en 12 tiden begyndte min tur mod New Zealand. Jeg havde lige sagt farvel til min familie og havde stille og roligt affundet mig med, at der ville gaa lang tid foer jeg saa et bekendt ansigt igen. Men til min store overraskelse og glaede, moeder jeg min onkel i Kastrup Lufthavn, som byder mig op i SAS-loungen til smoerrebroed og sodavand. Indtil videre en god start paa turen. Men helt saa godt skulle det ikke gaa i Heathrow Lufthavn.

Lige saa gode venner jeg blev med Kastrup, lige saa daarligt et bekendtskab blev Heathrow. Dog skulle det starte meget fint. Jeg fandt hurtigt ud af mit gate nummer, og begyndte at gaa mod den. Det var den gate, som laa laengst vaek fra det alt andet i Heathrow. Det var dog ikke et problem foer senere. Da jeg nemlig henvender mig til skranken,, spoerger han, om han kan se mit visum til USA. Jeg svarer, at jeg ikke skal til USA, men til Auckland. Dog mellemlander jeg i Los Angeles og det kraever aabenbart et visum til USA bare for at vaere i transit i USA. Derfor maa jeg spaene tilbage for at finde en computer med internetforbindelse, saa jeg kan ansoege om visummet.

Jeg naar heldigvis at faa ansoegt om visummet, og jeg begynder lettere svedig at bevaege mig tilbage til gaten. Paa vejen moeder jeg et dansk par, som ogsaa var med fra Kastrup, og som jeg havde snakket lidt med forinden. Ved gaten bliver de spurgt om det samme som mig, og de ligner begge to et stort spoergsmaalstegn. Jeg var aabentbart ikke den eneste, som havde misforstaaet en ting eller to omkring visum til USA.

Paa vandrerhjemmet er jeg endt med at bo sammen med 5 tyskere, saa mit tyske bliver virkelig proevet, naar de ikke er saa venlige og snakke engelsk.

Nu er vi naaet forbi den obligatoriske flyrejsebeskrivelse, som godt kan blive en smule banal. Det kan helt sikkert kun blive spaandende herfra!

Jeg har nu 9 dage i Auckland, hvilket godt kan vaere lidt lang tid for mig plantet i en storby. Derfor regner jeg med at 'peppe' det lidt op med lidt canyoning, nogle besoeg til de omkringliggende vulkanoer og en lille alternativ festival i Auckland.

Festivalen hedder Laneway festival og huser eksperimenterende indiebands som Deerhunter og Ariel Pink's Haunted Graffiti, et enkelt fifaband (nemlig Yeasayer) og saa den personlige favorit Beach House. Det skal nok om ikke andet blive spaandende.

Efter mine 9 dage i New Zealand, skal jeg paa en rundrejse rundt i New Zealand paa 23 dage. Mere om det senere.