Profile
Blog
Photos
Videos
Vi rejste, efter Jonas' eget oenske, paa Jonas' fodselsdag. Det var ikke noget problem, da vi troede bussen vil veare i Thakeak sidst paa eftermiddagen, men vi blev klogere. Det startede meget godt, vi fik afvide at vi bare skulle tommlenaar bussen kom forbi, vi valgte saa at tomle naar der kom biler ogsa. Den foerste bil der kom, tog os med, det var en flot ny Toyota, der blev ejet af en venlig partifunktionear. Vi var glade for at vi blev transproteret de foerste 90 km gratis og hurtigt. Det var ogsaa en smal sag at finde bussen vi skulle med resten af vejen, den var endda meget billige. Denne bus var bare til vor store fortrydelse den langsomste bus i hele verden, den skulle beveage sig ca. 250 km, det tog den over 9 timer. Havde det vearet andre sreakninger i Laos, ville det ikke have vearet overreskende. Men Denne vej er en af de bedste i Loas ud saa mange bakker. Men Jonas havde en god dag i Bussen, og Esben lige saa. Thekheak var vores base for vores foerste rigtige trek/ vandretur. Vores trek skulle foregaa i et naarliggende naturomraade, der delvist var fredet for skovrydning. Foer vi skulle afsted, havde vi en aften og en dag i Thakhek, der primeart skulle bruges paa at finde en trekkingtur vi kunne koebe. Denne tur fandt vi hurtigt, og derefter gik resten af tiden med at se Thakeak, den del var ordnet paa en time, da thakheak er en lille og meget rodet by, der faktisk er bevis paa veakst i Loas, da der bygges nye veje mange steder, dette giver dog kun byen et endnu mere roddet udtryk. Den har dog et lille autentisk centrum, der beare preag af at have vaeret en fransk handelstation langs mekongfloden, af en vis betydning.
Efter en god dag og aften, med lokal mad paa restaurant ved Mekong, fik vi en god natssoevn inden den store tur skulle begynde. Vi blev samlet op af en tuk tuk paa vores hotel, her fik vi lov at hilse paa vores guide; en venlig ung mand der neasten kunne tale engelsk. Herefter samlede vi ham der skulle bliver vores nye vandrekammerat op. Han var canadier af Kinesisk afstamning, som havde beslutte sig for at cykle hele verden rundt, men til en afveksling ville gaa lidt.
Efter omkring en times behagelig Tuk Tuk koersel, blev vi sat af i en lille landsby, herfra gjaldt til ellers bare om at gaa, vi gik paa sletter der varierede mellem busksteppe og skov. Vi gik mellem store himmelvendte klipper, der indhegnede os og gav os en fornemmelse af at vi gik i et, af naturen, indhegnet omraade. Naar vi skulle krydse et hegn/ en klippe, skulle vi endten paa en mindre bjergvandring, eller igennem en grotte som der for de lokale fungere som en naturskabt tunnel. Naar man havde focceret en af disse bjergkeader, kom man til et nyt omraade, omringet af store klipper.
I et omraade med klipper, er der mange grotter, vi fik derfor mulighed at se nogle imponerende drypstenshuler, der efter vores mening var noget farlige, og lidt Indiana Jones agtige. Efter en god dags vandring kom vi til en den landsby vi skulle overnatte i, og som i en hver anden mindre by, gik der i vores landsby dyr rundt over det hele, dem kunne man gaa at snakke lidt med. Eller var der ikke saa meget at give sig til. Udover at nyde de fantastiske omgivelser byen laa i.
Man kunne ogsaa snakke lidt med de lokale, dette gjorde Esben, over en dejlig dram af deres hjemmebreandte. To timer efter kunne Jonas konkludere at Esben stadig var istand til at se. Om aftenen blev de 3 rejsende ved en cermoni, velsignet af de lokale, derefter var der kulturudveksling over en dejlig kold Beerlao.
Dagen efter skulle vi op paa det naadesloese tidspunkt af kl 6 om morgenen. Den anden dag fortsatte vi vores vandring ud i vildnisset, denne gang var landskabet noget meget preaget af regnskov, dette betoed at vi ikke gik saa lang paa literen, da klimaet er markant anderledes i den fugtige skov. Naar vi kom til en lysning i skoven, kunne vi betragte de majestetiske klipper der taarnede sig op, ikke lang fra hvor vi gik. Vi kunne desuden nyde tanken om at vi endnu en gang skulle over paa den andensiden af dette faretruende naturhegn. Efter vandringen blev vi beloennet med muligheden for at svoemme i en forfriskende blaa lagune, maaske den mest blaa lagune vi leange har set. Lagunen var omgive af treaer hvis grene leandede sig ind over soeen, her fra kunne vi springe i vande. Dette beviste imidlertid ogsaa at Jonas er nearmere besleagtet aberne end Esben.
Efter den blaa lagune, gik turen tilbage til civilitationen, paa ladet af en lastbil, og senere i en tuktuk. Her viste vi os igen heldige, for i det sekundt vi steg ind i tuk tuk'en fik vi den foeste regn siden Vietnam. Og der kom meget vand, mens vi korest valgte en af de store maghoni treaer at vealte lige efter vi havde koert under det. Saa har man ogsaa proevet det.
Da vi var tilbage i Thakehak tog vi afsked med vores vandre kammerat over en solidt maltid mad. Samme aften tog vi selv bussen til Vientiane, der er den mindst imponerende hovedestad vi har set: Den har Ca. sammen indbyggertal som Aarhus, men unden Aahus´ charme. Byen havde mange flotte templer, samt flotte historiske bygninger, men der var en alvorlig mangel paa sammenheang, det hele laa meget adspredt. Byen har dog en meget store force med den idelle placering lang mekong, naar alle de lokale har fri, er der en summende aktivitet langs floden, der i den toerre season, faktisk fungere som strand. I de sene eftermiddagstimer er det ideelt at saette sig ved floden at nyde stemningen, samt solnedgangen over Thailand.
Man skal dog huske paa at floden paa et tidspunkt om aftenen, som ingen rigtigt er klar over, bliver til ingenmandsland mellem Loas og Thailand. Da vi ingen viden havde derom, havde vi naturligvis faet den gode ide, sammen med nogle andre rejsende, at seatte og ned med end oel for at nyde den meagtige Mekong om aftenen. Dette resulterede i at vi blev stoppet af nogle meget uautoiteare militearmand, der mest af alt lignede nogle der skulle til technofest i Moseby. Det eneste der oedelagde dette billede, var deres potente kalasnikhov riffeler. Efter en god omgang skrankepaveri og kropsvitisation, fik vi dog lov at gaa. Vi fik senere afvide at vi slap heldig, da disse underlige greansevagte gerne tager de penge man har paa sig som "Boede" penge.
I neaste afsnit handler det om Vang Vieng, der staar i stor kontrast til hvad vi ellers har oplevet i Laos.
- comments