Profile
Blog
Photos
Videos
22. Maj - Lovina.
Efter 2,5 times køretur i privat taxi (kun 35 kr. dyrere end shuttlebus) ankom vi til byen Lovina, som ligger helt nord på. Byen var slet ikke så turistpræget som Ubud. Vi tjekkede ind i et rigtig fint værelse i nogle fine omgivelser. Da vi ankom blev mødt af en mand, som fortalte om en dykkertur, som gik til en lille ø, som hedder Menjangan. Det gjorde han rigtig godt, så inden vi havde set om om, havde vi sagt ja til både en dykkertur og delfintur. For at kunne betale blev vi kørt på scooter til en hæveautomat, det var en sjov lille oplevelse. Efter det gik vi ned til Lovina beach, som er omdrejningspunktet for alt liv i byen. Sort sand (lava), hyggelig omgivelser og super flinke mennesker. Vi satte os ved vandet, hvor vi sad indtil solen gik ned. Det var den flotteste solnedgang, som vi har set på hele turen! Mange af de lokale kom for at sælge ting og sager, men også bare for at snakke. Ida endte med at købe et armbånd. Derefter fandt vi et sted at spise ned til vandet. Så var vi total færdige, og gik på hovedet i seng.
23. Maj - Lovina
Efter morgenmaden blev vi hentet kl. 8.30. Herefter blev kursen sat mod deres butik, hvor vi fik vores dykkerudstyr. En køretur på en times tid ventede derefter, da vi skulle hen til det sted, hvor vi skulle tage en lille båd ud til øen Menjangan. Efter 20 minutter i båden var vi fremme. Vi fik hurtig lidt genopfriskning i tegn, udstyr osv., men ellers var det bare i vandet. Her gik vi ned til bunden, hvor vi lavede et par sikkerhedsøvelser, og så var det afsted. Sikke et syn! Vi blev bidt af dykning i Australien, men alligevel skuffede Bali bestemt ikke! Så mange fisk, flotte koraller osv! Efter 40 min under vandet sluttede vores første dyk. Herefter spiste vi lidt mad, og så sejlede vi videre i 10 min til det næste spot. Her dykkede vi langs en klippevæg med flere smukke koraller og fisk. En oplevelse endnu engang! Vi svømmede endda selv uden at holde ved instruktøren - helt ned til 10 meters dybde. Efter endnu et vellykket 40 minutters dyk gik turen tilbage til fastlandet, hvor bilen kørte os tilbage til hotellet. Aftenen stod på aftensmad samt booking af transport og hotel til næste stop.
- comments