Profile
Blog
Photos
Videos
San Antonio - Knights Inn - Irriterende tog-dytteri, lækker Riverwalk
Kære alle sammen.
Det er desværre et stykke tid siden vi har fået skrevet. Men vi har simpelthen så travlt med at nyde livet J
Da vi skiltes sidste gang, var vi på vej mod San Antonio, Texas. Vores lille historie fortsætter derfor i netop denne by.
Vi havde booket den billigste motelkæde da vi kom til San Antonio. Værelset var som sådan fint nok, det lå desværre bare meget tæt på en jernbane. Herovre er togchaufførerne meget glade for at trutte rigtig, rigtig, rigtig meget i deres abnormt larmende horn, hver gang de nærmer sig bebyggelse. Heldigvis kørte de kun forbi vores motel en gang vær 20. minut, så det var rigtig nemt at sove sig fra det… (Ironi kan være benyttet)
San Antonio var en ganske fin by. Byen var stor og husede blandt andet symbolet på Texas' løsrivelse fra Mexico, det lille fort Alamo, hvor en flok texanere tilbage i 1800-tallet kæmpede mod mexicanerne. Samtlige texanere døde dog. Der kom senere en større hær, som slog mexicanerne.
Det der betog os allermest ved byen var dog deres Riverwalk. En flod løber gennem byen, og et niveau under gaderne, ligger en hyggelig lang oase, fyldt med små butikker og hyggelige restauranter. At sidde i den bagende ørkensol under en parasol, med en kold lokal øl i hånden, og se de små både der tøffede ned ad floden, var en dejlig oplevelse.
Austin - Massivt regnskyl på vej dertil, lækker stor opdelt suite, fremragende byliv med aflukket gade. Køkken på værelset. Capital building.
Efter San Antonio smuttede vi nordpå mod Texas' hovedstad, Austin. Vi har flere gange i løbet af vores tur, fået at vide, at Austin skulle være en fantastisk by, med et fremragende natteliv. Det lød derfor lige som en by for os.
Omkring 15 km fra Austin begyndte det at regne. Først en smule, og pludselig åbnede himlen sig. Ikke som når vi får skybrud i Danmark, men som, hvis du vender et olympisk svømmebasin ned over dig selv. Sigtbarheden var et par meter frem, alt stod i et. Vi kunne kun køre 15 km/t i timen på motorvejen for at kunne se nok frem. Langs vejen fossede en flod af regnvand af sted, højtliggende veje blev til vandfald og radioen advarede mod farlig tordenstorm. Det skulle eftersigende have været det værste regnvejr i over 20 år. Vi var der!
Vi nåede dog frem, og efter at have boet på luksushoteller i Vegas, er vores standard røget lidt i vejret. Vi fandt derfor en stor suite med opdelt soveværelse og stue, en kingsize bed og en sovesofa (Morten vandt selvfølgelig sovesofaen). Hotellet lå lige ned til 6th street, som var hovedgaden for fest og farver. Vi tog i byen om tirsdagen, og blev med det samme forelskede. Der var masser af gang i den, og unge mennesker over det hele. Politiet spærrede hele gaden af for biler, så det blev en stor gågade fyldt med barer og diskoteker.
Det gav os selvfølgelig et par tømmermænd.
San Antonio - Golf - Texas Open, Rory, Goosen, Furik.
Tømmermændene var væk, og vi kunne tænke klart igen. Som I alle sikkert ved, er vi tre nogle rimelig store kanoner med en golfkølle i hånden. Da vi opdagede muligheden for at opleve Texas Open, med nogle af verdens bedste golfspillere, slog vi selvfølgelig til. Vi drog derfor tilbage mod San Antonio, hvor turneringen fandt sted. Vi hilste på Carolines kæreste, Rory Mcilroy, den gode gamle Retief Goosen, Furyk og masser af andre store stjerner. Det var en fornøjelse at gå rundt i det kæmpe område og se noget golf i verdensklasse. Vi sugede selvfølgelig til os, så vi næste gang kan slå det perfekte slag.
Vi fandt en plads på 18. hul (18. hul er det sidste hul på en golfbane). Her blev spillere præsenteret, og det var her de afsluttede dagens runde. Efter alle spillerne havde gået deres runde, smuttede vi selv ned på fairwayen på 18. hul, og tog lidt billeder.
South Padre - "Strand", dejlig egen pool, ingen gæster, grill, byen har turister to uger om året.
Spring break er en stor ting i USA. Vi var tidligere faldet over, at stedet at fejre forårsferie i Texas, var den lange ø i den Mexicanske Golf, South Padre Island. Spring break tiden var dog ovre, men vi hungrede efter sol og strand, og tog derfor turen sydpå. Vi havde fundet et billigt hotel tæt på vandet. Da vi kom frem, var det dog tydeligt, at øen levede af de unge gæster der kommer to uger om året. Vi havde derfor hotellet for os selv. Men eftersom der fulgte pool og grill med, havde vi det ganske fint med det. Det er en fornøjelse at kunne lave sin egen mad. Stranden var lidt for vild, med store bølger og meget vind, så vi tilbragte en del tid i poolen, på luftmadrasser med en kold øl i hånden, og musik på højttaleren. Vi blev i tre dage, hvorefter vi drog mod Houston.
Houston - Skuffelse, ikke så godt byliv. Kun dyre hoteller (Hilton), downtown bestod kun af hoteller. Hesteridning. Jonas mister sin pung.
Vi havde lidt problemer med at finde et billigt hotel I Houston. Der var ikke rigtig nogle. Vi måtte derfor tage til take med en nat på Double Tree, by Hilton Hotel. Det var det billigste vi ku finde. Vi havde igen hørt at nattelivet I Houston var godt. Men downtown bestod stort set kun af højhuse og store dyre hoteller. Det lykkedes os dog at finde nogle barer, så vi kunne få en lille en.
Eftersom vi var I Texas, indbegrebet af cowboys og indianere, havde vi besluttet os for at gøre noget, der skræmte Morten og Jonas fra vid og sans. Vi skulle op på en hest. En ægte hest.
Vi fandt derfor en ranch, ringede dem op, og bestilte tre heste medfølgende guide.
Dagen kom, vi kørte ud til ranchen, og blev med det samme mødt af en grim hest. Cally hed den. Denne hest fik Morten. Jonas fik en kæmpehest ved navn Love, og Mads fik en flot pony, med et underligt navn. Vi fandt os hver især en flot, lidt for stor hjelm, kom op på vores heste, lærte lige hurtigt at dreje hesten, og få den til at bakke og køre ligeud.
Der opstod dog en farlig situation, da en af guidernes hest, blev vild og hoppede rundt. I de 10 minutter der gik, sad Jonas alene, uden guide, på sin kæmpehest og blev lettere nervøs. Der kom dog styr på det hele, og vi red afsted ind i skoven. Turen gik fint, vi kunne både styre og bremse. Vi lavede kysselyde som fik hestene til at gå. Vi følte os som vaskeægte cowboys, med cykelhjelme. Lige indtil hestene satte lidt fart på. Lyden af røve der klasker hårdt og ukontrolleret ned i sadlerne rungede da gennem skoven.
Fortæsttelse + billeder venter snarest
KnuZ
- comments