Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er der efterhånden gået lang tid, siden jeg sidst havde tid til at skrive på bloggen. Der er sket masse dejlige ting i mellemtiden, og jeg vil prøve at skrive om de fleste.
Jeg mindes, at jeg i sidste afsnit var kommet hjem fra vores Adventuretur, og havde haft et par oplevelsesrige uger med undervisning. Dem har vi siden haft mange af, og undervisningen i skolerne går rigtigt godt, og det er nogle gode klasser vi har. Udover undervisningen har vi brugt rigtig meget tid på at planlægge vores projekter og er så småt begyndt at arbejde med dem. Projekterne går ud på, at vi på Hands on Zanzibar kan vælge os ind på forskellige projekter i Paje by, hvor vi forhåbentlig kan gøre en forskel. Vi er mere eller mindre selv ansvarlige for disse projekter og de kan indebære mange ting, bla.: Materialer til skolerne, Lærerundervisning, Lektiecafé, Undervisning på børnehjem, kor og Seaweed Centeret. Mine projekter er sidstnævnte Seaweed Center, og idrætsundervisning på et børnehjem i Bwejuu, en by lidt nord for Paje. Det er rigtig spændende!
Udover projekterne går dagligdagen stadig med Swahiliundervisning, møder med vores supervisor Jannie, og forberedelse til undervisning. Mandag til torsdag er vi som tidligere nævnt oppe i byen og spise middagsmad hos en lokal mama – lækkert!
I vores fritid går vi på stranden, spiller volley og fodbold. Vi er stadig ubesejrede hernede – som det eneste elevhold nogensinde! Og vi skal efter rejseugen spille mod Zanzibars u-17 eller u-19 landshold på deres stadion i Stone Town.
Vi har også afholdt skoleturnering i strandhåndbold, det var rigtig sjovt, men endte ikke ud en finalesejr desværre, fuldstændig selvforskyldt.
Hver Torsdag har vi Hands On –aften, hvor vi alle 18 mødes og hygger os. Vi har set film og snakket, og en af de seneste gange har vi lavet pandekager med nutella og banan. Vi har for nyligt optrådt med et kor, i forbindelse med kor-projektet som skulle testes – eftersigende en succes!
Efter nogle uger var det så højskolens tur til at tage på adventuretur. Dvs. at vi kun var 18 elever tilbage plus Jannie og lidt staff. Jeg troede umiddelbart det ville blive to lidt lange uger, men det blev det ikke! Vi havde en masse fede ting på programmet, og selvom skolerne i disse uger havde lukket pga. helligdage samlede vi børnene til aktivitetsdage. Derudover intensiverede vi Swahili og var på tur. Turen gik til Slavegrotterne og museet i stonetown. Det var rigtigspændende og omhandlede Zanzibars og Tanzanias historie med slavehandlen i højsæde.
Derudover var det Aske, Viktor og mit store projekt at renovere og istandsætte skolens bar. Vi brugte små 2 dage dernede sammenlagt med et, synes vi selv, godt resultat. Anlægget blev gjort i stand, ledninger skiftet, og der blev ryddet godt og grundigt op. Derudover lavede vi to nye bænke så der nu er en siddeplads til alle eleverne.
Efter at have været alene på skolen i godt 12 dage drog vi til Dar-Es- Salaam for at mødes med højskolen, shoppe, hygge og feste. Vi tog færgen fredag og var hjemme igen søndag aften. En dejlig weekend, og ligeså dejligt at komme hjem igen.
Søndag tog vi forbi medical center (lægen) for at få en rutinemæssig malaria-test. Den var desværre positiv for mit vedkommende og betød at jeg måtte tilbringe de to næste aftener i isolation og spise nogle piller. Jeg kunne ikke mærke noget og det er overstået nu, så ingen grund til bekymring
Dagene i isolation gik med at læse, spise lidt snolder og indhente lidt søvn.
Onsdag var jeg ligeså frisk som før, men måtte bevæge mig ud om aftenen. Det var alligevel lidt rart at socialisere lidt. Om fredagen, hvilket vil sige sidste fredag, var der temafest i baren på skolen og det var rigtig sjovt. Western tema, så der var både cowboys og cohgirls, indianere og et par bartendere i deres Saloon. Sidstnævnte var, Aske, Viktor og jeg. Vi havde bartjansen denne uge, sammen med nogle piger fra højskolen. Alt forløb planmæssigt og vi fik god mad og festede længe.
I Lørdags havde vi tre drenge lejet en bil og kørte Zanzibar rundt. Vi startede kl. 11 og var hjemme igen kl 19. Rigtig hyggeligt tur, og spændende at se andre sidder af vores fantastiske Ø. Vi var på Uzi Island, hvor der findes mangrove-skov og man kører rundt på gamle koraller. Derefter kørte vi til Chwaka, hvor der var kæmpe fiskemarked, og videre op ad øst-kysten. Vi stoppede på et tidspunkt og fik noget mad, og kørte derefter til nordspidsen Nungwi. Efter et kort stop drog vi til Kendwa, inden turen gik hjem ad igen. En dejlig dag på farten.
Håber I har det godt hjemme, og jeg glæder mig til at fortælle jer mere detaljeret om rejsen, og vise jer billederne.
Tutaonana Baadaye!
- comments