Profile
Blog
Photos
Videos
New Orleans
- Vi sluttede sidste fortælling i starten af vores New Orleans-tur.
Dagen efter vi var ankommet, skete terrorangrebet i Boston. Vi sad på og spiste på den delikate "Huck Finn", mens det blev vist i fjernsynet. Da vi om aftenen tog ned i Bourbon Street, var det tydeligt at mærke det høje alarmberedskab - hvert 10. minut fløj mindst 3 militær helikoptere, med soldater siddende på siden, hen over gaden - oftes kun få meter over hustagene.
Et par dage efter modtog et af hotellerne i centrum så en bombetrussel, hvilket medførte en storstilet afspærring af 10-15 blokke, og igen politi over det hele. En masse politi red rundt på hest, og det var svært at modstå fristelsen, for et par rutinerede ryttere som os, til lige at vise dem, hvordan man rider sådan et bæst.
Planen var at checke ud fredag morgen. Men da vi kommer ned i receptionen, er der fyldt unge smukke mennesker der var klar på byen, og da vi når disken, får vi at vide, at der ifølge hendes oplysninger er betalt for 3 nætter. En fejl det onlinebooking site Expedia åbenbart har lavet. Det tog os ikke lang tid, hurtigt og naturligt at gribe den bold, og vende om igen. Vi kørte derfor mod Florida lørdag morgen - lettere bims efter en fredag aften i Bourbon Street.
Florida
Vi ankom til Florida søndag, efter at have gjort stop på vejen i et lille billigt motel. Vi havde fundet et forholdsvis billigt familie resort med køkken. Det viste sig, at der både var køkken, stue - med fold-ud-af-væggen-seng, soveværelse og køkken - ren luksus. Vi trak selvfølgelig lod om, hvem der var den heldige der fik lov at sove alene.
En ting vi havde glædet os til i Orlando, var vandland. På grund af "vinteren" herovre, har vandlandene lukket indtil slut maj. 25 grader er åbenbart ikke nok. Vi havde hørt om, at Wet N´Wild skulle være rimelig fedt, så det var vores første stop. Desværre var deres vildeste rutsjebane lukket pga. ombygning, deres vandaktivitetsland var lukket pga. vejret, så vi var skuffede over den oplevelse. Vi fik dog stadig nogle fine ture i det åbneforlystelser. Dagen blev i stedet krydret med en omgang golf på en piratbane - hvilket var stedet, hvor Morten var tættest på at få sin første sejr i de 20 spil golf vi har haft. Men, desværre.
Vi tog herefter afsted til Universal Studios forlystelsespark - Islands of Adventure. Vi blev ikke skuffede denne gang. Parken er delt op i 5 tema-øer - Marvel Superheroes, Sinbads rejser, Harry Potter, børneland, og en ø mere. Hver havde nogle fantastiske forlystelser (det lige med undtagelse af børnelandet). Der var gjort så meget ud af udsmykningen, så det ofte lignede ægte bygninger fra fordums tider. Det var meget imponerende.
Vi blev smadret rundt i rutsjebanen "HULK" som det første. Så var vi klar!
Den helt klar mest fantastiske oplevelse var, da vi nåede til Harry Potter-øen. Parkens nyeste ø, og milde moses, hvor var den godt lavet. Man går gennem en stor port, der ligger sne på hustagene, og til venstre tårner en perfekt kopi ad slottet Hogwarts sig op, til højre ligger byen Hogsmeade - alt sammen lavet så det fuldstændig ligner det fra filmene. Vi skulle selvfølgelig prøve Harry Potter-forlystelsen, så vi gik mod slottet. Der var, som mange andre steder, lavet indhegninger så folk kan stå i kø i omkring 3 timer. Vi var heldige, og stod kun i kø i en halv time. Men utroligt nok, ville man gerne have stået i kø lidt længere. For at komme ind til selve forlystelsen, gik man ad snoede veje inde i slottet, hvor der var blevet kælet for ENHVER detalje. Malerierne snakkede, flere af figurerne fra filmen dukkede op som hologrammer, og alting så, så ægte ud, at enhver rollespiller i hele verden ville gnide sig i hænderne.
Selve forlystelse var lige så vandvittigt. Lavet som en 4D rustjebane, blev man kastet rundt i en kuffert, angrebet af drager, edderkopper, træer og andre uhyggelige ting.
Efter den oplevelse gik vi lidt rundt, og fandt os en vandrutsjebane, der advarede mod, at man blev våd. Det havde vi selvfølgelig også regnet med, så den prøvede vi. Vi blev våde. Men det tørrede hurtigt i solen, så da vi var blevet tørre fandt vi en til. Som Jonas sagde "sådan en har de også i Djurs Sommerland, der bliver man altså overhovedet ikke våd." Aldrig har en mand taget så meget fejl. Der var ikke et eneste sted på tøjet som ikke var gennemblødt. Vandet kom ind alle steder - men som regel kom det ind bagfra, hen over det sæde vi sad på. Turen var stille og rolig, det handlede bare om at gøre folk våde. Det var selvfølgelig især os tre som fik alt vandet - de to damer overfor os, brugte mest af alt tiden på at grine og pege af os. Søde mennesker…
Vi nåede lige en tur mere i Harry Potter, før vi traskede hjemad med våde sko og underbukser - men det havde været en fantastisk dag.
Vi boede lige ved siden af et lille tivoli. De havde en 91 meter høj Boogie-jump-swing. Man bliver hejst op til toppen, hiver i en snor, falder omkring 30 meter mod jorden, og bliver så svunget omkring 200 meter frem og tilbage. Da vi fandt ud af, at man bliver ligger i en pose - med plads til tre ad gangen, var vi ikke i tvivl - det skulle prøves. Vi fik hver en film af det, som de heldige kan få lov at se hjemme i Danmark :)
Fort Lauderdale
Efter Orlando smuttede vi sydpå til Fort Lauderdale. Her ligger USA´s største outlet, Sawgrass Mills. Vi fandt et hotel lige ned til havet - tog i outlet og nød ellers livet. Vi fik aftensmad på Hooters, :), det skal man jo prøve. De havde en forret der hed "Fried pickles". Det lød for klamt til at være sandt, så det skulle selvfølgelig prøves. Vi havde desværre ret. Det var lige så klamt som det lød og så ud.
Miami Beach
Herefter tog vi mod Miami Beach. Will Smith blev smidt på anlægget, og så var vi ellers klar!
Da vi ankom, stod det hurtigt klart, at Will havde haft ret - masser af piger i bikini, alle har 100.000 dollar biler, ikke en dråbe regn på The Strip, du kan se bunden når du bader og der er gang i den. Da vi spiste første aften, fik vi set over 20 ferrari´er, en utal af Lamborghini, en del Porsche´er, og alle andre dyre bilmærker. Folk dansede på gaden. Fed aften. Dagen efter så vi den tidligere basketball stjerne Dennis Rodman. Miami Beach startede godt.
Morten fik herefter kærestebesøg fra Danmark, så da Morten skulle mod lufthavnen, bad han valet-service om at hente vores bil. Vi havde på dette tidspunkt kørt over 10.000 km, og var endnu ikke blevet stoppet af politiet. På de 300 meter der var, fra P-garagen til hotellet, bliver Valet-fyren stoppet af politiet. What are the odds!? Vi havde på daværende tidspunkt intet bevis på, at det var vores bil. Registreringspapirene var blevet glemt i New Orleans, og bilen var endnu ikke blevet registreret på motorkontoret.
Men vi klarede os igennem.
Dagen efter tog vi fire til baseball. Det var røvsygt.
De næste par dage gik med, at forsøge at sælge bilen - hvilket åbenbart er komplet umuligt når man ikke har papirerne. Vi fik hende vurderet hos det store selskab Carmax. Vi havde købt Ingeborg for i alt lige knap 7000 dollars. Ingeborg fik fremragende karakterer i ALT! Meeeen, hun havde kørt over 185.000 miles. Ja ja, det er da en del, men hun kører jo godt. Hun blev vurderet til 1200 dollars.
Men vi kunne jo alligevel ikke sælge hende. Vi diskuterede derefter, om vi skulle give hende til nogle fattige mennesker, eller stille hende på gaden, og håbe på hun blev stjålet. Jonas smed en besked op på Facebook - Gratis bil! Hent den i Miami. På under en time var vi kommet af med hende. Jonas´ kollega, Frederik og hans ven Mikkel, tog et fly fra Californien den aften, hentede bilen i Miami og kørte tilbage på 3 dage. Ingeborg har det derfor godt, og er hjemvendt til de Californiske veje, som hun kender så godt.
Morten boede med sin kæreste, Chelina, på et lyserødt prinsessehotel, mens Jonas og Mads tog på hostel (for første gang). En fin oplevelse. Masser af fest, og et møde med tre danske svende, betød ikke mindre "ballade". Især én aften/nat blev ret så vild, og da vi alle fem mødtes i lobbyen på vores hostel morgenen efter, var vi alle kommet hjem på forskellige tidspunkter og måder, men fælles for alle var, at vi havde oplevet "south-beach-ting" i løbet af vores bytur.
Tre nætter på hostel var dog mere end rigeligt, så om søndagen hed den igen hotel helt ned til vandet :-) Chelina tog hjem tirsdag, så sidste nat, inden afgang til Bahamas, var Morten atter flyttet ind med sine brødre.
Bahamas
Onsdag d. 8. maj om morgenen var der afgang til Bahamas. Planen på dette tidspunkt var at vi ville have flyttet vores fly, således den "kun" hed fire nætter på Bahamas. De fire nætter havde vi bestilt hjemmefra, da vi havde valgt at Bahamas gerne måtte være lidt mere luksuriøs end resten af turen. Vi havde derfor bestilt værelse på et resort i første række ned til vandet. Værelset viste sig at være i to etager, så det kunne ikke være bedre. Fire nætter med afslapning, strandture og en tur med en party boat inkl. snorkling. Det var virkelig livet.
Efter de fire nætter var vi egentlig forberedt på at turen skulle gå videre til Cuba, men den plan vi havde lagt inde i vores små hoveder, kunne ikke lade sig gøre, så vi skulle med et oprindelige fly, som var tre dage senere. Vi stod derfor og skulle finde et sted de sidste tre nætter inden afgang. Og som man siger, mere vil have mere, så vi havde lidt svært ved at gå fra et fint resort, til lille værelse. Vi faldt derfor over et 170 m2 stort værelse lidt tættere på lufthavnen, som var i tre etager, og med pool lige ud til havet. Er du sunshine det var lækkert!!! Her stod den på ren afslapning.
Sidste del hedder Cuba. Denne del er vi dog ikke færdige med at opleve, så den får i først næste gang vi finder internet :)
Vi ses snart!
- comments